Tallgren Frygten for guden Pan

Refleksioner over receptionen af Fernando Arrabal
1. Auflage 2023
ISBN: 978-87-93578-45-6
Verlag: Mikroforlaget Apuleius Æsel
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 140 Seiten

Frygten for guden Pan er en bog med refleksioner over receptionen af den spanske forfatter og dramatiker Fernando Arrabal i Spanien, men også i et par andre lande, bl.a. Danmark. Arrabal blev en enfant terrible i Francos Spanien, men han mødte også modstand hos de venstreorienterede, fordi han var kritisk over for enhver form for dogmatisme, såvel politisk som religiøs. Bogen giver eksempler på, hvordan den spanske presse har modtaget hans stykker både under og efter Franco. I 1962 skabte Arrabal Le Mouvement Panique (den paniske bevægelse) i Paris sammen med tre andre kunstnere. Inspirationskilden til bevægelsen blev den græske gud Pan, en blanding af menneske og gud, der med sit groteske udseende indgød panik i de mennesker, der stødte på ham. Denne panik blev symbolet på menneskets paniske angst for livet. Pan blev på mange måder et symbol på Arrabals livsholdning og hans teater, som undertiden kunne virke foruroligende på hans publikum.

Viveca Tallgren er cand.phil i spansk og arbejder pt. som forlægger og forfatter. Hun har igennem mange år næret en stor interesse for Arrabals værker, som hun har skrevet artikler om og oversat og holdt foredrag om.

Autoren/Hrsg.

Tallgren, Viveca

Leseproben

Arrabal er alt, Arrabal er Pan

Forord af Raúl Herrero

Fernando Arrabal blev født den 11. august 1932 i Melilla, Spansk Marokko. Han var søn af Fernando Arrabal Ruiz og Carmen Terán González. Hans far, der var løjtnant i den spanske hær, blev arresteret for ikke at deltage i Francos oprør den 17. juli 1936 (en dag før kuppets officielle dato). En militærdomstol dømte ham til døden, men straffen blev ændret til fængsel på livstid. I et interview med Pollux Hernúñez for tidsskriftet (nr. 2, maj 2004) forklarede Arrabal: «Den 17. juli er oprindelsen til det hele. Men snarere end at være en klods om benet, er det lige omvendt: Jeg prøver at søge i ly af denne hedenske helgen [min far]». Den 28. januar 1942 flygtede løjtnant Arrabal i pyjamas fra sindssygehospitalet i Burgos, hvor han var fange, og forsvandt sporløst. Til trods for forfatterens undersøgelser, fandt man aldrig ud af, hvad der skete med hans far. Faderfiguren forenet med tragedien strukturerer hele Arrabals værk, selvom der specielt henvises til (Espasa Calpe, Madrid, 1998) som fundamentet i hans bibliografi.

Vores forfatter flyttede i 1952 til Madrid, hvor han blev ansat i papirindustrien og begyndte at studere jura. På kulturcentret el Ateneo fik han kontakt med nogle medlemmer af avantgardebevægelsen el Postismo, der blev grundlagt i 1945 af Eduardo Chicharro m.fl. Professor Francisco Torres Monreal skriver i et appendiks om Arrabals liv i andet bind af hans samlede værker , 1997: « Fernando gjorde ikke blot Postismotilhængernes manifest til sine, han lærte også mange af deres tekster udenad.» På dette tidspunkt udkom den første udgave af hans berømte stykke

I 1954 rejste han til Paris for at overvære Bertolt Brechts iscenesat af Berliner Ensemble. Torres Monreal indføjer et citat af Arrabal: «Ikke I, men jeres børn, vil forstå, at mit teater er virkelig realistisk, mens Brechts er fantastisk.» Samme år lærte Arrabal Luce Moreau at kende i Madrid, hvor hun studerede spansk litteratur, som hun senere blev professor i på Sorbonne.

I 1955 fik Arrabal et stipendium på tre måneder for at studere i Paris, men han blev ramt af tuberkulose og blev indlagt på Universitetshospitalet i Paris. Disse begivenheder forlængede hans ophold i Paris, hvor han har boet lige siden. I 1956 blev Arrabal opereret, og i oktober 1957 tegnede han en kontrakt med forlaget Julliard.

29. januar 1958 fik et Arrabal-stykke for første gang premiere i Madrid. Det drejede sig om en engangsforestilling af stykket (Mændene med den trehjulede cykel) instrueret af Josefina Sánchez Pedreño. Efter alt at dømme var publikum forundret over værket, som kun blev forstået af en lille minoritet med kendskab til avantgardeteater. I sit brev til José Monleón skrev Arrabal den 1. april 1962: «Da jeg i 1952 skrev , kendte jeg slet ikke til Beckett (og heller ikke Adamov, Ionesco eller Jarry)». Det vil sige, at hans litterære holdning mere hang sammen med hans karakter og kulturelle udvikling end et ønske om at tilhøre det såkaldte absurde teater, hvis forfattere snarere var tilhængere af betegnelsen ’grusomhedens teater’, skabt af Antonin Artaud. I 1959 blev Arrabal gift med Luce Moreau, og samme år udkom det første bind med hans teater.

