E-Book, Dänisch, 140 Seiten
Jakobsen / Øhrstrøm / Ploug Logisk set
1. Auflage 2020
ISBN: 978-87-430-6379-7
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark
E-Book, Dänisch, 140 Seiten
ISBN: 978-87-430-6379-7
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark
"Logisk set" indeholder en introduktion til en række grundbegreber og teknikker i logik og argumentationsteori. I bogen er der især fokuspåaspekter, som er relevante inden forstudierne af kommunikation, informationsvidenskab, filosofi og videnskabsteori. Emnerne er i vid udstrækning præsenteret ietidéhistorisk og videnskabshistorisk perspektiv.
Peter Øhrstrøm (født 1949) er dr.scient. i videnskabsteori og -historie, ph.d. i idéhistorie samt professor i informationsvidenskab ved Aalborg Universitet.
Autoren/Hrsg.
Weitere Infos & Material
1. Logik – videnskabelighedens kendetegn
Hvad er fælles for alle videnskaber? Der kan vist ikke være tvivl om, at anvendelsen af den menneskelige fornuft spiller en afgørende rolle i forbindelse med såvel erhvervelsen af data som opbygningen af videnskabelige teorier og modeller. Proceduren ved indsamling af data skal være gennemtænkt. Begreberne, der benyttes teoretisk, skal være éntydigt definerede. Selve teorierne og modellerne må ikke være selvmodsigende, og man skal ud fra dem kunne udlede konsekvenser på grundlag af valgte forudsætninger eller præmisser. Når det drejer sig om forholdet mellem teori og virkelighed, skal en passende korrespondance kunne dokumenteres. Det gælder jo om at nå frem til sandheden om virkeligheden. Men hvornår har man fundet sandheden? Her er det vigtigt at være (selv)kritisk. Derfor bliver man kun taget alvorligt med sin videnskab, hvis man i det mindste over for fagfæller kan gøre rede for sine konklusioner på en sammenhængende måde. Idealet er, at man i sit videnskabelige arbejde går systematisk til værks, og at man er i stand til rationelt at diskutere resultaterne af arbejdet. Nøgleordene i sådanne redegørelser for videnskabelighed (rationalitet, éntydighed, teori, systematik, sammenhæng, præmisser, argumenter, konsekvens, sandhed) peger alle mod logik som central disciplin i forbindelse med beskrivelse af selve videnskabeligheden. For videnskabsteorien, som er den disciplin, der drejer sig om videnskaberne (dvs. videnskaben om videnskaberne), bliver logik dermed en afgørende nøgle. For den, der vil studere videnskabsteori, må det derfor være oplagt at begynde med logikken. Hvad er logik? “Kan du ikke se det? Det er da logik! Det kan ethvert fjols jo se!”. - Sådanne udtalelser kan man fra tid til anden risikere at løbe ind i. Når det sker, må man jo tænke lidt nærmere over sagen igen, og pludselig kan man måske også selv indse det og siger: “Nåh ja!” Nu står det helt klart! Det er faktisk logik! Men hvad er det egentlig, der er sket her? Det lader til, at der findes en bestemt form for tænkning, som er den korrekte, og som vi alle kan genkende, når bare vi ledes lidt på sporet og tager os tid til at tænke efter. Det er i sig selv spændende, at der findes et sådant fælles begreb om, hvad der er korrekt tænkning, og hvad der er forkert. Vi skal senere vende tilbage til det interessante i selve eksistensen af sådanne normer for korrekt eller gyldig tænkning. Her skal vi bare konstatere, at det netop er denne eksistens, der gør videnskab mulig. Logikken bliver dermed også en af videnskabens mulighedsbetingelser. Hvis man nærmere skal bestemme, hvad logik er, bliver det hurtigt problematisk. Logikken er nemlig en meget gammel disciplin, og man har arbejdet med den på vidt forskellige måder i de forskellige perioder af historien. Det er meget tydeligt, at logikerne har interesseret sig for forskellige typer af tænkning gennem historien. Det er også klart, at logikkens betoning af relationerne til de øvrige videnskaber (og dermed selve forestillingen om god videnskab) har skiftet en del fra periode til periode. Lad os derfor se på nogle glimt af logikkens historie. Hvordan og hvorfor logikken opstod, kan vi i øvrigt ikke sige ret meget om. Men man kan naturligvis forsøge at gætte. Det gjorde middelalderlogikeren, Robert Kilwardby (ca.1215-1279) også: Eftersom der i forbindelse med filosofiske emner var mange modstridende meninger og derfor også mange fejl (fordi modstridende meninger ikke kan være sande til samme tid om den samme ting), indså betænksomme folk, at dette skyldtes mangel på oplæring i ræsonneren, og at der ikke ville opstå nogen sikkerhed uden oplæring i ræsonneren. Og derfor studerede de ræsonnerings-processen for at reducere den til en videnskab, og således etablerede de denne videnskab (logik), ved hjælp af hvilken de organiserede både