Tallgren Tango for én

2. Auflage 2025
ISBN: 978-87-93578-70-8
Verlag: Mikroforlaget Apuleius' Æsel
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 216 Seiten

19 autofiktive beretninger som er inspirerede af rejser, forfatteren har gjort alene i forskellige dele af verden. Beretningerne spænder over et langt tidsrum, men bliver bundet sammen af den rejsendes færden i verden. De beskriver forskellige episoder, som den rejsende kommer ud for, undertiden på grund af sit køn, undertiden på grund af tilfældigheder. Nogle af beretningerne har novellens karakter.

Viveca Tallgren er født og opvokset i Helsinki, Finland og har boet i Danmark siden 1960'erne. Hun er cand.phil i spansk fra Københavns Universitet og har en master i spansksproget litteratur fra Instituto Virtual de Ciencias Humanas. Hun har undervist i spansk på CBS og VUC. Hun har sammen med sin mand, Sten Jacobsen, mikroforlaget Apuleius' Æsel. Hun skriver selv skønlitteratur og har udgivet syv bøger. Hun oversætter også skønlitteratur fra spansk og svensk.

Autoren/Hrsg.

Tallgren, Viveca

Leseproben

PARIS TUR-RETUR I
COUCHETTE

Det var den gang man med fordel tog toget til Paris, længe før Easyjet, Ryanair og andre lavprisflyselskaber erobrede markedet. Rejserne var bøvlede og Paris føltes længere væk end i dag, hvor det er blevet en by, man bare tager et weekendsmut til. Men set i bakspejlet var strabadserne også en del af charmen. At sidde i toget gav følelsen af at være på rejse i bogstavelig forstand, og ikke mindst kunne man mærke afstanden. Med et skrabet studenterbudget var der ikke råd til sovevogn med redt seng og håndvask. Jeg var henvist til couchetten, en liggevogn med seks sovebrikse for begge køn, hvor man aldrig kunne være sikker på, hvad det var for passagerer, der stod på undervejs. På hver briks lå der et tyndt tæppe, som ikke var til megen nytte, når vinduet blev åbnet midt om natten på grund af sokkeos og anden hørm. Gardinerne flagrede for vinden, og bedre blev det ikke, hvis man havnede på en af de øverste brikse uden sengehest og fik blæsten lige i hovedet. Togets infernalske rumlen og en og andens gennemtrængende snorken bidrog til den søvnløse nat.

Tidligt om morgenen bankede konduktøren på døren og jog alle ud af kupéen, fordi briksene skulle slås sammen til sæder. Mens toget kørte igennem triste belgiske fabriksområder, og som en lille forsmag på det franske, blev der serveret café au lait med croissant. Hvilken lykke, da Sacre Cæur og Eiffeltårnet endelig dukkede op i det fjerne. Den gang, hvor jeg ikke var rejsevant, var det som at se et af verdens syv vidundere. Og alt, selv de kummerlige parisiske forstæder med deres nedslidte huse, blev set i et forskønnet lys som en del af den parisiske charme.

Vel ankommen til Gare du Nord gik jeg med mit nyerhvervede ned til metroen, og med kufferten på slæb fortsatte vandringen gennem de lange underjordiske tunneller. Mødet med de mange hudfarver og nationaliteter gav et sug i maven. Elevatorer var der ikke mange af i den parisiske undergrund, men galante herrer, der var parat til at hjælpe, skortede det ikke på. De mange chikke kvinder i stramme nederdele og højhælede sko fik mig til at føle mig bondsk i mine blå cowboybukser. Resten af eftermiddagen skulle bruges til tøjindkøb i stormagasinerne.

Der var nullermænd på gulvtæppet i hotelværelset, blondegardinerne var falmede af solen, og på de blomstrede tapeter hang en dårlig reproduktion af Renoirs . Hovedpuden, som den gang var et fast inventar i alle franske senge, bestod af en aflang pølle, hvorpå hovedet hvileløst lå og balancerede og gav en urolig nattesøvn. Det var en del af charmen, selvom det altid har været en gåde for mig, hvordan franskmændene har kunnet falde i søvn på sådan et monstrum.

Efter de lange daglige spadsereture blev frokosten, en pose pommes frites, som den gang ikke var lavet af kartoffelmospulver men af rigtige kartofler, indtaget på en bænk i Tuileriehaven ved fontænen, hvor børnene legede med legetøjsskibe.

Idyllen blev brat afbrudt af en mandestemme med en umiskendelig arabisk accent. Om jeg nød min frokost i det dejlige solskinsvejr? Han havde et smukt ansigt med en let buet næse, og hans øjne var mørke som natten.

Om jeg var på ferie i Paris?

-

Hvad jeg syntes om Paris?

-

Om vi skulle drikke en kop kaffe sammen?

- , jeg har en anden aftale.

Bare fordi man sad alene og spiste på en bænk, så var man ikke nødvendigvis ude på noget. Efter endnu et par forsøg opgav han og vendte næsten aggressivt ryggen til og gik sin vej.

