Brandes Sagnet om Jesus

1. Auflage 2019
ISBN: 978-87-430-0260-4
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 68 Seiten

Da Georg Brandes, i en alder af 83 år, udsendte sin lille perle "Sagnet om Jesus" ønskede han, for måske første gang, at rejse en debat, en forargelsens fejde, hvor tænkende mennesker kunne komme på videnskabelig sund og realistisk grund med en opgivelse af nedarvede løgnes vrangforestillinger. Som alle gode og velformulerede litterater med noget på hjertet, nåede doktor Brandes da også, endnu engang, at rejse en "storm af forbitrelse og protest", som det hedder i bagsidenoterne til "Sagnet om Jesus" i dens 1988 e.v. udgave. Desværre stod fronterne allerede så fastgroede, at der kan stilles spørgsmålstegn ved, hvor mange mennesker der egentlig skiftede standpunkt, blev klogere og mere i balance med virkelighedens realiteter. Tordenskjolds Soldater, brandesianerne, fritænkerne kunne vel intet andet end forholde sig enige af hjertet, mens de kristelige, grundtvigianerne, indre missionsfolk og det store brede folk, blot så den dæmoniske Brandes spille et sidste folkeforførende es på bordet, et es som man imødegik på den for kristelige så typiske måde, med en blanding af højtråbende, altoverdøvende personlige beskyldninger, religiøs, etnisk diskriminering, afvisende foragt og doms- og fortabelsestrusler med logikfølge fra den kristelige dogmatik. Dog, hvordan man end vender og drejer sagen, Brandes havde ramt og det så hårdt, at kristendommen havde fået et, om end langsomt, livsdrænende banesår. Nedenfor skal doktor Brandes' bog gennemgås i nogen detalje, således at en overvejende del af hans argumenter bliver genfremstillet, oftest med citat fra hans egne ord. Ideen heri prøver ikke at erstatte læserens læsning af dette hovedværk i dansk religiøs tænkning, men at fremstille de væsentligste pointer, som ikke virker enestående for Brandes, men som hos ham har fundet et enestående udtryk, klart formuleret og med den for ham så velkendte tekstnære indsigt og redelighed. Brandes hovedmetode: at finde langt tidligere belæg for at Jesus-figurens legender og udsagn stort set alle kan genfindes, i igen stort set enslydende versioner, i oldtidskulturen længe inden Jesus-skikkelsens postulerede liv. Dertil anfører han en række historiske kendsgerninger, som evangeliernes forfattere ikke har kendt til og taget højde for, og han kan derfor allerede p. 19 af sin bog skrive: - Per Åstrup Olsen

Georg Morris Cohen Brandes (1842-1927) var en dansk kritiker og litterat, der havde stor indflydelse på skandinavisk litteratur fra 1870'erne og frem til begyndelsen af mellemkrigstiden.

Autoren/Hrsg.

Brandes, Georg

Leseproben

Sagnet om Jesus

Georg Brandes

Sagnet om Jesus

Georg Brandes

Sagnet om Jesus

Udkom første Gang i 1925

Indledning

Menigmand i Schweiz og mange andre Lande har i mer end 600 År ikke draget i Tvivl, at Wilhelm Tell var en Landmand fra Bürglen i Kanton Uri, en Svigersøn af Walter Fürst, ligeledes fra Uri. Da han 18. November 1307 ikke tog sin Hat af for den Hat, som den østerrigske Landfoged Hermann Gessler i Altorf havde rejst på en Stang som Tegn på Østerrigs Overhøjhed, befalede Fogden Tell som berømt Bueskytte at skyde et Æble af Hovedet på sin Søn. Ellers måtte Drengen dø med ham.

Tell traf Æblet, men tilstod, at den anden Pil, han havde stukket til sig for det Tilfælde, han ikke traf Æblet, var bestemt for Gessler, hvorpå denne lod ham fastholde og bringe til sin Borg. Storm på Vierwaldstättersøen bragte Skibet i Fare, og Tell blev frigjort for sine Lænker for at styre Båden. Med et vældigt Spring sprang han fra den i Land og stødte den påny ud i Søen. Derefter skød han i Hulvejen ved Küssnach den ridende Foged ned. Han kæmpede 1315 i det store Slag ved Morgarten for Schweizernes Frihed, døde 1354 ved Forsøg på at redde et Barn fra Drukning i Schächenbach.

