E-Book, Dänisch, 110 Seiten
Baggesen / Tausen / Lundsgaard Brøndt Vendsyssel Noveller
1. Auflage 2026
ISBN: 978-87-430-7069-6
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark
Hjørring Bjerge
E-Book, Dänisch, 110 Seiten
ISBN: 978-87-430-7069-6
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark
Anne Agnethe Baggesen er en nordjysk forfatter, der skriver fra sit 100-årige gamle husmandssted i Vendsyssel. Hun har en kandidatgrad i Litteraturhistorie fra Aarhus Universitet.
Autoren/Hrsg.
Weitere Infos & Material
Inger Lyngesdatter
Af Anne Agnethe Baggesen
Min historie er ikke skrevet ned nogen steder. Jeg kan ikke selv skrive, og ingen jeg kender kan. Hvorfor vil du så gerne skrive det ned? Det gør vel ingen forskel, om jeg fortæller dig det nu, hvis du så gerne vil vide det. Ingen andre kender historien end mig.
***
De hvisker om os inde i landsbyen, men kun få tør at vandre herud, hvor ellefolkene mødes. Vi er dem, der kravler på højene, og når mørket falder på, mødes vi under stjernerne.
I bakkerne ligger vores huler. Heden er vores hjem, tørven vores tag.
Jeg er 9 år gammel, og mit navn er Inger. Min mor hedder Maren. Det er hende, der sover i hulen inde ved siden af sammen med min lillebror. Det er hende, der siger, at vi ikke må gå ind til landsbyen. At det er farligt derinde, og at de ikke vil os hedefolk det godt. Det er hende, der danser og drikker med ellefolkene om natten.
Jeg sover sammen med min lillesøster. Vi har pyntet vores vægge med tørret lyng. Når vi er gået i seng for natten, sætter vores mor tre træstykker foran hulen. De holder den kolde vind ude om natten og skjuler vores hules indgang om dagen.
Jeg har ingen far. Jeg spørger tit min mor, hvem min far dog kan være, for jeg ved, at nogle af de andre hedebørn har en far, som sover sammen med deres mor, og som er så god til at lege. Men min mor siger bare: “Det kommer ikke dig ved, og så snakker vi ikke mere om det.”
En nat hører jeg nogle tage træstykkerne til side, og jeg vækker min søster.
“Shh, væk hende ikke, Inger. Det er bare mig,” siger min mor. “Kom lige ud engang.”
Månen oplyser min mors ansigt. Mor vil have, at jeg skal lægge mig ind til lillebror. “Jeg skal op og danse med ellefolkene,” siger hun. Sådan siger hun tit.
“Men mor, jeg vil med.”
“Du skal blive hos de andre. Jeg er snart tilbage. Pas godt på dem, skat, kan du gøre det for mig?”
“Ja, mor.”
Jeg lægger mig ind til lillebror i min mors hule. Den minder om vores hule, men den dufter af mor, og den har en rigtig dør i træ. Lillebror snorker under tæppet. Han har alt sit uldtøj på her i septembernatten, hvor nattekulden er krøbet ind til os.
Lillebror vender sig. Jeg lægger mig ned hos ham, og snart falder jeg i søvn igen. Jeg vågner med det samme, han begynder at græde.
“Du må ikke græde, lillebror.” Men intet hjælper. “Bliv her, jeg henter mor!” råber jeg, og så er jeg ude af den lille træ-dør i mors hule.
Jeg løber op ad bakken. Lyngen er våd, og sandet er koldt, men mine fødder står fast i det, og jeg er hurtigt oppe på toppen af vores lille bakke. Jeg ser mig rundt til de andre bakketoppe. Klonhøj og galgebakken. Men der er intet at se.
Jeg kan høre lillebror græde under mig. Når han skriger, kilder sandet under fødderne. Jeg løber fra bakketop til bakketop, indtil jeg pludselig hører en dyb stemme på vejen op ad den største bakke af dem alle.
Stemmen er mørk og gryntende. Det lyder som et dyr. Forsigtigt og lydløst nærmer jeg mig toppen. Jeg bliver på bakkesiden, men jeg ser det ske under stjernehimlen. Min mor, hun danser, men hun er ikke alene. Over hende hænger et udyr, der grynter i dansen, en ellemand, en fremmed. De danser vildt og farligt, og jeg tør ikke nærme mig, og jeg tør ikke se væk.
De hvisker formularer til hinanden, og ellemanden giver min mor noget, der skinner i månelyset. Den fremmede vender sig og går lige mod mig. Jeg vågner fra min trance. Med sine lange ben træder han hen over mig. Han ænser mig ikke, som jeg ligger der i sandet. Som var jeg lyng.
“Mor, lillebror græder,” hvisker jeg.
“Inger,” hvisker hun og rusker mig i skuldrene. “Hvad laver du her? Du skulle blive med de andre!”
“Men mor, lillebror græder!” Hun ser op og lytter.