En god ven havde anbefalet mig den internationale organisation People to People, hvor man kan lære lokale indbyggere og deres kultur at kende ved at spise et måltid mad i deres hjem. Den berømte franske gastronomi havde jeg ikke råd til, men med People to People var der måske en mulighed.

Jeg gennemgik listen over værter i Paris og valget faldt på madame Dumont, der boede på Boulevard Saint Michel. Jeg så for mig en parisisk kvistlejlighed med udsigt over tagene og en lille chik fransk kvinde, der trippede rundt i stram kjole og højhælede sko og bød mig på de lækreste franske specialiteter. Når det var på Boul Mich midt i latinerkvarteret, kunne det næppe være mere fransk.

Inden besøget hos madame Dumont, prøvede jeg forskelligt tøj foran spejlet og valgte en ternet nederdel og en rød sweater. De nye højhælede sko måtte dog skiftes ud med et par ballerinaer. De havde allerede givet mig et par vabler på tæerne under de lange gåture.

Jeg tog elevatoren op til femte sal og kastede et sidste blik i spejlet, før jeg ringede på. Efter et kort øjeblik hørte jeg lyden af et par hurtige trin derindefra. Det lød dog langtfra som højhælede sko. En lille trivelig dame med krøllet hår og ternet forklæde tog imod og gav mig et kontant håndtryk.

- , velkommen til Paris. Er det første gang du besøger byen?

- Nej, jeg har været her et par gange før.

Indretningen i lejligheden virkede rodet, som om hun manglede plads. Der lå bøger i stabler på gulvet ved siden af nogle papkasser. Og dér i hjørnet af stuen fik jeg øje på rullestolen med en stærkt handicappet ung mand.

- , sagde hun

Han rullede med øjnene og prøvede at sige noget, og jeg skyndte mig at sige i håb om ikke at skulle tage ham i hånden. Jeg havde aldrig før været så tæt på en handicappet. Hun kørte Abel ind i den lille spisestue, hvor bordet stod dækket med en gul dug. Midt på bordet stod et par fade med forskellige patéer, der ikke så synderligt delikate ud. Var det virkelig et eksempel på den berømte franske gastronomi?

- Vær så god og tag plads, sagde hun og kørte Abel hen til bordet. Hun rakte mig brødet og spurgte, om jeg kendte foie gras.

- Jeg har aldrig smagt det før.

Hun anbragte et stort stykke på min tallerken. Synet af den brune masse gav associationer til en scene i filmen , hvor en flok gæs blev tvangsfodret. Maden blev proppet ned i deres lange hals med en tyk pind. Madame skar maden ud til Abel, som begyndte at smaske og spildte på sig den ene gang efter den anden. Madame tørrede ham om munden, mens hun beklagede sig over, at priserne på madvarer var blevet så høje og over alle de mange strejker og demonstrationer i Paris. Hun snakkede uafbrudt i et meget hurtigt tempo, der vanskeliggjorde forståelsen af det franske, som jeg var ved at lære.

- Du skal også smage min paté de champagne. Den er lavet efter min mors gamle opskrift. Min mor lavede den skønneste paté de champagne, og jeg prøver så godt jeg kan at leve op til hendes niveau. Familien og vennerne elskede den, sagde hun og skar et stort stykke ud af den tunge paté og lagde det på min tallerken.

- Hvad indeholder patéen? spurgte jeg i et forsøg på at lyde interesseret.

- Svinekød, kyllingelever, løg, svampe, fløde og lidt cognac… Du skal også have et par cornichons til patéen, sagde hun og gav mig et par af de små agurker.

Jeg puttede et stykke af patéen i munden. Den fede konsistens fik det til at vende sig i maven på mig, og jeg skyndte mig at tage en cornichon, hvis syrlige smag opvejede lidt af det fede.

- Hvad har du så set i Paris? spurgte hun, mens hun bandt en stor stofserviet fast om Abels hals. Hun skar et stykke paté og puttede det i munden på Abel og virkede egentlig ikke spor interesseret i at høre mit svar.

- Notre Dame, Louvre, Père Lachaise…

- Du må love mig også at se impressionisterne! udbrød hun, - og katakomberne er meget interessante… men du spiser jo ikke noget, udbrød hun midt i det hele og så forbløffet på det stykke foie gras og det meste af patéen, som stadig lå på min tallerken.

- Jeg tror at jeg glemte at fortælle Dem, at jeg er vegetar… Jeg er virkelig ked af det…

- Skidt med det! sagde hun kort, men jeg fornemmede hendes irritation.

- Jeg går ud og laver en salat, og så må I to snakke lidt sammen imens.

- Det behøver De altså ikke, svarede jeg, men hun var allerede ude i køkkenet.

Abel sad overfor og så på mig. Den store serviet, der dækkede hans trøje, var fyldt med madrester. Jeg smilede til ham, mens hans udtryksløse øjne stirrede på mig. Jeg kiggede ned og lod som om jeg ledte efter noget i min taske.

Madame kom ind med en lille skål salat og et stykke ost, som jeg tvang mig til at spise, selvom jeg for længst havde mistet appetitten.

Frokosten afsluttedes...