Jung / Publishing Dive Deep

1. Auflage 2026
ISBN: 978-87-430-5152-7
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, Band 1, 294 Seiten

Reihe: Dive Deep

En spil uden grænser. En rejse ind i dig selv. Dive Deep er en sci-fi/fantasy om identitet, frihed og et spil, der åbner portaler ind til det underbevidste. En medrivende YA-roman om spiritualitet og frisættelse. Sekstenårige Sara lever for at vinde. Et lovende tennistalent, drevet af disciplin og drømmen om perfektion. Men da en skade knuser hendes fremtid, styrter hun ned i stilheden - og ind i et tomrum, ingen kan hjælpe hende ud af. Indtil hun opdager Dive Deep - et forbudt open-world-spil, der ikke kan vindes. Spillerne dykker gennem portaler og visioner i et uendeligt undervandsunivers, guidet af noget, der føles uhyggeligt levende. Jo dybere Sara dykker, desto mere må hun møde de sider af sig selv, hun altid har holdt nede: frygt, skam, begær, frihed. Snart begynder drøm og virkelighed at smelte sammen, og spillet kalder hende mod en sandhed, hun måske ikke er klar til at kende i virkeligheden. Inspireret af Carl Jungs psykologi og buddhistisk filosofi vender Dive Deep heltemyten på hovedet: Her handler mod ikke om sejr eller heltestatus - men om at give slip og blive hel. En poetisk, sanselig og eksistentiel ungdomsroman om identitet, spiritualitet - og den stille, radikale handling at blive autentisk. Forfatterens intention Min drøm med Dive Deep er at skabe en vedkommende, poetisk og underholdende bogserie om spiritualitet for unge. Med udgangspunkt i buddhismen og Carl Jungs teorier ønsker jeg - i et drømmende og dynamisk sprog - at udforske rummet mellem virkelighed og fantasi og skabe et nyt narrativ, der inspirerer unge til at finde deres autentiske selv. Vi lever i en præstationskultur, hvor børn og unge tidligt konfronteres med krav om succes fra skole, forældre, venner og samfund. Et menneskes værdi måles alt for ofte i resultater - ikke i venlighed, selvforankring eller nærvær. Små sprækker i succeskulturen begynder at vise sig, men i film, musik og litteratur dominerer stadig fortællingen om helten og den særlige ener. Dive Deep starter også dér - men hovedpersonen må lære, at hun er mere end sine præstationer. Mit mål er at skabe en tidløs fortælling - ikke blot i markedsforstand, men i læserens liv. En historie, som for ny betydning alt efter, hvor i livet læseren befinder sig.

Autoren/Hrsg.

Jung, F.

Publishing, Wangthang

Leseproben

Nekochi & Kitsubo

Nerverne gnavede i maven, da Jack kørte op foran skolen. Bygningen så endnu mere slagen ud end normalt - og den plejede at se helt slået ud. Pigerne fra klassen stod udenfor. Tætte, glatte, fra en helt anden verden - og selvfølgelig stod de og vapede. Sara havde aldrig set pointen i at knytte bånd til et liv, hun var ivrig efter at undslippe. Hun havde engang prøvet at række ud til dem. Forklare dem sine valg, men de gik op i makeup og falske IDÕer. Spildte kræfter.

"De har ikke dit talent, så de vil aldrig forstå de forpligtelser og ofre, sådan et talent kræver."

Når Jack gav mentor-råd, lød han altid som en blanding af Gandalf og Mester Yoda. Stemmen blev dybere, og sætningerne alt for lange og komplicerede. Men han havde ret. Så hun udholdt ensomheden og holdt fast i håbet om, at legatet ville give nye relationer med ligesindede. En chance for noget ægte. Nu skulle hun i stedet gøre folkeskolen færdig med klassekammerater, hun knap kendte, og som var hinandens bedste venner.

Jack var på vej ud for at hjælpe hende.

"Ikke nu, far."

Han stoppede og spottede pigerne.

"Er det ikke pigerne fra klassen?"

Sara prøvede at glide ned under vinduet. Umuligt med det stive ben.

"Hvad laver du? I kan da gå ind sammen."

"Far, nej."

"Hvad er problemet?"