Der findes i Schweiz ikke mindre end tre Tell-Kapeller. I Nærheden af den ældgamle Landsby Bürglen betegner nu et lille Kapel, der er smykket med Malerier af Tells Liv, Stedet, hvor det Hus lå, der engang var Tells Bolig. Umiddelbart bag det rager den vedbendomspundne Ruin af et Tårn i Vejret, hvor i gamle Dage, da Nedre-Uri endnu hørte til Zürichs Frauenmünsterstift, Herskabets Majordomus skal have boet. Dog i Egnen har man i lange Tider hævdet, at Tårnet hørte til et Slot, som tilhørte en Herr von Attinghausen, en Adelsmand, om hvem det fortælles, at han var Svigerfader til Tell. Han kaldes derfor Walter, Fürst von Attinghausen. I Årenes Løb påstodes det, at også Tell havde været Adelsmand, og Marschall Fidel von Zurlauben, af Johannes von Müller kaldt det levende Schweizerarchiv, har i sin Fortegnelse over Uri-Adelen en Afbildning af Wilhelm Tells Våbenskjold.

Kapellet ved Bürglen blev stiftet 1582, indviet i Maj 1584.

Tellpladen og Redningsspringet nævnes første Gang i en Schweizerkrønike, der er sammenskrevet mellem 1467 og 1480. På Tellpladen blev der neppe rejst noget Kapel før Midten af det 16. Århundrede. Fra 1561 fandt en Korsfart til Tellpladen Sted og fra 1582 var den af Kanton Uri befalet afholdt hvert År og under Ledelse af øvrigheden i Embedsdragter.

Det tredje Tellskapel er det ved Küssnach, ved den Hulvej, hvor det dræbende Skud skal have truffet Fogden. Her er et og andet, hvorved man studser. Flækken og Slottet Küssnach blev først i Begyndelsen af det 15. Århundrede forenede med Landet Schwyz. Hvad havde altså den Schwyzer Landfoged Gessler her at gøre? Endnu større bliver Besynderligheden, når man betænker, at den såkaldte Gesslerborg ligger ved Foden af Rigi, lige ved Flækken Küssnach. Fogeden, der på Vejen fra Uri landede i Küssnach, havde altså kun nogle hundrede Skridt at gå for at være i sin Fæstning og hvile sig ud fra Søfartens Skræk. Skal han have havt nogen Berøring med Kapellet, må han uden Plan eller Hensigt have ladet sin Borg ligge og i Stormnatten være redet den lange Vej til Immensee for at nå til den Hulvej, hvor han kunde blive skudt fra det Sted, hvor Kapellet ligger.

Forklaringen er, som nutildags vel bekendt, den simple: Wilhelm Tell har aldrig existeret. En Landfoged ved Navn Gessler har aldrig existeret. Hele Efterretningen om Schweiz’s Tilblivelse ved Forbundet på Rütli er et Sagn.

Men det har, som mindre almen vitterligt, kostet Møje at få Sandheden anerkendt. Bernerpræsten Uriel Freudenberger anmodede i 1752 gennem Venner Gejstligheden i Uri om at gendrive Tvivlerne på Tells Existens ved Hjælp af de så talrigt foreliggende Tell-Dokumenter. 1759 kom Svaret i Skikkelse af en Række Falsknerier. 1760 udgav så Freudenberger sit Flyveskrift ”Guillaume Tell, fable danoise”, der blev dømt til offenlig at brændes. Det er en Misforståelse, når det i Værket ”The Folklore of Fairy Tale” af Maclod Yearsley (London 1924) hedder (Side 196), at Freudenberger selv blev levende brændt. Men at man ikke var ham god, det er sikkert. Den, der udtaler en Sandhed, som vender op og ned på et Folks kæreste Forestillinger, må være forberedt på nogen Forfølgelse og mange Skældsord. Man mindes blot den Forfølgelse, der 75 År senere i en lignende Anledning blev sat i Scene i Tyskland imod David Friedrich Strauss.

