Tallgren Lucius 5

Tema: Novellen
1. Auflage 2021
ISBN: 978-87-93578-37-1
Verlag: Mikroforlaget Apuleius Æsel
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 60 Seiten

Dette nummer af Lucius har som tema Novellen. Vi har til dette nummer fået tekster af Lisbeth Rütz, Cecilia Banfi, Tove Harder, Anneli Jordahl, Sten Jacobsen og det estiske tidsskrift Estonian Lieterary Magazine no 1/2018, der har givet os tilladelse til at bringe et interview med den estiske novelleforfatter Mehis Heinsaar. Endelig har vi fået lov til at bringe noveller af Jackson Biko, Anne-Marie Berglund, Silvina Ocampo, Mehis Heinsaar og Thomas Alexander Jensen.

Autoren/Hrsg.

Tallgren, Viveca

Leseproben

Gør som i Firenze - fortæl historier!

Af Lisbeth Rütz

Mænd og kvinder fik bylder, der voksede sig store som et æg, og når bylderne blev til store, sorte pletter, vidste man, at døden var nær. Sygdommen bredte sig hurtigt, og næsten alle døde få dage efter at være blevet smittede. Stanken af lig og sygdom hang over hele byen, og ligene flød i gaderne, da Firenze i 1348 blev ramt af den sorte død.

Det er den dystre baggrund, da syv unge kvinder mødes i Santa Maria Novella Kirken. De er blevet enige om at flygte fra byen og søge ud på landet, beretter fortalen til Decameron, Boccaccios store værk. Allerede personernes symbolske navne viser, at emnet er kærlighed. Pampinea, Fiammetta, Filomena, Emilia, Lauretta, Neifile og Elissa hedder de unge kvinder. Måske de syv muser? De har alle sammen symbolske navne, der siger noget om deres forhold til kærligheden. Pampinea betyder den frodige eller den blomstrende og Fiammetta den lidenskabelige og så videre. Tre af dem er kærester med Panfilo (lutter kærlighed), Filostrato (besejret af kærlighed) og Dioneo (Venus´ søn). De ti unge, der alle er mellem 18 og 25, bliver på landet i 16 dage, og i de ti af dem fortæller de hver især en historie. Dagens dronning eller konge bestemmer dagens tema – for eksempel “Dem der trods alskens plager når frem til en lykkelig afslutning, der overgår deres forventninger” eller “Dem hvis kærlighedshistorier får en ulykkelig afslutning”. Rammefortællingen og de ti unges fortællinger og kommentarer danner sammen med kommentarerne fra den implicitte forfatter en slags kinesisk æskesystem, der binder de 100 noveller sammen, så vi til sidst aner et slags budskab.

Gang på gang møder vi i Decameron mennesker der var kendt fra samtiden – for eksempel Currado Gianfigliazzi, hvis familie blev styrtende rig på at låne penge ud i 1200-tallet eller Torello di Stra - en kendt digter og politiker ved Frederik II’s hof. Gadenavne i Firenze eller stednavne fra omegnen er med til at give lokalkolorit og gør, at samtidens læsere har kunnet opfatte novellerne som realistiske tidsbilleder.

Decamerons forfatter Giovanni Boccaccio blev selv ramt hårdt af pesten. Han mistede sin far, stedmor, en onkel og flere venner og stod til sidst alene tilbage sammen med sin bror Jacopo.

Han begyndte sandsynligvis at skrive Decameron i 1349, altså direkte efter pesten. De ti unge mennesker flytter på landet, hvor de etablerer deres eget lille idealsamfund og imiterer en aristokratisk livsform, når de hver dag vælger en konge eller en dronning. Decamerons 100 noveller giver et billede af Italien i middelalderen fra almuen til hovedrige købmænd i samfundets absolutte top. De ti fortæller med deres historier både om fortidens feudale ridderkultur og nutidens pengefikserede købmandskultur, mens de leder efter værdier, der kan holde i den anderledes verden, de ser frem til på den anden side af pesten. Omgivelserne er herskabelige med forfinede omgangsformer, plaskende springvand, der afkøler sommerheden, og udsøgte retter serveret af tjenende ånder.

Er det bare en samling frække historier?

Siger man Decameron, siger man også erotik, der er et vigtigt tema i tre fjerdedele af historierne. Decameron har et frimodigt forhold til seksualiteten. Den ses som en naturkraft, som ikke kan trodses, og går på tværs af alle sociale normer. I introduktionen til fjerde dag kommer Boccaccio selv på banen og introducerer erotikken som naturlov. Som i begyndelsen af Decameron henvender han sig direkte til de “allerkæreste damer”. Han forsvarer sig mod den misundelse, han har mødt, efter at nogle af novellerne har været i cirkulation. Nogle mener, han ville gøre klogere i at blive hos muserne på Parnassos end i at mænge sig med kvinder. Historien om Filippo Balducci siger noget om hans forhold til kvinder. Da han mister sin kone og står tilbage med en lille søn på to år, bliver han så bedrøvet, at han ikke længere vil være i verden, men flygter langt ud på landet for at leve der som eneboer sammen med sin lille søn. Her lever de af almisser i bøn og faste, og Filippo taler kun med sin søn om Gud og helgener. Så bliver sønnen 18 år, og faderen tager ham med ind til Firenze for at ordne nogle forretninger. Der støder de tilfældigvis ind i en gruppe smukt klædte kvinder. Og da sønnen ser dem, spørger han straks sin far, hvad det er for nogle væsener.