"Jeg kan ikke overskue tusind spørgsmål nu."

"Så lad være med at svare."

Sara vred sig i sædet. Hendes far kunne håndtere taktik, men ikke teenage-tektonik. Især ikke når en af dem havde været overlegen som Sara. De ville holde en tequila-fest nu, hvor magtbalancen havde skiftet.

Første del af dagen gik overraskende let. Sara undgik opmærksomhed ved at adoptere sin fars fornægtelses-strategi - nedtone skaden og holde sig for sig selv. Som hun altid gjorde. Men hun mærkede stadig blikkene og vidste, hvad der blev sagt bag hendes ryg.

Det kulminerede i frokostpausen, da hun stod i kø i kantinen. For sent gik det op for hende, at det ville være umuligt at bære bakken med krykker.

Kantinen summede. Krykkerne gled på det glatte vinyl gulv. Varmen voksede i hendes hænder for hvert skridt. Håndtagene var glatte af sved. Hun kunne allerede mærke ydmygelsen når kantinedamen skulle bære bakken for hende.

Hun kunne mærke rummet trække sig sammen.

Snart ville de alle nyde at se hende kravle i en verden, hun engang havde svævet over.

Kantinedamen smed vanligt bakken på disken, men fik så øje Saras krykker. Et venligt smil antydede hjælp - inden en velkendt stemme skar gennem støjen.

"Nekochi! What da funk er der sket med maskinen?"

Der var kun en, der kaldte hende ved det navn. Freddy. Hans grin gnistrede statisk. Kantinen holdt vejret. Alle øjne og ører vendte sig mod Sara og Freddy. Han var blevet højere og havde afbleget håret, men gik stadig klædt som en vintage-rebel - eller måske en farveblind surfer.

"Har du brug for en hånd?"

"Jeg klarer den."

"Yeah, sikkert."

Før kantinedamen kunne nå at sige pølser og kartoffelmos, svang Freddy sig ind forrest i køen, snuppede Saras bakke og blinkede triumferende.

"En til mig også!"

Han løftede begge bakker over hovedet, og bar dem som en garvet tjener.

"Har du booket sæde med ekstra benplads?"

Han snåde sig åleglat gennem kantinen. Sara prøvede at følge efter, mens hun fangede brudstykker af hvisken. Stille, men skarpe nok til at svie.

"Hjørnebord," sagde hun og ønskede, hun kunne forsvinde.

"Nekochi i hjørnet? Aldrig!"

"Freddy, sæt dig nu bare."

"Du ved jeg forlængst har droppet mit civile navn."

Fyldt af paranoia fangede hendes blik en af NUKÕs adfærdssensorer, der blinkede i loftet, mens Freddy styrede mod pigerne fra klassen.

"Kitsubo!" proklamerede hun med høj, dirrende stemme.

Han satte bakkerne på et af de lange borde midt i kantinen. En gruppe yngre elever rykkede sig hurtigt i sikker afstand. Freddy hjalp Sara ned og satte sig ved siden af hende, og omfavnede hende med sit smil. Hun undgik det. Stirrede på alt andet end ham. Kantinen åndede ud. Alle vendte tilbage til deres frokost. Saras puls faldt. Fandt åndedrættet igen.

"Jeg er overrasket over, du ikke er blevet smidt ud."

"Måske er jeg. Men du kender Kitsubo. Han dukker altid op, når Nekochi har brug for hjælp. Og hun ligner en, der er pænt funked og hjælpeløs."

Sara holdt fast i sin strategi.

"Det er ikke så slemt, som det ser ud."

Freddy snuste, som om han kunne lugte noget grimt.

"Lugter jeg bukser i brand?"

Freddys humor havde ikke ændret sig, og han kunne stadig se lige igennem hende. Sara huskede, hvordan de plejede at fjolle rundt. Ingen havde nogensinde fået hende til at grine som Freddy. Han både i opgangen ved siden af. Samme etage.

"Lader du stadig aldrig nogen se dig bløde?"

"Du er stadig mester i smalltalk."

"Elsker ligegyldigt pladder. Hvor længe?"

Sara var ikke sulten, men spiste alligevel.

"Det afhænger af, hvornår jeg kan blive opereret."

