Hammershøi / Dalgaard Når blinde får børn

1. Auflage 2026
ISBN: 978-87-430-7009-2
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 96 Seiten

Denne bog er henvendt til alle, der via deres arbejde kommer i berøring med børnefamilier, hvor mor og/eller far er synshandicappet. Formålet er at beskrive, hvordan man trods et synshandicap kan være en lige så kompetent forælder som andre. Og at give fagpersoner et indblik i de udfordringer, der kan opstå i samarbejdet med disse familier. Bogen er ment som en guide til at hjælpe blandt andre socialrådgivere, jordemødre, læger, sundhedsplejersker og pædagoger med at skabe gode og positive rammer for de familier, hvor et synshandicap er en integreret del af tilværelsen.

Jannie Hammershøi er uddannet socialrådgiver og psykoterapeut. Hun har en progressiv øjensygdom og har både været seende, svagsynet og er nu blind. Jannie er leder af medlemsstrategi og medlemsservice i Dansk Blindesamfund. Desuden er hun beskikket medlem i Ankestyrelsen og med til at træffe afgørelser i børnesager. Jannie arbejder 20 pct. af sin arbejdstid med terapi for synshandicappede, individuel, par og familier.

Autoren/Hrsg.

Hammershøi, Jannie

Dalgaard, Lotte

Leseproben

At tale samme sprog

Mennesker med et synshandicap kommer i mange versioner fra svagsynede i forskellige grader til både blindfødte og senblinde. Hvert menneske har hver sin måde at håndtere deres liv med denne udfordring ud fra personlighed, kompetencer og erfaringer.

Er man blindfødt, er erfaringerne med sig selv og omverdenen baseret på de informationer, man har kunnet tilegne sig via de andre sanser. Og dermed bliver forståelsesrammen en anden end hos seende. Dette er ofte en af grundene til, at omverdenen fejltolker den synshandicappede forælders ressourcer og glemmer at se på, om resultatet af det, de gennemfører, er en succes.

Hvis man er blindbleven eller senblind, altså har haft et syn, inden man blev blind, har man set verden og dermed opnået en sammenlignelig referenceramme som en fuldt seende. Også selvom synet eventuelt har været af en nedsat kvalitet. Dermed nærmer man sig at tale ’samme sprog som seende.’ Men også her kan fejltolkningen opstå, da blindblevne forældre ofte bruger samme strategier som blinde i deres forældreskab.

Det kræver accept og robusthed

Når et af ens levevilkår er et synshandicap, kræver det en god selvfundering for at acceptere, at man har brug for hjælp og en styrke og robusthed overfor de fordomme, man kan møde fra omverdenen.

Som forældre er det vigtigt at hvile i sin forældrerolle og tro på, at man gør det rigtige for sit barn. Det gælder alle forældre, men synshandicappede bliver ofte sat under lup af læger, sundhedsplejersker, socialrådgivere og sågar pårørende, så forventningspresset fra både omverdenen og én selv er ofte større for forældre med et synshandicap end for seende forældre.

Når synshandicappede bliver udsat for sådan en stigmatisering, og de kontakter mig for at få hjælp, så handler jeg prompte. Jeg henvender mig til de myndigheder, der diskriminerer, og forsøger at få dem til at ændre deres beslutning. Hvis ikke det lykkes, fører det til en sag i Ankestyrelsen. Jeg har hjulpet mange synshandicappede forældre, som er kommet i klemme i systemet, for vi har altså en lov imod diskrimination her i Danmark.

Som en ekstra krølle bliver kommende og nybagte familier også forskelsbehandlet i forhold til, om det er far, mor eller begge, der har et synshandicap. Det er mere problematisk, synes myndighederne at mene, når mor er synshandicappet, i forhold til når det er far. Om det skyldes, at vi har stigmatiseret fædre til at have mindre indflydelse på deres barns opvækst end mødrene, skal måske overvejes.

Tilgang til forældrerollen

Ofte ligger der langt større overvejelser forud for beslutningen om at blive forældre hos synshandicappede, end hos mange seende, af frygt for ikke at slå til. En frygt, der plantes i dem på baggrund af omverdenens stigmatisering. Men synshandicappede er lige så forskellige som andre mennesker, det eneste, de har tilfælles, er at være synshandicappede og at have tillært teknikker og metoder til at klare sig uden brug af det fulde syn.

Synshandicappede kan som udgangspunkt de samme ting som seende, og hvis de ikke kan, kompenserer de, så de kan tilbyde deres børn en god opvækst. Synshandicappede er derfor forældre på godt og ondt, ligesom resten af befolkningen. Så mennesker med synshandicap kan sagtens være fremragende forældre, de har bare anderledes livsomstændigheder, som de faggrupper, der møder synshandicappede i forbindelse med deres arbejde, bør kende til.

Jeg har mødt mange, både privat og professionelt, der tillader sig at bedømme og betvivle forældrekompetence udelukkende ud fra et handicap, mens jeg med mine professionelle briller har fokuseret på, hvor vedkommendes forældrekompetence ligger. Jeg har svært ved at forstå, at det første, man ser, er handicappet og ikke det kompetente menneske bagved.