“Kom med,” siger hun. “Og Inger, fortæl ikke nogen, hvad du har set i nat, er du med? Heller ikke søster. Forstår du?”
***
Vinteren er lang, og sneen falder tykt og holder os varme i vores huler. Mor ligger mere og mere inde i sengen, mens søster og jeg skal tage lillebror ud.
“Mor, skal du dø?” spørger jeg hende en aften, hvor vi allesammen sidder inde i hendes hule. I ildstedet brænder tørven og fylder hulen med et røgslør.
“Nej, min skat. Jeg skal have et barn mere.” Hun lægger sine hænder på tæppet. Hendes mave buler ud.
“Hvornår?”
“Når det bliver sommer. Hvis alt går vel.”
“Men hvad hvis det ikke gør?”
“Det gør det. Spørg nu ikke mere, min skat, kan du og din søster nu gå ind i jeres seng. Lyngen passer på os.” Sådan siger hun altid, når jeg spørger for meget.
Min søster og jeg kan høre lillebror græde gennem væggen i vinternætterne. En dag kommer mor tilbage fra byen med et skinnende, gyldent sigtebrød, og vores munde løber i vand.
“Det er til lillebror,” siger hun, og han kaster sig over det, så mor må holde ham tilbage.
Når foråret kommer, er mors mave blevet for stor til at gå ind til byen.
“Tag den her, Inger.” Hun presser noget koldt ned i min hånd, og jeg ser på den. En mønt. “Hvor har du fået den fra, mor?” spørger jeg.
“Du må gå ind i byen, Inger, til heksemesteren på hjørnet. Sig, at din mor er med barn og har høj feber. Spørg ham, hvad jeg skal gøre, og Inger, du må huske, hvad han siger. Hvert et ord må du huske.”
Sådan siger hun til mig, jeg husker det tydeligt.
“Og Inger, sørg for, at han tager mønten. Vi tager ikke imod almisser herhjemme, husk det nu.”
Med vægten af hendes ord og mønten i min hånd løber jeg ned ad den gamle Skagensvej, forbi bakken, hvor min mor dansede med ellefolket. Forbi gårdene løber jeg, mit blik er på mine fødder, der træder hen over grusvejen, og jeg kan mærke bøndernes blikke i nakken.
Da jeg når ind til landsbyen, vover jeg at se op. Jeg har aldrig været i landsbyen før. Jeg ser mod den blå marts himmel og trækker vejret dybt ned i maven.
“Hvem er du?” spørger et kvindfolk, der kommer forbi. Jeg løber ind i skyggerne, gemmer mig i en gård bag husene. En gammel mand sidder på en bænk og drikker.
“Hvor bor heksemesteren?” hvisker jeg til ham. Da han ikke svarer, spørger jeg ham igen. Han hikker, peger ud af gården, og jeg følger hans peg, indtil jeg når den hvide gård, der ligger i udkanten af byen.
Jeg banker på.
“Jeg skal snakke med heksemesteren. Min mor er syg,” siger jeg og holder min mønt frem i hånden. Det er en mand med lyst hår. Han kigger sig omkring på gaden og trækker mig ind.
“Er du heksemesteren?”
“Hvad er dit navn?” spørger han i stedet. Han ser nøje på mig, mens han holder ved mine skuldrer.
“Inger,” siger jeg.
“Hvad mere? Hvem er din far?”
“Jeg har ikke nogen far.”
“Så din mor da.”
“Hun hedder Maren.”
“Hede-Maren? Ja, hende kender jeg da. Hvad med hende?”
“Hun er frygtelig syg. Hun siger, hun skal have et barn. Hvad skal jeg gøre? Kan du hjælpe hende?” Ordene og tårerne vælter ud af mig.
“Syg, siger du? Med feber?” Jeg nikker.
Han slipper mine skuldre og gnider sin pande og sine øjne. “Hør, når du kommer hjem til din mor, skal du plukke en stor buket af lyngen til hende, så meget som du kan bære. Af den lyng skal hun snøre en dukke, som hun skal lægge under sin pude. Dukken holder barnet raskt.”
“Hvad så med min mor?”
“Dukken passer på hende også. Løb nu hjem. Behold mønten. Den er din.”
“Nej, du skal tage den,” siger jeg. “Tag den.” Han lukker hånden om mønten, og da er jeg borte.
Jeg løber hjem alt, hvad mine ben kan bære, og jeg plukker lyngen, den visne, fra heden, indtil jeg ikke kan have mere i mine arme. Da jeg går ind til min mor, sover hun. Hedelyngen kradser hendes ansigt, så hun vågner, og hun ser forbavset på det.
“Har du set ham, Inger?” vil hun vide. “Gav du ham mønten?”
“Ja, og du skal snøre en dukke, mor. Han sagde, at jeg skulle plukke meget lyng til dig, så meget jeg kunne bære, og at du skulle snøre en dukke af det...