"Hvornår er det?"

"Vi venter stadig på svar."

"Fik du ikke et fancy legat? Deres forsikring burde dække."

Sara svarede ikke. Hun stirrede på boblerne, der sprang på overfladen af Freddys sodavand. Freddy udfyldte selv hullerne.

"Shitballs."

Hun kunne ikke lade være med at smile. De havde mødt hinanden den dag, hun flyttede til Fellview - tre måneder efter hendes mors død. Freddy havde siddet i sandkassen på en rusten legetøjsgravko, da flyttebilen rullede ind. Hun huskede ikke, hvad der brød isen, men de var bedste venner, før flyttebilen var tømt.

"Hader du stadig story missions?"

"Mere end nogensinde, Nekochi," grinede Freddy med munden fuld af pølser.

"Hvorfor bruge en formue på at lave en open world for så at ødelægge den med et forceret narrativ?"

I et øjeblik var Sara tilbage på Freddys overdimensionerede sofa, spiste popcorn og spillede Little Big Planet.

Hun kunne dufte hans fars pot og hans mors hjemmedyrkede tomater i vindueskarmen. De lavede alt sammen, men gaming blev deres ting.

De fleste af deres yndlingsspil var forbudt af NUK som "ikke-dannende", men Freddys far havde en kuffert fuld af vintage-titler. De elskede især open-world spil. De begyndte endda at forestille sig deres eget - Rebel. Ingen story missions. Bare fri roaming. Spillet havde to karakterer: Nekochi eller Kitsubo.

Dagen fløj af sted, og før hun vidste af det, sad hun og Freddy på trappen udenfor skolen og ventede på Jack. De fleste elever var gået. Af og til gled et par elever forbi fra lektiecafé eller eftersidning.

"Jeg har ikke set dig på det sidste."

"Måske har du ikke kigget."

Han havde ret. Sara havde levet i tunnelen. Svært at indrømme. Så hun afledte.

"Stadig free roaming?"

"Det er et farligt spørgsmål, Nekochi."

"Lyder som om Kitsubo er i problemer."

"Ikke mere, end han kan håndtere. Men jeg kan ikke tale om det. Ikke her."

"Seriøst?"

Freddys åbne energi sløredes. Han blev fjern.

"Seriøst. Kom ned på The Void."

"The Void?" Sara tøvede. "Lever det sted stadig?"

"Ikke som før. Ikke på overfladen i hvert fald." Freddy flirtede med hemmeligheder mellem linjerne. The Void var deres gamle tilholdssted. Freddys far tog dem derhen om fredagen. Et neonlysende paradis af summende arkademaskiner. Hun huskede demonstrationerne, da NUK forbød maskinerne. Hvordan magien døde, da de blev erstattet af NUK godkendte læringsoptimerende og almendannende spil.

Jack kørte ind foran den store trappe og parkerede. Freddy hjalp Sara ind i bilen, og skyndte sig videre.

"Er du sikker på, du ikke vil have et lift?"

"Det ville jeg - hvis jeg var på vej hjem."

Noget var anderledes ved Freddy. Han var stadig den sorgløse, glade dreng fra sandkassen. Men der var mere under overfladen. Sara smilede, mens hun så ham forsvinde i sidespejlet, og mærkede, hvor meget hun havde savnet sin ven.

Ved midnat vågnede Sara af dæmpede stemmer fra stuen. Hvem havde Jack besøg af så sent? De lave, presserende stemmer lød ikke romantiske - hvilket ville have været en overraskelse i sig selv.

Sara svingede benene ud af sengen og bed tænderne sammen, da smerter skar i knæet. Hun åbnede døren på klem, og kiggede ind i stuen. Jack sad ved spisebordet med en mand og en kvinde, Sara ikke havde set i årevis. Sidst havde de været fulde af liv, altid smilende. Nu lød deres stemmer rustne, og ansigterne var udhulede. Det var Freddys forældre - Paul og Iris.

Hun tøvede, prøvede at gemme sig. Jack fangede hendes blik gennem dørsprækken.

"Kom bare ind, Sara."

Paul og Iris vendte sig mod hende, da hun humpede ud i stuen. Iris skyndte sig at...