Hugo / Juhl 1793

Rædselsåret
1. Auflage 2022
ISBN: 978-87-430-6648-4
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 288 Seiten

1793 er Victor Hugos sidste roman. Den udkom i 1874, tre år efter Pariserkommunens blodige oprør, som var et resultat af en folkelig revolte efter Napoleon III's nederlag i den fransk-tyske krig. Romanens omdrejningspunkt er de kontrarevolutionære revolter i Vendée og Chouannerie under den franske revolution i 1793. Hver af romanens tre dele fortæller en forskellig historie og giver forskellige synsvinkler på de generelle historiske begivenheder. Handlingen foregår hovedsageligt i Bretagne og Paris.

Autoren/Hrsg.

Hugo, Victor

Juhl, Peter Eliot

Leseproben

1. bog La Sadraieskoven
I de sidste dage af maj 1793 gennemsøgte en af de bataljoner fra Paris, som Santerre havde ført til Bretagne, den uhyggelige La Sadraieskov i Astillé. Den talte kun 300 mand, for denne vilde krig havde medtaget den hårdt. Det var på det tidspunkt, efter slagene ved Argonne, Jemappes og Valmy, da der af den første bataljon fra Paris, som bestod af 600 frivillige, kun var 27 mand tilbage, af den anden 33 og af den tredje 57. De bataljoner, der var blevet sendt til Vendée fra Paris, bestod af 912 mand. Hver bataljon medførte tre stykker skyts. De var hurtigt blevet stillet på benene. Den 25. april havde rådet foreslået at sende bataljoner af frivillige til Vendée, den 1. maj var Santerre rede til at lade 12.00 soldater, 30 stykker feltskyts og en bataljon konstabler afgå. Den 29. april havde Pariserkommunen givet Santerres frivillige løsenet: Ingen nåde! Ingen pardon! I slutningen af maj var af de 12.000, der drog ud fra Paris, 8000 døde. Den bataljon, der holdt til i La Sadraieskoven, var omhyggelig på sin post. Man forhastede sig ikke, man havde øjnene med sig på én gang til højre og venstre, frem og tilbage. De havde marcheret længe. Hvad mon klokken kunne være? Hvad tid på dagen var det? Det ville have været svært at sige det, for det er så at sige altid aften i sådanne vilde tykninger, og i den skov bliver det aldrig rigtig lyst. Den havde en sørgelig historie. Det var i den, borgerkrigen i november 1792 havde begyndt sine forbrydelser. Mousqueton, den grumme halte, var kommet fra dens skumle tykninger; mængden af de mord, der var blevet begået i den, kunne få hårene til at rejse sig på ens hoved. Intet sted kunne være mere gruopvækkende; soldaterne lagde den største forsigtighed for dagen, mens de trængte ind i den. Blomster var der fuldt op af alle vegne, man var omgivet af en skælvende mur af grene, hvorfra løvets liflige kølighed sænkede sig; hist og her brød solstråler igennem det grønne mørke; på skovbunden vævede og baldyrede sværdliljer, narcisser, krokus og mange andre blomster et tæt blomstertæppe, hvori der var indvirket et myldsr af alle slags mos arter. Soldaterne rykkede frem i tavshed, skridt for skridt, idet de forsigtigt bøjede grenene til side. Fuglene kvidrede over deres bajonetter. La Saudraie var en skov, hvor man fordum i fredens tid var gået på fuglejagt ved nattetid — Houicheba hedder det —; nu gik man på jagt efter mennesker i den. Den bestod udelukkende af birk, bøg og eg; jordsmonnet var fladt; mosset og det tætte græs kvalte lyden af soldaternes fodtrin; stier var der ingen af, eller var der nogen, blev de straks borte igen. Kristtorn, slåentorn, bregner, hække af krageklo, høje brombærbuske; det var umuligt at se et menneske i ti skridts afstand. Nu og da viste der sig imellem buskene en hejre eller en vandhøne som tegn på, at der var moser i nærheden. De marcherede videre på må og få, urolige og bange for at finde, hvad de søgte. Fra tid til anden stødte de på spor af lejrsteder, steder, hvor der havde været ild, nedtrådt græs, kæppe, der var bundet sammen til kors, grene med blod på. Hist havde man lavet aftensmad, her havde man holdt messe, et andet sted igen havde man forbundet sårede. Men de, der havde været der, var borte. Hvor var de henne? Måske langt borte, måske ganske tæt ved på lur med geværet i hånden. Skoven syntes at være helt øde. Bataljonen fordoblede sin forsigtighed. Der var øde, altså måtte man være mistænksom; der var ingen at se — én grund mere til at være bange for, at der var nogen. Det var en meget ilde berygtet skov, man havde at gøre med. Der var al sandsynlighed for et baghold. Tredive grenaderer, der under anførsel af en sergent var sendt ud for at