videnskaben selv og alle andre videnskaber ... [Kretzmann, p.265] Det er klart af sammenhængen, at de “betænksomme folk”, som Robert Kilwardby hentyder til, især er de logikere og filosoffer i den græske oldtid, som grundlagde logikken. Vi skal også begynde med de gamle grækeres logik. Antikken: logik og sprog Fra den græske oldtid kan man henvise til dialogens mester, Sokrates, hvis dialoger blev beskrevet af Platon (427-347 f.Kr.). Fx beskriver Platon i dialogen Menon, hvorledes Sokrates fører en “aldeles uvidende og uskolet” slave frem til en indsigt i den pythagoræiske læresætning (der drejer sig om sidelængderne i en retvinklet trekant). Pointen er her, at slaven - ligesom mennesker i almindelighed – har medfødte evner til logisk (og matematisk) tænkning, hvorved han kan opnå ny indsigt om fundamentale forhold i tilværelsen. Aristoteles (384 - 322 f.Kr.) opfattes med rette som grundlæggeren af logikken, selv om han naturligvis også havde sine historiske forudsætninger, først og fremmest i før-sokratisk filosofi og i Platons tænkning. Men Aristoteles var den første, der systematisk beskrev logikken og dens betydning for menneskelig erkendelse. For Aristoteles var logikken (eller “analytikken” som han selv for det meste kaldte den) et værktøj, et redskab for al tænkning. Derfor opfattede han ikke logikken som en videnskab på linje med de øvrige videnskaber, men derimod som forudsætningen for al videnskab. Aristoteles’ værker om logik blev af hans tilhængere samlet under navnet Organon (redskab). Blandt de emner, som han beskæftigede sig med, kan man fremhæve tilværelsens grundbegreber, opbygningen af udsagn samt beskrivelsen af korrekte og fejlagtige argumenter. Aristoteles’ logiske skrifter er uhyre indholdsmættede. De dannede udgangspunktet for de studier af logik, som araberne gennemførte, og for de meget rige logik-studier, som karakteriserede den kristne middelalders lærde verden. Den tidlige middelalder kendte imidlertid ikke hele Organon, men kun de første dele. Først i 1100-tallet blev resten af Organon oversat til latin. Centralt placeret i Aristoteles” logiske værker er diskussionen af den logisk gyldige slutning. Den side af hans logik er så afgjort den bedst kendte. Men det er lige så tydeligt i hans værker, at Aristoteles betragtede en ret forståelse af udsagnet som en forudsætning for en korrekt anvendelse af den logiske slutning. Uden udsagn ingen argumenter - ingen logik. Herved blev logikkens kobling til sproget uomgængelig. Aristoteles beskrev kravet til logikkens grundelementer (udsagnene) under klar henvisning til de spilleregler, som følger af sprogets struktur og funktion: Enhver udsagnssætning må indeholde et verbum eller en verbal modifikation. Det udtryk, som definerer “menneske”, er ikke en udsagnssætning, med mindre man tilføjer “er” eller “var” eller “vil blive” eller lignende. [Stigen, 1964, p.40] Det er interessant, at allerede Aristoteles på denne måde sammenkobler logik og tid. Logikken handler altså ikke bare om det, som er, men også om det, som var, og om det, som vil vise sig i fremtiden. Middelalderen: logik også til brug i metafysik Den aristoteliske logik var grundlaget for logikforståelsen i hellenismen, og i såvel den arabiske som den kristne middelalder. Hos stoikerne blev logik betragtet som en del af filosofien, og hos de arabiske tænkere blev logikken opfattet dels som et redskab for alle videnskaber og dels som en selvstændig disciplin inden for filosofien. I løbet af den kristne middelalder etablerede logikken sig (under navnet: dialectica) som en meget vigtig videnskab blandt de 7 frie kunster, placeret i trivium sammen med retorikken og grammatikken. (De øvrige 4 frie kunster, quadrivium, var: aritmetik, geometri, astronomi og musik.) Videnskaberne i trivium drejede sig altså alle tre om sproget. Mens grammatikken angiver reglerne for korrekt sproganvendelse, og retorikken er videnskaben om at anvende sproget på en overbevisende måde, er logikken videnskaben om at benytte sproget på en sådan måde, at man ud fra givne sandheder kan nå til nye sandheder. Logikken blev en selvstændig videnskab i middelalderen, men det betød bestemt ikke, at tanken om logik som værktøj i andre videnskaber blev opgivet. Fx formulerede William af Ockham (ca. 1285 - 1349) sig på følgende måde: Thi logikken er det for alle kunster mest passende værktøj. Uden det kan ingen videnskab erkendes fuldstændigt … [Ockham, Summa Logicae, Prolog 2] Typisk for skolastikkens logikopfattelse er nok følgende bemærkninger fra prologen til Ockhams logiske hovedværk: I den følgende fremstilling af indholdet af den logiske betragtning må man altså tage udgangspunkt i termerne som de...