Alle forældre, seende såvel som synshandicappede, har behov for at blive mødt med åbenhed i forhold til deres tilgang til forældrerollen og eventuelle behov for støtte i nogle sammenhænge, så de har det bedst mulige udgangspunkt for at påtage sig forældrerollen.

En åben og nysgerrig tilgang fra fagpersonales side skal også gælde for blinde og svagsynede forældre. Nysgerrighed over for deres måde at løse forældreopgaver på og forståelse for behov samt de kompenserende teknikker og metoder, der er nødvendige for at få forældrenes kompetencer i spil, er altafgørende. Mit mål er, at alle tiltag for at støtte disse familier skal indtænkes og om muligt afprøves til gavn for både forældrene, børnene og samfundet.

Dette kan være svært, når forståelsesrammen er vidt forskellig. Op til 80 procent af seendes informationskilder kommer fra synet, mens en synshandicappet får sine informationer via sine andre sanser. Og da seende er i overtal, er vores verdensopfattelse i høj grad visuelt baseret. Derfor har samfundet ikke automatisk opsat de nødvendige informationskilder, så synshandicappede har samme muligheder som seende. Derved har samfundet sat de synshandicappede på overarbejde.

Dette er ikke for at diskutere handicapkonventionen, men for at skabe en forståelse for de forhold vi byder synshandicappede i vores samfund – herunder synshandicappede forældre. Og når blinde og stærkt svagsynede i Danmark også har ret til at få børn, så må vi som samfund finde ud af, hvordan vi støtter mennesker med synshandicap, så de kan agere i et samfund, der er indrettet til seende.

Jeg har mødt mange mennesker, som har den opfattelse, at man ingenting kan, når man har et synshandicap. Og det er fuldt forståeligt. For hvilken seende kan klare alt muligt med bind for øjnene? Prøv at lukke øjnene og gå i bad, lave mad, skifte et barn osv. Forskellen er bare, at den synshandicappede har tillært sig alle mulige kompetencer og mestrer disse hverdagsting lige så godt som seende, om end nogle gange i nedsat tempo. At have et synshandicap fratager ikke personen muligheden for at blive forælder, tage en uddannelse, få et job. Det stiller snarere krav til omverdenen om at inkludere denne gruppe som ligeværdige medborgere.

Et andet problem er, at en socialrådgiver måske vil bedømme den synshandicappedes kompetencer ud fra et møde på kommunen. Men det giver ikke et retvisende billede af, hvor meget en blind formår, når han eller hun færdes i ukendte omgivelser. Hjemme kender de jo hver en krog, og alting ligger på deres rette plads. Så hvis man vil se, hvordan en synshandicappet forælder gebærder sig, så skal man møde forælderen i trygge omgivelser i hjemmet.

Socialrådgivere er, ligesom alle andre faggrupper, velkomne til at kontakte mig, hvis de har spørgsmål eller brug for at inddrage en synsfaglig kompetence på familieområdet.

Forældrekompetence ud fra Socialstyrelsens anvisninger

Forældrekompetence handler om forældrenes niveau for mentalisering, som omhandler:

• Medfølelse
• Evne til indlevelse
• Fornemmelse for andre
• Evne til at se en andens perspektiv
• Bevidsthed om sig selv eller selvopfattelse

Med andre ord, mentalisering er empati/indlevelsesevne, kombineret med tanker og omsat til handlinger. Det er en kompetence, der er vigtig at besidde for alle forældre, den eneste forskel på seendes og synshandicappedes mentaliseringsevne er, at den synshandicappede i højere grad må bruge sin intuition og sine andre sanser end den seende. Det er vigtigt for barnets udvikling og trivsel, at dets omsorgspersoner udviser mentalisering. Og for synshandicappede forældre er det vigtigt at blive mødt med samme mentaliseringsevne fra omgivelserne i de situationer, som kan være en ekstra udfordring.

For eksempel:

Dit barn er blevet syg i daginstitutionen, og personalet ringer for at bede dig hente barnet. I modsætning til en seende, der kan sætte sig i bilen eller på cyklen og være fremme i løbet af forholdsvis kort tid, afhængig af afstand mellem arbejde og institution selvfølgelig, så vil det typisk tage længere tid at nå frem for en synshandicappet, der enten må benytte sig af offentlig transport eller Flexkørsel, som skal bestilles to timer i forvejen. Man kan selvfølgelig også tage en taxa, men den løsning afhænger af afstand og økonomisk formåen.

I denne situation vil det have stor betydning for forældrene, at personalet i daginstitutionen evner at sætte sig ind i hendes/hans situation og forstå, at det sandsynligvis vil tage længere tid at nå frem end for seende forældre. Og udvise rummelighed og tålmodighed i den situation, både over for det syge barn og over for den forælder, der kommer og afhenter. For den synshandicappede forælder vil personalets forståelse og rummelighed betyde, at hun/han i...