Så simpel, som Freudenberger mente, var Løsningen af Wilhelm Tell Gåden nu ikke. Sikkert nok var det Fremstillingen af Folkesagnet om Palnatoke hos Saxo Grammaticus (omkring 1180), der ad literær Vej var nået til Schweiz og havde givet Anledning til Sagnet om Tell. Grimm udtalte i sin Mytologi, at Kong Haralds Død for Skyttens Hånd var historisk, Æbleskuddet derimod mytisk, men den i nordiske Oldtidsforhold langt anderledes bevandrede, grundlærde Konrad Maurer negter også Palnatokes historiske Existens. Han er i Sagnet oprindeligt ikke nogen Dansk, men en Finne-Høvding. Og der er megen Mytologi i det dræbende Pileskud. Ordet Tell’s Grundbetydning er en Dåre, en der handler i Blinde (som Hødur, når han træffer Balder). Og Sagnet er universelt. Den persiske Digter Farîd Uddîn Attâr, født 1119, fortalte 1175 i sit Digt om Fuglenes Sprog om en Konge, der havde en Yndlingsslave. Denne lagde han et Æble på Hovedet, skød med Pile derefter og spaltede det bestandig, til Slaven blev syg af Frygt.

Også i Tell’s Spring fra Båden er der megen Mytologi. Det er et stående Træk gennem Tiderne, at den Gud, der bekæmpes af Dæmoner, eller den Helt, der trues med Døden, ved et Vidunderspring frelser sig fra Forfølgernes Efterstræbelser. Glaukos-Pontios f. Ex. havde været en Fisker, var sprunget ud i Havet og blev i den Bøotiske By Anthedon dyrket som en Gud; ved Havets Bred var der i Oldtiden et Sted, som hed ”Glaukos’s Spring”.

Da ved det År 1006 den angelsachsiske Digter Cynewulf behandlede Jesu Liv, ordnede han sin Fortælling om Himmelfarten således, at han lod Jesus udføre sex Vidunderspring, af hvilke først det sidste førte ham tilbage til Himlen.

Som åndeligt ubegavet har Tell tidligt i Sagnet fået tre Formyndere: Wernher Stauffacher, Walter Fürst og Arnold Melchthal. De slutter sig sammen på Rütli og bliver det schweiziske Edsforbund. Tell er udelukket fra deres Sammenkomster.

Alt er i lige Grad opdigtet og uvirkeligt.

Det er en Plet på den store schweiziske Historiker Johannes v. Müllers Ære, at han af Frygt for at miste sin Popularitet, skønt personligt ganske klar over, at der intetsomhelst Historisk var i Sagnet om Tell og Gessler, kun har udtalt sig svævende og uklart derom.

Ved Schillers skønne, af Goethe inspirerede, Tragedie ”Wilhelm Tell“ blev Tell’s Betydning som schweizisk Nationalhelt og som Personliggørelse af Frihedskærlighed fastslået for alle Tider. Tell er bleven således ét med Staten Schweiz, at hans Billed længe har stået på de schweiziske Frimærker.

Han har aldrig været til; men det gør ham intet Afbræk; han er og bliver et virksomt Ideal, og han behersker som Forbilled Sindene.

Det Samme gælder om en Skikkelse, der som han tilhører Sagnets Verden, men har udøvet en ganske anderledes gennemgribende Indflydelse på europæisk og amerikansk Sjæleliv.

1

En højst forvirrende Omstændighed ved Redaktionen af den Samling mindre Skrifter, der efter Marcus 14, 24 besynderligt benævnes ”Det ny Testamente”, er den, at disse Skrifter ikke er stillede i Tidsorden, de ældste forrest, de senere efter deres Affattelsestid. Denne er vistnok ikke ganske sikker; men sikkert er det, at den aldeles ikke stemmer med den Orden, i hvilken Skrifterne står. Hvad der gør Spørgsmålet særlig vanskeligt er, at de fleste Skrifter er blevne underkastede Omarbejdelser, Sløjfninger og Tilføjelser, så de forskellige Partier af samme Skrift er af forskellig Dato.

For halvhundrede År siden var de fremskredne tyske Teologer, Udgiverne af den såkaldte ”Protestantenbibel” fra 1872, ti overmåde lærde og dygtige Mænd, enige om, at Apokalypsen, den såkaldte ”Johannes’ Åbenbaring”, det Værk, der står sidst i det Ny Testamente, i Virkeligheden var skrevet allerførst.

Nutildags er fremskredne Forskere tilbøjelige til den Antagelse, at Johannes’ Åbenbaring oprindeligt slet ikke har været et kristeligt Værk, men et jødisk, og først ved senere Omarbejdelse har antaget sin nuværende Form. Alligevel er der trods Omarbejdelsen Intet, der tyder på, at den overnaturlige Skikkelse, om hvilken her berettes, har noget tilfælles med den unge Tømrer eller Murer og Lægprædiikant fra Galilæa, om hvem der i Evangeliet efter Marcus fortælles. Messias...