Cavalli Bølgen

1. Auflage 2020
ISBN: 978-87-93578-27-2
Verlag: Mikroforlaget Apuleius Æsel
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 256 Seiten

"Bølgen" er en prisbelønnet og højaktuel roman, som på mange måder har lighedspunkter med coronapandemien, selvom konteksterne er forskellige. I den lille by DF ved Middelhavet finder en lokal fisker en dag liget af en sort mand ved stranden. Snart kommer der flere lig, alle sorte og ens, og til sidst ender byen med at blive fyldt med lig, der skyller ind over byen med en stor bølge ... Romanen afspejler på en grotesk og makaber måde, hvordan et lille samfund, og det store, håndterer sådan en krisesituation. En italiensk anmelder af romanen skrev: Det er en bog, som, skønt den er helt igennem fiktiv, har chokerende og endda foruroligende analogier til vores aktuelle tid.

Giulio Cavalli (f. 1977) er født i Milano. Han er både forfatter, skuespiller og dramaturg. Cavalli lever under beskyttelse på grund af sit engagement mod den organiserede kriminalitet. Han samarbejder med flere aviser og har udgivet bøger med dybdeborende journalistik. Han er medlem af Observatoriet for Legalitet og er regional rådgiver for Lombardiet.

Autoren/Hrsg.

