E-Book, Dänisch, 352 Seiten
Ursem Prime
3. Auflage 2020
ISBN: 978-87-430-1824-7
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark
En ny begyndelse
E-Book, Dänisch, 352 Seiten
ISBN: 978-87-430-1824-7
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark
Simon Ursem, er født i 1949 i Holland, hvor han har arbejdet først som teknisk tegner og senere som social/edukativ iværksætter. I 1973 flyttede Simon til Danmark og arbejdede her som specialarbejder, socialpædagog og leder af forskellige dagtilbud. I 1991 blev Simon cand. rer. soc. Fra SDU og har efterfølgende blandt andet undervist i sociologi, kommunikation og organisationsteori.
Autoren/Hrsg.
Weitere Infos & Material
Januar 2017
"Av!" råber Signe og trækker forskrækket hånden til sig.
Niels skynder sig hen til hende: “Hvad sker der?”
“Jeg brændte mig... jeg fik stød!” Hun ser overrasket på opstillingen på bordet, mens hun ømmer sig og puster på sin hånd.
"Du skal have koldt vand på! Skynd dig hen..."
En stor gnist springer over på Signe, der hviner højt.
Hendes ben sakser, Niels når hen til hende og forsøger at støtte hende.
Han mærker en kraftig varme. Hvordan kan de afbryde forsøget?
Inden de når at tænke eller gøre mere, springer toppen af opstillingen af med et knald og rammer loftet.
Den brænder og udvikler en sort ildelugtende røg.
Niels henter hurtigt brandslukkeren, men Signe stopper ham: "Kom lad os skynde os ud. Det hele er jo i en brandsikret beholder. Der vil ikke kunne ske mere."
En time senere, hvor de har sundet sig efter den uventede oplevelse, og efter at de er helt sikre på, luften i laboratoriet fuldstændig er skiftet ud, vender de tilbage.
"Så fik vi da afprøvet, at udsugningen virker fortrinligt. Og vi har måske fået nogle vigtige data, vi kan gå videre med. Lad mig lige prøve at opstille forsøget igen, det er fuldstændig fantastisk, hvis det kan lykkes," Signe er allerede ivrigt igang igen.
"Og nu lige i lidt mere slowmotion og i noget mindre skala, så vi kan styre det, please," siger Niels formanende.
Efter lidt tid med intenst og koncentreret arbejde er de klar igen.
Niels kigger med spænding over Signes skulder og ser på deres måleudstyr, at elektronerne bevæger sig fra A til B og videre fra B til C og så i et accelererende tempo fra C tilbage igen til A.
Processen fortsætter derefter i et stadig højere tempo.
Der udvikles, efter de første mange omdrejninger, både mere og mere elektricitet og en kraftig varme.
"What! Det virker!" Niels tør næsten ikke tro sine egne øjne.
Signe afbryder forsøget og ser op på ham: “Det her er en opdagelse, der må kunne stabiliseres ved en lille smule hjælp. Det kan blive epokegørende!”
Hun læner sig tilbage, slår armene om Niels’ nakke og kysser ham.
Niels river sig langsomt og lidt forvirret løs: “Er det virkelig lykkedes?”
Han klør sig tænksomt i håret: "Ja, mange nyopdagelser sker jo tit mere eller mindre ved en tilfældighed. Det, må vi vist også sige, skete her.
Efter alle de forsøg, og så lykkes det, når man mindst venter det."
Signe protesterer: "Arh, jeg vidste da godt, hvad jeg havde med at gøre.
Jeg vidste bare ikke, det ville udløse så store kræfter, når det hele blev sat sammen på den måde."
De justerer deres opstilling og kan, efter forskellige ændringer, nu begge se, at energistrømmen stabiliserer sig, men forbliver stærkest i flowet fra A til B.
Den tilkoblede LED-pære giver et klart lys. Vil den blive ved? De lægger deres arbejdstøj og går eftertænksomt op ad trappen.
Signe lukker forsvarligt ståldøren efter sig.
De står igen på den gamle lades betongulv, hvor Poppelgårdens gamle nedslidte maskiner, et mindre reparationsværksted, nogle redskaber, beholdere og rester af både stålrør og forskellig plader står opmagasineret.
Man ville ikke kunne gætte, at der under dette gulv befinder sig et hypermoderne og avanceret laboratorium.
Niels kaster et hurtigt blik ud gennem de støvede staldvinduer.
På gårdspladsen ligger en bunke sne, som Signes far Oluf har skrabet sammen med gårdens gamle traktor.
Det er stadigvæk lyst, og poplerne langs den lange grusvej fra gården til landevejen står med deres mørke stynede stammer som konstabler på vagt.
Niels tænker lidt over deres sidste forsøgsopstilling og forventer, at det igen nok vil vise sig på sigt at være en fuser.
De går sammen ind i det store stuehus.
Oluf er ved at lægge sidste hånd på renoveringen af lofterne i Poppelgårdens stuer.
