Hvem er ven - hvem er fjende?
E-Book, Dänisch, 464 Seiten
ISBN: 978-87-7170-644-4
Verlag: Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: Wasserzeichen (»Systemvoraussetzungen)
Følg Martin Berg gennem hæsblæsende 10 dage på Vestlandet, hvor han bliver viklet ind i narkogangsternes omfattende smuglerier og hensynsløse adfærd.
En japansk turist træder til og sammen tager de kampen op. En kamp der igen og igen ser ud til at være omsonst og hvor kollegaer, personale på destinationerne, og ikke mindst en velorganiseret narkotikaorganisation, ikke skyer nogen midler for at stoppe Martin og hans japanske ven.
Hvem er ven - hvem er fjende?
Autoren/Hrsg.
Weitere Infos & Material
Kapitel 1
Dag 1 - Hornindal, Norge 1983
Anna kigger på mig i smug fra rejselederstolen, mens jeg fører den tolv meter lange og seksten tons tunge luksus Volvo turistbus ned af fjeldet mod byen Hornindal. Med sine knap firehundrede hestekræfter, ti fremadgående gear og elektriske retarder, er Volvoen en drøm at føre ad det til tider vanskelige vejnet i Norge, der ofte er dårlige landeveje, mægtige stigninger og nedkørsler. Vort næste stop på turen er Hornindal, en mindre by i Vestlandet og på breddegrad med Færøerne. Her bor omkring ellevehundrede indbyggere i selve byen og det samme i det omkringliggende opland. I bakspejlet, hvori jeg har kontrol med vore gæster, ser jeg, at det er på tide at næste stop snart, meget snart, dukker op. Et enkelt blik og et medfølende smil til Rejselederen Anna Flåt. »Du, jeg tror det er tid for lidt praktiske bemærkninger til vore gæster, det tager omkring femten minutter herfra og til hotellet.« »Javel hr. chauffør.« Smiler Anna. Vi taler dansk indbyrdes. Vores gæster er engelsktalende og overvejende fra Amerika. Anna starter på sin fortælling om Hornindal, den idylliske Bygd hvor vi skal overnatte, før turen går videre til Bergen via Stalheim. Nu er det min tur til at kigge lidt i smug på Anna, Club Travel Skandinaviens dygtigste og ikke mindst kønneste rejseleder. Anna er norsk og en charmerende kvinde omkring de fyrre år, med en udstråling af myndighed og absolut venlighed. Hun er født i byen Fagernes, lidt nord for Oslo og datter af byens største Supermarkedsejer og rigeste mand i byen. Anna havde udlængsel allerede som ganske ung og havde ingen interesse i hendes forældres ønske om at gå ind i Supermarkedsbranchen. Hun ville ud i verden, og med rigtig gode kundskaber i engelsk, fransk, matematik og samfundsfag fik hun overtalt sine forældre til, at hun kunne rejse til USA og læse på et af de store og anerkendte universiteter, og valget blev Stanford. Stanford University er et af verdens førende universiteter. Det er kendt for sit iværksætterpotentiale karakter, hentet fra arven af dets grundlæggere, Jane og Leland Stanford, og dets forhold til Silicon Valley. Områder for ekspertise spænder fra humaniora til samfundsvidenskab, teknik og videnskab. Stanford ligger i Californiens Bay Area, en af de mest intellektuelt dynamiske og kulturelt mangfoldige områder af nationen. Her uddannede hun sig ad den merkantile vej og startede som marketingsassistent i CTS, Club Travel Skandinaviens kontor i Los Angeles. Senere blev hun opslugt af de spændende rejsemål, som hun skulle formidle via brochurer og på rejsemesser. Hun ville være rejseleder og det blev hun i den grad. Hun var aldrig blevet gift og ej heller havde hun fået børn. Der var ikke tid, affærdigede hun dem der spurgte til hendes privatliv. Jeg syntes nu, at hun fik et lidt bedrøvet blik når vi en sjælden gang talte om vores respektive privatliv. Anna havde de sidste atten år boet i Los Angeles og var sektionsleder for CTS. Hun har været stort set alle steder i verden, enten som rejseleder eller som supervisor for CTS afdelinger eller agenter. De seneste tre år har hun været chefrejseleder på CTS nok største succes "Holiday Skandinavien", og vi har kørt turen sammen tre gange og var nu på vores fjerde tur. Første gang for et år siden, hvor jeg i starten af turen fandt hende lidt vel meget styrende og lidt nedladende over for mig. Jeg er den lidt ligefremme type og jeg konfronterede hende med min opfattelse af hende. Det slog hende helt ud, for det var absolut ikke hendes mening, men hun havde igennem mange år tillagt sig en attitude, for ikke at virke for interesseret i andre mennesker, udover rent professionelt. Hun havde haft flere mandlige bekendtskaber, men ingen havde været nogen udpræget succes, hvilket betød at hun gik ind i sig selv og viste ingen interesse eller åbenhed for det modsatte køn. Vi blev meget gode venner og talte godt sammen resten af den tur og da vi sagde farvel på den sidste dag, havde vi kysset