spejde, gik foran, et godt stykke fra hovedstyrken. Bataljonens marketenderske fulgte med dem. Marketendersker holder sig gerne til fortroppen; man udsætter sig for fare der, men man får også noget at se. Nysgerrighed er en af de former, kvindens mod antager. Pludselig fór der igennem denne fortrop den gysen, jægerne kender som en antydning af, at vildtet er nær. De havde hørt noget ligesom et åndedrag fra nogle buske og syntes, at de havde set bladene røre sig. De gjorde tegn til hverandre. Når soldater er sendt ud for at spejde, behøver deres befalingsmænd aldrig at blande sig deri; de gør af sig selv, hvad der er at gøre. På mindre end et minut var stedet, hvor de havde set det røre sig, omringet, en kreds af geværer sigtede fra alle sider ind i det mørke krat, og soldaterne ventede med fingeren på aftrækkeren og øjnene fæstede på det mistænkelige sted blot på sergentens kommando for at fyre på det. Marketendersken havde imidlertid vovet sig frem og kigget ind imellem buskene, og lige som sergenten skulle til at råbe: Fyr!, råbte hun: Holdt!, vendte sig om imod soldaterne og sagde: Skyd ikke, kammerater! Derpå skyndte hun sig ind i buskadset; de fulgte efter hende. Der var virkelig nogen der inde. Midt i den tætteste del af krattet ved en af de små runde rydninger, der dannes af kulmilerne, sad i en slags hule, dannet af grene ligesom en løvhytte, halvt åben som en alkove, en kvinde på mosset med et pattebarn ved brystet og de lyslokkede hoveder af to sovende børn hvilende i sit skød. Det var bagholdet. — Hvad bestiller I her? råbte marketendersken. Kvinden hævede hovedet. — Er I tosset, siden I holder til her? fortsatte marketendersken hidsig. — Et øjeblik til, og det havde været ude med jer. Derpå vendte hun sig til soldaterne. — Det er et fruentimmer, sagde hun. — Guds død, det ser vi nok! sagde en af grenadererne. — At gå om i skovene og lade sig slå ihjel! Hvor kan man falde på sådanne dumheder! fortsatte marketendersken. Kvinden så forbavset, forfærdet, forstenet, som om hun drømte, på alle disse geværer, sabler, bajonetter og vilde ansigter. De to børn vågnede og gav sig til at græde. — Jeg sulten, sagde den ene. — Jeg er bange, sagde den anden. Den mindste diede stadig. — Du er den eneste fornuftige, sagde marketendersken til pattebarnet. Moderen var målløs af skræk. — I skal ikke være bange, råbte sergenten til hende; — Vi hører til rødhuernes bataljon. tilføjede marketendersken. — Hvem er du? fortsatte sergenten. Kvinden så forskrækket på ham. Hun var mager, ung, bleg og klædt i pjalter. Hun havde en af de store hætter på, som de bretonske bønderkvinder går med, og det uldne forstykke var bundet om halsen med et stykke sejlgarn. Hun bar sit blottede bryst til skue med et dyrs mangel på blufærdighed. Hendes fødder, der hverken havde sko eller strømper på, blødte. — Det er en tiggerske, sagde sergenten. — Hvad hedder I? sagde marketendersken med sin på en gang soldatermæssige og kvindelige stemme, som der var noget mildt bagved. — Michelle Fléchard, stammede kvinden næsten uhørligt. Imidlertid klappede marketendersken pattebarnets lille hoved med sin plumpe hånd. — Hvor gammel er det lille pus? spurgte hun. Moderen forstod hende ikke. — Jeg spørger om, hvor gammel hun er, fortsatte marketendersken. — Nå, sagde moderen, atten måneder. — Så er hun for gammel til at få bryst, sagde marketendersken. — Hun må vænnes fra. Vi skal give hende noget suppe. Moderen begyndte at blive rolig. De to små, der var vågnet, var mere nysgerrige end bange; de så beundrende på soldaternes fjerbuske. — Å, de er så sultne, sagde moderen, — og jeg har ikke mere mælk, tilføjede hun. — De skal nok få noget at spise, sagde sergenten, — og du med. Men det er ikke nok med det. Hvilke politiske anskuelser har du? Kvinden så på sergenten og svarede ikke. — Hører du, hvad jeg spørger om? — Jeg blev sat i kloster, da jeg var ganske ung, stammede hun, — men jeg giftede mig, jeg er ikke nonne. Søstrene lærte mig at tale fransk. Der blev stukket ild på landsbyen; vi måtte skynde os sådan med at redde os, at jeg ikke fik tid til at tage sko på. — Jeg spørger dig, hvilke politiske anskuelser du har. — Det ved jeg ikke. — Der gives kvindelige spioner, fortsatte sergenten, — dem skyder man. Nå, ud med sproget. Du er jo ikke sigøjnerske. Hvad land er du fra? gentog sergenten. — Det ved jeg ikke, sagde hun. — Hvad for noget, ved du ikke, hvor du har hjemme? —...