Tallgren Lucius 4

Buenos Aires i litteraturen
1. Auflage 2021
ISBN: 978-87-93578-31-9
Verlag: Mikroforlaget Apuleius Æsel
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, Band 4, 80 Seiten

Reihe: Lucius

Dette nummer af Lucius har som tema Buenos Aires i litteraturen. Den argentinske hovedstad er uden tvivl også Latinamerikas litterære hovedstad. Den har en flot litterær tradition som også markerer sig i byens mange boghandlere og litterære caféer. Lucius nr. 4 indeholder både artikler om Buenos Aires litterære liv i fugleperspektiv og om enkelte af dens forfattere. Vi har til dette nummer fået tekster af Per Aage Brandt, Ditlev Tamm, José Pablo Feinmann, Cecilia López Badano, Graciela Vega, Jan Gustafsson, Navina Østergaard, Martin Turcot, Antonio Dal Masetto, Sten Jacobsen og Viveca Tallgren.

Autoren/Hrsg.

Tallgren, Viveca

Leseproben

Buenos Aires, litteratur og erindring

Af Cecilia López Badano

I en artikel formulerer den franske historiker Michel de Certeau under påvirkning af lingvistikken forholdet mellem det urbane rum og diskursen, mellem spadsereturens personlige rute og det at udtrykke sig med ord. Den handling at spadsere omskriver byen. Ligesom sproget anvendes i talen, bruges det urbane rum under de valgte spadsereture, hvor vores subjektivitet kommer i spil, når vi tilegner os byen.

En måde at bevæge sig på i byer, og især i dem, man ikke kender, er at den måde hvis litterære kartografi indvies af Baudelaire, og genskabes af Benjamin, men som ikke altid er mulig at praktisere. De drømte byer er sommetider fjerne og uopnåelige; det har vi især lært under det seneste år med dets pandemiske restriktioner, som ophævede vores illusioner om at flanere, selv dér hvor vi bor, og tvang os til at leve indespærret bag hjemmets fire vægge.

Men selv under en indespærring, kan man flanere rundt i byerne, endda dér hvor det ikke er tilladt at gå: i litteraturen, der maner dem frem i sin begejstrede fortælling; hvis jeg ikke kan tage til Buenos Aires, vil jeg læse byen og også skrive den, for som forfatteren Ricardo Piglia har sagt, «Byen handler om replikker og fremstilling, om læsningen og den ensomme sansning, om tilstedeværelsen af det, man har mistet […] om måden at gøre det usynlige synligt og fiksere de klare billeder, som vi ikke ser, men som genfærd lever iblandt os» (13). På denne måde ligner byen og litteraturen hinanden.

Jorge Luis Borges (1899-1986) plejede at sige, at Buenos Aires var en by uden genfærd – fordi den ikke havde den samme vægt som de europæiske byers og deres personligheders palimpsest1 (eller som andre latinamerikanske byer f.eks. Mexico City, Cuzco eller Lima) – men heldigvis har ikke alle forfattere tænkt det samme, da den for mange lige fra sin begyndelse har huset genfærd. Blandt de forfattere, der har givet spøgelserne liv, er Manuel Mujica Láinez2 (1910-1984), der skrev (Mystiske Buenos Aires), en vidunderlig bog med fortællinger, hvor det historiske og det fantastiske væves sammen til en forfinet prosa med sine over 40 historier, hvis skueplads er byen, lige fra de forfærdelige uroligheder under dens første grundlæggelse i 1536 af Pedro de Mendoza under navnet (Vor Jomfru Maria af den gode luft) – skytshelgenen for søfarerne fra Sevilla – og indtil opløsningen af det gamle oligarki i 1900.

Det er relevant at tale om den ”første” grundlæggelse, fordi Buenos Aires måske er den eneste latinamerikanske hovedstad, der blev grundlagt to gange. Temaet i de tre første fortællinger kredser netop om dette, og en fjerde om piraterne omkring byen. Den første med titlen (Sulten) foregår i 1536 og baserer sig på fortællingen om den tyske krønikeskriver Ulrico Schmidl, der blev berømt efter publikationen i 1567 af sin (Sandfærdig beskrivelse)… et vidnesbyrd om hans rejser i det nuværende Argentina og Paraguay, der var interessante fordi de var de første, der blev trykt udenfor Spanien af en ikke spansk rejsende. Fortællingen beskriver belejringen af det ustabile fort, der var bevæbnet af spanierne og vanskeligheden ved at skaffe mad på den dengang endnu ikke særligt udstrakte pampas, en vanskelighed som forvandlede eventyrerne til forsultne desperados; fortællingens klimaks er en tragisk episode om kannibalisme, der ender med at gøre en af dem gal.

