Holm Dem vi var den dag

1. Auflage 2026
ISBN: 978-87-430-8877-6
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 300 Seiten

9-årige Liv Rønning forsvinder en julidag i 1992 nær Balka Strand på den bornholmske østkyst. Meget tyder på, at Livs norske far Magne har taget sin datter med sig væk fra øen, men efterforsker Vagn Trier Nielsen er i tvivl. Samme dag, som Liv forsvinder, oplever 13-årige Lasse Exsteen fra Nexø flere underlige hændelser i sin nærmeste familie. Tredive år senere vender Lasse Exsteen hjem til Bornholm. Tvunget af omstændighederne flytter han midlertidigt ind hos sine forældre. Da en ældre mand tropper op og stiller spørgsmål til Lasses far, er Lasse nødt til at forholde sig til, hvad han egentlig hørte og så den dag i 1992, hvor Liv Rønning forsvandt. Det bliver begyndelsen på en sommer, der kommer til at ændre Familien Exsteens liv for evigt. Dem vi var den dag er en bornholmerkrimi om to familieskæbner, om at vende hjem og om at blive konfronteret med fortidens synder.

Autoren/Hrsg.

Holm, Michael

Leseproben

Lørdag den 4. juli

Kapitel 1

Lasse låser yderdøren op og lægger avistasken fra sig i bryggerset. Han samler eksemplaret af Bornholmeren op fra bunden af tasken og tager avisen med ind til køkkenbordet. Avisen er et bevis på, at han har begået en ny fejl. Det er tredje gang, det er sket, siden han overtog jobbet for en uge siden, og tanken om en sur person, der står og venter med korslagte arme, får ham igen til køre ruten igennem i hovedet, mens han smører fire franskbrødsmadder, som han overbelægger med chokoladepålæg. Han sætter sig ved køkkenbordet, tager en stor bid af den ene mad og bladrer avisen igennem, indtil han når sporten. Han hører ikke Morten, der lister sig bag ham og med flad hånd snitter ham i baghovedet.

”Har du glemt et hus igen? Hold kæft, du er dårlig til det. Da jeg var avisbud, havde jeg to ruter og over 100 aviser, men jeg glemte sgu aldrig en eneste. Hvor mange har du egentlig? 40?”

”44.”

Morten snakker nu med hovedet halvt inde i køleskabet.

”Det giver sgu da ingenting. Hvorfor kører du ikke for Tidende i stedet?”

”Det ved jeg ikke. De ringede bare fra posthuset og gav mig en rute.”

Morten tager pakken med chokoladepålæg ud og åbner den.

”Har du taget det hele? Og så lægger du bare den tomme pakke tilbage i køleskabet. Er du idiot eller hvad?”

Morten smider pakken tilbage og skal til at tage Lasses tallerken med sig, da telefonen i det samme ringer.

Lasse rejser sig og skynder sig ind i stuen. Det er sikkert den avisansvarlige fra Nexø Posthus, der ringer. En utilfreds kunde må have klaget. Han når dog ikke hen til telefonen, før Morten overhaler ham og skubber ham væk:

”Det er til mig, tumpe.”

Morten tager telefonen, men Lasse kan med det samme se sin storebrors skuffede udtryk.

”Nej, min far er stadigvæk ikke kommet hjem fra arbejde. Hallo…?”

Morten ryster på hovedet og lægger røret på.

”Skøre kælling! Det er tredje gang, hun ringer.”

”Hvem var det?”

Morten trækker ligegyldigt på skuldrene.

”Aner det ikke. Hun bliver bare ved med at spørge, om far er kommet hjem.”

Morten går tilbage til køkkenet og tager Lasses tallerken med sig ind på sit værelse. Nogle minutter senere kommer Morten løbende ud, da telefonen ringer på ny. Denne gang er det opkaldet, han har ventet på, og Lasse kan straks se glæden i sin brors ansigt. Det er lang tid siden, at han har set ham sådan.

”Hva’ så? … Ja, jeg er klar. Og du er helt sikker på, at Annika tager med? ... Okay, fedt nok! … Hvornår? 12.30?... Ja, det er okay. Jeg stiller mig ud på vejen og venter. Ses.”

”Hvem er Annika?” spørger Lasse.

Morten svarer ikke, men lader som om han vil give ham et slag i maven, inden han fortsætter ind på sit værelse. Kort efter kommer han ud med sin sorte sportstaske. Han går videre til badeværelset og putter et par store håndklæder ned i tasken, mens Lasse nysgerrigt ser til.

”Hvad skal du?”

Morten rammer ham bevidst på skulderen, da han går forbi i døren.

”Hvad tror du?”

”På stranden?”

”Hey, så er du alligevel ikke så dum, som du ser ud.”

Lasse ser Morten fortsætte til barskabet og tage en uåbnet flaske rom.

”Mor og far har sagt, at de ikke vil have, du tager noget.”

”Så må de jo sætte en lås på, hvis det betyder så meget for dem.”

Morten pakker flasken ind i det ene håndklæde i tasken, inden han fortsætter ud i køleskabet efter den halvfyldte plastflaske med cola.