De kommende stiftere af den Paniske Bevægelse holdt deres første møder på Café de la Paix i 1962. I 1961 præsenterede Jean Benoît Arrabal og hans ven Alejandro Jodorowsky for André Breton. De deltog i surrealisternes møder på café La Promenade de Vénus, men på grund af Bretons fremherskende autoritære holdning valgte de snart at forlade surrealisterne.

I februar 1962 besluttede Arrabal, Jodorowsky og Roland Topor at bruge ordet , og dette tidspunkt anses for at være datoen for den Paniske Bevægelses fødsel. Bogen , som er en antologi af den Paniske Bevægelses tekster, der blev publiceret i Paris i 1973, blev udgivet i 2008 sammen med Det Paniske Manifest for det tredje årtusind» på mit forlag Libros del Innombrable i Zaragoza, Spanien. Andre igen mener, at den Paniske Bevægelse opstod i 1963 i forbindelse med Arrabals forelæsning om «Det paniske menneske» på Universitetet i Sydney, der blev publiceret i tidsskriftet Papeles de Son Armadans redigeret af nobelpristageren Camilo José Cela.

I et interview, der blev trykt i avisen Diario de Sevilla den 23. december 2012, blev Arrabal bedt om at definere, hvad han forstod ved ordet «pánico», og han svarede:

På græsk betyder Pan . Substantivet blev dannet af John Toland i 1805, hvor han tilføjede (gud) til ordet pan. Guden Pan i den græske mytologi er Hermes søn, selvom hans slægt ikke er klarlagt, fortælles det, at hans mor identificerede sig med Penelope, Odysseus’ kone. Ifølge tidlige myter gik Odysseus’ kone i seng med sine 108 tilbedere og frugten af det blev Pan.

I romersk mytologi forbinder man Pan med en faun. I Ovids fortælles der om hans kærlighed til nymfen Siringa, som han forfølger og omfavner. Floden Ladon forvandler nymfen til siv, som ved gudens indånding skaber behagelige lyde. Og Ovid fortsætter: «Ved indåndingen producerede luften en blid lyd, der mindede om en klagen. Besnæret af denne nye opfindelse og af lydens sødme, havde guden sagt: «Dette vil være min måde at tale med dig på!»; og så blev dette instrument skabt af rør i forskellige størrelser forenet med pigens navn.»

I Federico González Frías’ symbolleksikon kan man læse: «I Homers 19. hymne optræder han som jæger […]. Kampen mellem Pan og Apollon er mellem lyren og fløjten; det vil sige strengeinstrumenter og blæseinstrumenter. I af Apuleius fortælles bl.a. myten om Psyke og Eros (arketypen i eventyr som ), et paradigme af undervisning for indviede. Dér beroliger guden Pan den fortvivlede Psyke, der er på randen af selvmord, med følgende ord: «… takket være mine mange år har jeg meget erfaring…[…], lad nu være med igen at kaste dig ned ad en klippeskrænt eller andre voldsomme forsøg på at tage livet af dig…» Længere fremme nævner forfatteren: «Psyke svarede ham ikke; hun forgudede ham blot som en beskyttende gud og fortsatte sin vandring». På samme måde stræber man efter katarsis, psykodrama eller det brutale i den Paniske Bevægelse, men altid med et livgivende vendepunkt. Det er forbløffende, at man i genskabelsen af denne myte plejer at glemme Pans rolle, der overbeviser Psyke, sjælen, det immaterielle, det subtile, om ikke at gøre en ende på sin eksistens, og hun lader sig ophøje af Hermes, der hvor guderne bor, for at blive dømt og frigivet.

Viveca Tallgren rammer plet, når hun giver denne bog sin titel , for hun samler problemerne med censuren og den uforklarlige fobi, som Arrabal har lidt under i sit liv, som hun i titlen og med rette identificerer med guden Pan.

Denne verden har brug for kunstnere som Arrabal, der er i stand til at skrive breve til sin tids tyranner, at genskabe verden med alle dens konflikter og modsætningsforhold, såvel i sit teater som i sin prosa. Ligesom i alkymien vil vores forfatter af grundstoffet skabe det ædle. Jeg beundrer Arrabal, fordi han altid siger sandheden, også selvom det skader ham. Denne adfærd er selvfølgelig ikke blottet for farer, fejltagelser og vildspor. Uafhængighed og frihed i kunsten koster dyrt, især i Spanien.

Poeten og kunstneren Jean-Marie Debenedetti afslutter sit forord i den spanske udgave af med dette citat af Arrabal: «Jeg drømmer om et teater, hvor humoren og poesien, panikken og kærligheden kunne danne en enhed. Den teatralske rite forvandles så til en ligesom Don Quixotes fantasifostre, Alices mareridt, K’s delirier… eller de menneskelige drømme, som ville frekventere IBM om natten». Og Debenedetti slutter af med følgende ord: «Er det Paniske et manifest for det tredje årtusind med henblik på at forandre verden og forvandle vores...