“Dertil sagde hans fader: “Slå blikket ned, min søn, lad være med at se på dem, de er af det onde”. Sønnen har aldrig set kvinder før. Han er straks interesseret og siger: “Jeg forstår ikke, hvad I siger, og heller ikke, hvorfor de er af det onde. Hvad mig angår, mener jeg ikke, at jeg nogensinde har set noget så smukt og indtagende som dem her. De er smukkere end de malede engle, som I flere gange har vist mig”.

Denne komiske novelle udtrykker et bærende tema i Decameron – at det seksuelle instinkt må accepteres som en naturlig del af livet. Faderen “mærkede straks, at naturen var stærkere end hans forstand og fortrød, at han havde taget ham med til Firenze”. Decameron beskriver flere steder kvindens seksualitet som mere umættelig end mandens.

Der er mange sexscener i Decameron; men den bliver aldrig lummer, for beskrivelserne benytter sig af omskrivninger og appellerer til læserens egen evne til at sætte billeder på situationen. Se f.eks. IV,10: “så fulgte kødets opstandelse”, “nattergalen” i V,4, “det horn som mændene stanger med” (II,7) I III,1 dyrker gartneren nonnernes have “som den aldrig er blevet dyrket før”, og i VII,2 tilfredsstiller Peronellas elsker sit begær “på samme måde, som de vilde og brunstige hingste går løs på hopperne på Parthiens vidtstrakte sletter”. Don Gianni løfter op i skjorten i IX,10 “og tog fat i den plantepind som han plantede mennesker med”.

I 3. dags 1. historie kommer Nuto tilbage til sin landsby efter at have været gartner i et kloster langt ude på landet. Her fik han så ringe en løn, at han ikke kunne holde sig selv med sko, og nonnerne var urimelige. “Og desuden er de alle sammen unge, og efter min mening har de djævelen i kroppen hver og en, for man kan aldrig gøre dem tilpas”. Masetto hører det og er straks fyr og flamme. Han spiller døvstum og får omgående stillingen som gartner hos nonnerne. Da han efter mange års tro tjeneste på klostret vender tilbage til sin landsby som en rig mand, fortæller han, at “sådan behandlede Kristus dem, der satte ham horn i hatten”.

Decameron og muslimerne

I Dantes Divina Commedia møder vi profeten Mohammed i 28. sang langt nede i Helvede. Han er havnet i niende del af den ottende kreds blandt dem, der skaber splid og strid. Her slæber han sig omkring med en krop, der er skåret igennem fra hage til endetarm. Indvoldene hænger ned mellem benene på ham sammen med “den sølle pose, hvor det man sluger, bliver til lort i kroppen« Foran ham går svigersønnen Ali grædende rundt med et ansigt, der er skåret igennem fra hage til pandehår. Dante er bevidst vulgær i sin dystre beskrivelse. I Decameron derimod er der en helt anderledes religiøs åbenhed og rummelighed over for muslimer. Driftige købmænd fra de italienske handelsbyer forstod at få pengene til at yngle, når de handlede klæder og krydderier med arabiske handelsfolk, og vi kan med et udtryk fra den berømte middelalderforsker Vittore Branca se Decameron som “L´epopea mercantile” - ”Handelsfolkenes epos”. En af helteskikkelserne i Decameron er den berømte sultan Saladin, der i 1187 erobrede Jerusalem fra de kristne. Vi møder ham i 1. dags tredje novelle. Saladin er kommet i pengenød på grund af sine krige, og derfor må han gå til jøden Melkisedek for at låne penge. Saladin vil gerne lokke Melkisedek i en fælde ved spørge ham om, hvilken af de tre religioner kristendommen, jødedommen eller islam, han anser for at være den sandeste. Men Melkisedek er endnu klogere og fortæller ham historien om ringen. I fortællingen om de tre ringe bliver moralen så, at de er sande på hver sin måde. Lessing brugte senere dette tolerancebudskab i sit drama “Nathan der Weise”.

I tiende dags niende novelle om Torello de Stra og den sagnomspundne sultan Saladin kommer Saladin til Pavia forklædt som cypriotisk købmand. Torello modtager ham med umådelige gavmildhed og gæstfrihed og forsøger hele tiden at overgå sig selv.

Da Torello senere bliver taget til fange under et korstog, gengælder Saladin hans gavmildhed og hjælper ham til at blive genforenet med sin hustru kort før hun under en bryllupsfest skal giftes med en anden mand. Men som i en...