hinanden på munden. De efterfølgende to ture sidste år, blev vi så mere end venner og tilbragte fritiden sammen, dag og nat. Nu var vi så på tur igen, på en af disse såkaldte Pakke-Ferier, hvor gæsterne starter med fly fra Los Angeles til Chicago, derfra videre til New York og derfra til "Wonderful Copenhagen", hvor gæsterne indlogeres på det fine Hotel Sheraton i tre dage. I disse tre dage bliver de slæbt rundt til alle seværdighederne, som den Lille Havfrue, Amalienborg Slot, Christiansborg og naturligvis den gamle have Tivoli. Fra Wonderful Copenhagen går turen videre mod Stokholm via Frederiksborg Slot i Hillerød og Kronborg Slot i Helsingør, som udlændingene ynder at kalde ”Hamlet Castle”. Vi overnatter på Hotel Scandic i Jönköping, der er omtrent halvvejen til Stockholm. Næste morgen fortsætter vi så til Stockholm, hvor vi er fremme midt på eftermiddagen. Stockholm, denne Ø-hovedstad i Sverige, hvor om amerikanerne udtaler sig: ”Tro mig, du kan ikke købe sprut i denne storby. Jeg vil ikke være svensker om jeg så fik en million dollars”. Bedre bliver det ikke når man forklarer dem, at det samme gør sig gældende i Norge, hvor de skal tilbringe tolv dage ud af deres fire uger lange ophold i Skandinavien. Helt galt bliver det, når de bliver præsenteret for en pris på halvtreds norske kroner for en drink, der blot indeholder en fjerdedel af det de er vant til. »Derfor beklager vi,« Annas klare stemme lyder i bussens højtaleranlæg »denne misforståelse med de enkelte værelser uden bad, men som sagt vil jeg prøve at få alle værelserne med bad - og husk middag kl. 19.30. Spørgsmål?« Anna er nødt til at rejse sig op for at se gæsterne, som følge af niveauforskellen i gulvet mellem os og gæsterne. Der bliver stillet flere spørgsmål, som Anna med sit søde smil og klare stemme besvarer til alles tilfredshed. »Husk middag kl. 19.30 - om tre timer, ses vi inden?« hvisker hun til mig. Jeg nikker diskret og undlader at se på hende, men kigger i stedet ud på søen til højre, som vi nu følger de sidste kilometer før Hornindal. Hornindalsøen er Vestlandets største og Europas dybeste indsø. Vandet ligger tooghalvtreds meter over havet og er op til femhundredeogfjorten meter dybt. Den dybeste del ligger omtrent firehundredeogtres meter under havoverfladen. Vandet er aldrig grønt, som de mange andre søer på Vestlandet, men er helt klart og blåt. Dette hænger sammen med, at der ingen bræer er i området og derfor ikke aflejrer nogen mineraler. Isen har gennem årtusinder udgravet og formet dalene, søerne og fjordene. Man mener at fjorden gik helt op til Hornindalsøen før sidste istid. Geologiske undersøgelser viser, at havoverfladen gik femten meter højere end Hornindalsøen ligger i dag (femoghalvtreds meter over dagens havoverflade). Jeg falder lidt i tankespind, mens jeg fører bussen videre gennem den smukke norske natur. Jeg havde nu været turistbuschauffør i syv år og kørt mange ture rundt i Europa og Skandinavien, og var ved at være mæt af indtryk og oplevelser, der mere og mere lignede hinanden. I en alder af otteogtredive år, var jeg begyndt at overveje min videre karriere. Måske skulle jeg vende tilbage til min gamle profession som sælger og få mig et normalt liv. Jeg havde været gift i knapt ti år, men blev skilt ligesom jeg bestemte mig for at blive turistbuschauffør. Vores børn, to drenge, har jeg rigtig god samkvem med, men det var svært i sommermånederne, at få det passet ind med de mange udenlandsture og jeg har uden tvivl skuffet dem nogle gange. De fortjener bedre. Jeg må sgu se at komme videre i mit liv. Jeg svingede ind foran hotellet. »Så er det fyraften frk. Flåt« sagde jeg til Anna, aktiverede håndbremsen og åbnede dørene. Mens gæsterne samlede sig sammen til at forlade bussen, var min opgave nu at tage alle deres kufferter ud af bussens bagagerum. De fleste kufferter er meget store og hvad vi turistbuschauffører kalder ”etværelseslejligheder” - og så vejer de et ton, føltes det. De bliver bakset ud alle seksogtredive og stillet op på række, så gæsterne selv kan tage dem med ind på hotellet, hvor de som regel bliver transporteret videre til deres respektive værelser af hoteldrengene, der med kridt skriver værelsesnumrene på. Jeg sørger selv for Annas og min, som under turen opbevares i mit private bagagerum, der også indeholder øl og vand, lidt spiritus, kaffe og chokolade. Hotel Raftevolds i Hornindal er et traditionelt norsk hotel opført i træ, der for nylig er restaureret, således at det i dag består af en gammel og en ny og meget moderne afdeling. Hotellet er og har altid været et familiehotel, og i dag varetages det af Knut Kristensen, hans datter Veronica og dennes...