De drikker en hurtig kop kaffe i fællesskab, og Signe og Niels begynder på aftensmaden, mens Oluf arbejder videre på lofterne.
Da gullaschen er sat over, og brødene er sat til hævning, kan Signe og Niels ikke lade være med lige at se til deres forsøg igen, så de går hurtigt ned i laboratoriet.
Pæren i deres forsøgsopstilling lyser stadig lige stærkt.
Signe tager det som et godt tegn og vil helst ikke lave om på opstillingen.
"Niels er du klar over, hvad vores opdagelse kan komme til at betyde? Et selvgenererende batteri! Tænk hvis vi kan få det stabiliseret og optimeret, så det kan masseproduceres. Det kan jo blive verdens-revolutionerende!"
Niels smiler overstadigt, men forsøger at slå koldt vand i blodet: "Lad os lige prøve at koble nogle flere pærer på og se om det virkelig fortsætter, eller om strømmen ebber ud på et tidspunkt."
Først ved den femte pære reagerer deres energikilde ved at begrænse lyset lidt i pærerne.
“OK,” siger Niels, “nu lader vi forsøget køre, ind til din opstilling ikke giver mere energi fra sig. Vi kan sætte et af de små trådløse kameraer til at overvåge og sende en besked til min telefon, når der sker en ændring."
De kommer op og fortæller begejstret Oluf om deres opdagelse.
Han smiler stolt, og sender Signe et blik, der siger: "Jeg vidste, du kunne gøre det, min pige."
Han er ellers for det meste i gang med at indrette sig til en behagelig og tiltrængt pensionisttilværelse i et nyrenoveret husmandssted tæt på Poppelgården.
Han elsker denne del af Langeland, og han har boet her hele sit liv. Han smiler ved tanken om alt det, der er sket.
Han ville ønske, at hans afdøde kone Inge havde nået at opleve det. Men sådan skulle det åbenbart ikke være.
Han tror nu fast på, at det, hans datter Signe og hendes kæreste Niels arbejder med, har bedre fremtidsmuligheder end hans landbrug.
Han ved dog også, at der er en hård konkurrence og mange både politiske, juridiske og kulturelle begrænsninger og forhindringer.
To dage senere har Signe og Niels fået stabiliseret og optimeret den første opstilling yderligere, og den simple elektrolyt-gel, som Signe tidligere har udviklet, fungerer over al forventning.
Signe og Niels har stadigvæk svært ved helt at tro på, at de virkelig har opfundet en ny alternativ energiform!
Der er stadig lang vej før deres opstilling kan transformeres til en prototype, der kan masseproduceres. Men de arbejder ufortrødent videre, og med lidt optimistisk sparring fra Oluf, tror de mere og mere på deres opfindelses potentialer.
De har udarbejdet en omhyggelig plan for deres videre forskningsarbejde. Og selv om de godt er klar over, det vil tage år, før det er færdigt, diskuterer de alligevel entusiastisk de mulige konsekvenser for Jordens befolkning, når deres opfindelse en gang er færdigudviklet.
Signe siger formanende: "Nu skal vi altså ikke blive 'konen med æggene', og jinxe vores opfindelse. Der er lang vej endnu, før vi har et selvopladende batteri i en praktisk og anvendelig størrelse, - for ikke at tale om, hvis det skal kunne trække motorer i større skalaer," Signe giver alligevel plads til den piblende begejstring, som fylder hende, "men jeg kan mærke, vi er på rette vej. Jeg tror bestemt, det kan blive stort det her."
***
Ida tømmer skraldespanden, tjekker køleskabet, sænker lejlighedens varmeniveau, tager sin kuffert og går de 5 etager ned.
Hendes afdelingsleder kommer og henter hende om fem minutter. En af sælgerne samt en tekniker vil også være en del af deres præsentationsteam på 'Amsterdam Innovative Fair'. De mange materialer til deres udstilling og præsentationer er lettest at transportere med bil, og Amsterdam ligger trods alt ikke længere væk end en dagsrejse fra Århus.
Ida kommer egentlig godt ud af det med sin chef Charlotte. Sælgeren, kender hun ikke, og teknikeren Bjarne har hun kun mødt et par gange under forberedelsen af deres udstilling.
Ida orker egentlig ikke rigtig at skulle 'small talk'e med de andre hele vejen i bilen. Men det skal nu nok gå. De har booket værelser på et godt hotel i selve Amsterdam. Fem nætter uden at hun selv har omkostninger.
Det' OK. De regner med at kunne være ved deres hotel ved femtiden, og de vil skiftes til at køre firmabilen. I morgen formiddag skal alt stilles op, så de kan præsentere deres produkter og løsninger for de interesserede fra kl. 15.00, hvor messen åbnes for interesserede virksomheder.
***
Mehmed har egentlig følt sig lidt presset til at deltage i 'Amsterdam...