Både i Schmidls fortælling og forfatterens fiktionalisering bliver situationen graverende på grund af indianernes gentagne belejring, hvilket får erobrerne til at sætte ild til resterne af den beskedne fæstning og sejle mod nordøst langs med den brede flodmunding til Paraná-floden. De fortsætte langsmed den og grundlagde i 1537 det lille militærfort La Muy Noble y Leal Ciudad de Nuestra Señora Santa María de la Asunción, som blev Paraguays nuværende hovedstad Asunción fra 1541, hvor dens byråd blev grundlagt. Den anden historie foregår på samme tidspunkt: (Sirenen) er skrevet i den fantastiske genre og fortæller poetisk om en fortabt sirenes uheld i floden, hvor den/de? spanske både sejler til Asunción. Da hun ikke kan finde sin mage i flodlejet, bliver hun tragisk forelsket i en galionsfigur.

Den tredje historie – (Grundlæggersken) – foregår i 1580 og kan ses som en feministisk hyldest, selvom det begreb dengang ikke eksisterede. Det er beretningen om Ana Diaz, der trodsede erobreren Juan de Garays strenge forbud mod at tage kvinder med fra Asunción på rejsen for på ny at grundlægge byen samme år; med sin faste vilje overmandede hun byens anden grundlægger og blev den eneste kvinde på flåden, hvem man, i lighed med hver af mændene, skænkede en jordlod ved den første jordfordeling. Argentinas nuværende hovedstad fik navnet Ciudad de la Trinidad (Treenighedens by), et navn som blev omgået, og som først officielt blev ændret i 1996.

I denne lille mudrede og fugtige landsby, som Buenos Aires var i det 16. århundrede, er der en anden episode med tilknytning til ”den faktiske” historie: (Kvinden der var forelsket i den lille drage) handler om tilfangetagelsen af John Drake, Francis Drakes legendariske tyveårige nevø og beslutningen om at sende ham til det inkvisitoriske sæde i Lima efter et par dages fangenskab. Under fangenskabet bliver en indesluttet pige håbløst forelsket i ham, som kun kan se hende oppe fra sin celles tilgitrede vindue. Fortællingen om den stumme passion, som forener dem i begæret og om pigens poetiske og hemmelige offergave, er en af de smukkeste og stærkeste historier i bogen.

I to århundreder blev byen Buenos Aires ved med at være en fortabt landsby ved verdens ende, den blev ikke engang vicekongedømmesæde som andre anerkendte byer i nærheden af miner med ædelmetaller, der var umulige at finde på den vidstrakte slette. Vicekongedømmesæde blev den først udråbt til i 1776 på ordre af Karl III på grund af behovet for at forsvare de sydlige besiddelser for portugisernes grådighed og for at beskytte Potosis guld- og sølvminer mod engelske pirater. Piraterne tog opstilling ved havnen eller i byen Colonia i det nuværende Uruguay, fordi det var lettere at bringe de spanske galejer ned ad Paranás bifloder og selve Paraná samt La Platafloden mod Europa end at vove sig ud i Stille Havet til Magellanstrædet og sejle langsmed det barske Patagonien, hvis de overhovedet overlevede angrebet af araukanerne og sydens iskolde storme.

At den blev vicekongedømmesæde ændrede måske ikke så meget Buenos Aires’ landsbyagtige udseende, men dens privilegerede position, som forbandt den via floderne med Perus fjerne skatte, gjorde den attraktiv for englænderne, der var desperate på grund af Napoleons blokade. De ønskede at annektere den og derfra finde nye markeder for de produkter, den industrielle revolution havde frembragt. De prøvede forgæves at invadere byen i 1806 og 1807. Med en improviseret hær forsvarede indbyggerne den heroisk. Vores historiebøger fortæller, hvordan kvinderne fra altanerne på den gade, der senere fik navnet ”Defensa”, smed kogende vand på fjenderne3; også det blev til litteratur:

Ikke engang efter uafhængigheden, der blev styret af den første lokalregering i 1810 og proklameret i 1816 i Tucumán på grund af den mistillid, som dens centralistiske ambition allerede dengang vakte, holdt Buenos Aires op med at være en mudret landsby med en flodhavn, hvor skibene ikke var i stand til at nå helt frem til bredden. Byens privilegerede stilling krævede dog endnu to belejringer under Juan Manuel de Rosas regeringsperiode (1829-1852): en fransk og en engelsk-fransk.

Det var efter Rosas fald og under hans ærkefjende Domingo Faustino Sarmientos4 (1868-1874) præsidentperiode, at Buenos Aires definitivt forandrede sig til en kosmopolitisk og europæiseret by. Med sin migrationsplan for at tiltrække udenlandsk...