”Du holder din kæft med det her,” siger Morten, da han lukker tasken. Lasse nikker.

Ti minutter senere kan han fra køkkenvinduet se Morten sætte sig ind på forsædet af Martins røde bil. Alle bilens vinduer er rullet helt ned, musikken er høj og to piger, Lasse ikke har set før, sidder på bagsædet. Han går ud fra, at den ene må være Annika. Han når at se Morten åbne tasken og fremvise rommen for de andre, der reagerer med jubel. Så er de væk.

Fyrre minutter senere hører Lasse bildæk møde gruset i indkørslen. Han lukker sin dagbog og rejser sig fra sofaen.

Kort efter følger det høje halløj, inden hoveddøren lukkes.

Der er noget ved sin fars faste rutiner, der altid får Lasse til at føle sig tryg. Lyden af nøglerne, der bliver kastet på køkkenbordet.

”Hvornår er vi begyndt at holde Bornholmeren?” smiler hans far, da han kommer ind i stuen med avisen dinglende i hånden.

Lasse ved, han bliver drillet, men ved ikke, hvad han skal svare.

”Det går nok, skal du se,” fortsætter hans far. ”I virkeligheden burde de takke dig. Du har reddet endnu en uskyldig sjæl fra den onde, socialistiske svøbe.”

Lasse forstår ikke de sidste ord, men det gør ikke noget, så længe hans far smiler, mens han siger dem.

”Er din bror hjemme?”

Ansigtsudtrykket ændrer sig. Det gør hans fars udtryk næsten altid, når han spørger efter Morten. Lasse svarer, men prøver at lade være med at se i retning af barskabet. Han vil ikke have Morten i problemer, og han har bestemt ikke lyst til at høre sin far og Morten skændes igen. De har allerede skændtes én gang i denne uge. I tirsdags. Klokken fire om natten. Morten var kommet hjem via hoveddøren og havde væltet stumtjeneren, der var røget tværs over i spejlet, som var blevet knust. Lasse var vågnet med det samme og kunne høre skænderiet begynde. I starten handlede det om spejlet, men det kom hurtigt til at dreje sig om alt muligt andet.

”Jeg er 18 år. Jeg kan gøre, hvad jeg vil.”

”Ikke så længe du bor under vores tag. Her er det vores regler, der gælder.”

”Så flytter jeg!”

”Fint! Flyt! Men hvor har du tænkt dig at få pengene fra?

Du har droppet din læreplads, har intet job og prøver heller ikke at få ét.”

”Hvorfor er du altid efter mig? Hvad har jeg gjort dig?”

Lasse havde lagt øret til døren, men uden at høre et svar.

I stedet var døren kort efter blevet smækket til værelset ved siden af.

”Far, en eller anden har ringet tre gange.”

Hans far er på vej tilbage til køkkenet, da han vender sig om med et skævt smil:

”Okay. Så nu skal jeg bare finde ’en eller anden’ i telefonbogen.”

”Det var Morten, der talte med hende. Hun sagde ikke, hvad hun hed.”

Han ser sin far stå tavs.

”Er der noget galt?” spørger Lasse.

Hans far løsriver sig fra sine tanker og ryster på hovedet:

”Hør, kan du ikke smutte over til Esther med avisen? Der er ingen grund til, at den ligger her og flyder.”

”Jeg tror ikke, at Esther læser avis.”

Esther er gammel. Hvor gammel ved Lasse ikke, men hendes mand døde sidste år, og manden havde ikke virket nær så gammel som hende. Nogle gange får Lasse besked på at gå over med mad til hende. Hans mor laver god mad, men det ser ikke ud til at virke, for Esther bliver bare tyndere og tyndere.

”Er Esther syg?” havde han en dag spurgt sin mor.

”Hun savner sin mand. De var sammen i mange år, skal du tænke på.”

Da Lasse krydser Slåenvej, tænker han igen på sin mors ord. Det havde først virket, som om hun svarede på noget andet, end det han havde spurgt om, men nu havde han forstået det. Man kan blive syg af at savne. Måske kan man endda dø af det. Dø af at se andre dø først. Det er en mærkelig tanke, men det gør det umuligt for ham bare at smide avisen i Esthers postkasse. Pligtskyldigt ringer han på døren og venter. Hun er altid lang tid om at åbne døren, og hun er endnu længere tid om at lade ham gå. Da han kommer tilbage til huset, hører han svagt sin fars stemme fra stuen. Han kan ikke høre, hvad der bliver sagt, og da han når ind i stuen, har hans far allerede lagt røret på.

”Var det fra posthuset?” spørger Lasse uroligt og tænker straks på, hvor pinligt det vil være at gå tilbage til Esther for at spørge, om han kan få avisen tilbage.

”Posthuset?”

Lasse peger på telefonen og ser sin far kigge på den, som er han overrasket over både telefonens placering og dens funktion i huset.

”Nåh… Nej, det var det nu ikke.”

”Hvem var det så? Var det hende, der ringede før?”

”Det var bare Jens,” siger hans far hurtigt. ”Han vil have mig...