Cavalli, Giulio

Leseproben

Kapitel 2 – Reaktionen
Det lokale fiskermarked, d. 15. marts Hvis du synes, det er et tidspunkt at komme på, så kører det virkelig for os, hr. Ventimiglia, så kører det virkelig, store idiot, tillykke med det, jeg må virkelig klappe i hænderne over den måde, du ødelægger din familie på, det kunne man skrive bøger om. Maria Antonia smækkede hænderne på forklædet som en vred abe, der slår sig på maven. Hvis du synes, det er et tidspunkt at troppe op på, hr. Ventimiglia, blev hun ved med at gentage, mens hun forsøgte at grave den værst tænkelige fornærmelse, hun overhovedet kunne komme i tanke om frem, nu, hvor markedet næsten var tomt, brølede hun. Hun ville have svoret, at tanken om en udsendt lejemorder havde strejfet hende, at han havde opløst hendes mand, hvervet til at tilintetgøre hans kurve og de få par fisk, som stank af kantine og hvis stank havde spredt sig helt ud i et hjørne af politistationens kontor (fandens til ulækker lugt, de skide fisk har, havde politikommisæren sagt, da Giò blev fulgt ud, De kan godt gå, jeg skulle mene, at vi har sagt, hvad der skulle siges, afsluttede kommisæren). Maria Antonia havde i mellemtiden, mens hendes mand fremstammede historien til politiet med en usikkerhed som en teenager, der var taget med bukserne nede, holdt vagt ved den tomme disk i rækken af de fyldte montrer på fiskemarkedet, uden at vide noget om den døde og den efterfølgende rapport om dødsfaldet, alt imens hun forbandede den dag, hun var blevet gift med ham, som var kommet i bukserne på fru Ventimiglia og havde kastet overbord – man kan sige overbord for at blive i samme tema – den fremtid, som hendes forældre havde tilrettelagt for hende, ordentlige folk, som var respekteret dér i DF: faderen var kommunal landinspektør og moderen folkeskolelærer for de større klasser, og de havde altid drømt om, at hun skulle blive læge, den første rigtige universitetsuddannede i den familie, hvor hver generation havde taget et trin op ad rangstigen mod den borgerlige ubevægelighed - det var startet med tipoldeforældrene som daglejere og nu havde de ligefrem opnået fast plads i kirken med dertilhørende messingskilt - og så havde hun, stik imod sine forældres vilje, været så naiv at falde for de blå øjne og kinderne, formet som bølger i Giovanni Ventimiglias ansigt, ham, der fortalte om fiskeri og frihed, mens han åndede hende på næsen med sin stemme af saltvand - som taget ud af en film om et liv, der gik med at grine af de andres trakasserier, om alle de krav, som alle de andre i DF brød hovederne med, hvordan de kunne undslå sig - de to var som to allierede, højt hævede over de familier, som hang sig fast i den ydre fremtoning, fastlåste i kravet om ærbødighed, af fastlandets lænker. Jeg lover dig en kærlighed, som er helt fri af fastlandets lænker, gentog Giò i den stramme bluse, han havde taget på kun for hendes skyld, for at kunne tage hende med ud og spise, og hver gang følte Maria Antonia Percinati, ud af Percinati slægten, som er ordentlige mennesker, et særligt sug, der trængte langt ned i maven. Og så kom selve livet – for livet er jo aldrig som i kærlighedshistorierne på film, det vidste Maria Antonia, som hver aften stod med hænderne i sæbevand og i friturestegningen – livet var blevet hverdag med sine vante gentagelser uden noget afbræk. Huset ved strandkanten, som skulle have været et slot, var nu ikke andet end en rådden barak, ødelagt af den høje saltholdighed, den genkendelige salthed, som bliver til lugten af lokum: det hus, som i starten gjorde de andre huse til skamme ved at lægge ryg til resten af byen, var nu blot et perifert byggeri med en elendig placering. Og ikke andet. Det var slut med ordene, slut med at vågne op og elske midt om natten, illusionen var brudt: fiskene var igen blevet fisk, morgenen var frygten for endnu en gentagelse af i går, aftenen var bare mørk. ”Jeg fandt et lig på stranden”, sagde Giò. Men sådan er det jo hver dag, hver eneste dag, der er altid et eller andet eller nogen, som spænder ben for noget og ødelægger min dag, svarede Maria Antonia. De så ikke engang på hinanden. Disken var et skævt bord, som hvilede på seks ben, bygget af en jernplade med grøn, grumset maling, otte kasser var bundet sammen med et hul i hver for at vandet kunne løbe ned i spandene, plastikskiltene var ødelagte af kondens og skrevet med sjusket håndskrift. De så ikke hinanden i øjnene, når der skete noget alvorligt, det havde de ikke gjort siden hun mistede et barn for tredje gang, inden hun nåede at føde ham. Dengang havde Maria Antonia haft en formørkelse i øjnene, som Giò frygtede at møde igen, det ville han ikke have kunnet klare, tænkte han, han ville ikke kunne klare at gå igennem det mareridt igen. Siden dengang havde de ikke kigget hinanden i øjnene, hvis samtalen handlede om død eller kærlighed. ”Hvis lig var det?”, spurgte hun uden lyst til at vide det. Hun ville egentlig have fortalt ham om indbyggerne i DF og den barmhjertighed blandet med en smule medynk, de havde udvist, mens de gik frem og tilbage foran disken uden fisk og med isen, som smeltede nede i spandene. Hun ville have fortalt ham, hvordan hun havde følt sig som en soldat, der vogtede et fort i ruiner, længe efter at krigen var slut. Det var ikke nogen herfra, svarede Giò, det var helt sikkert ikke fra DF, men helt sikkert heller ikke fra den her del af havet. En vejfarende, som var gledet med strømmen. En gammel kone spurgte efter muler. Ingen muler, vi har ingen muler i dag, sagde Maria Antonia. Hun prøvede ikke engang at foreslå noget andet. Hun foldede posen sammen, som hun havde taget frem for at putte varen i. Den gamle gik over til disken overfor. ”Kvinde, mand, ung, barn. Hvilket slags lig?”, spurgte Maria Antonia. ”En ung mand”, svarede Giò. ”En fisker, en bølge må have taget ham”. Nej, det var ikke en fisker, han var noget andet. Han prøvede at forklare hende, at han havde træk som én, der kom langt fra. ”Hvilke træk?” spurgte hun uden lyst til at vide det. ”Han ligner ikke os”, sagde Giò, ”han ligner ikke os. En anden race. Sort, men ikke kulsort. En afrikaner måske. Fra et af de dér steder”. Maria Antonia blev færdig med at glatte blæksprutterne ud på strakte tæer, hun bøjede og lagde sig helt ned for at nå den fjerneste kasse ud mod gaden. Hun satte skiltet ned i en blæksprutte, grumset som savl og lagde en anden på skrå for at hejse prisskiltet, som hun havde rettet ved at sætte prisen op, en overmaling med rød tusch over den foregående sorte. Hvis vi skal sælge noget, hvis der virkelig er én eller anden stakkel tilbage, som ikke har fået fisk efter at have gået rundt her hele morgenen, så tjener vi da bare lidt, havde hun sagt til sig selv. Giò åbnede kassen for at tælle beholdningen, da han lukkede den var det som metal, der slår mod tænderne. Det var ikke rigtigt, at forretningerne gik halvdårligt, de gik elendigt. Når de nu ikke levede som to unge forlovede, der bare var desperate for at købe afgangsbilletten til deres kærlighedsflugt, ville de realistisk set med månedens indtjening ikke engang have nok til de mindste fornødenheder. Til gengæld havde de lært at sætte forventningerne gevaldigt ned. Hvis én var blevet født levende, bare én af de tre sønner, så havde de haft et levende vidnesbyrd om deres fiasko gående rundt, sådan tænkte Giò tit over det. Måske var det bedre sådan, tænkte han, uden at han kunne slippe tanken, skammen til trods. ”Frisk, super frisk!”, råbte Giò og det gav genklang som et råb om hjælp med al den kraft det blev slynget ud på det halvtomme marked. Den gamle kone, som ledte efter muler, beklagede sig over det skingre skrig, et par kunne ikke holde et lille smil tilbage. Der er ingen grund til at skrige på den måde, sagde Maria Antonia til ham, det er omsonst nu, tag noget mere is. Og så var der den stilhed, der er, når det drypper fra loftet, det var allerede langt efter frokosttid. ”De fisk, der tæller nu, er allerede på panden”, konstaterede Maria Antonia. Tja, bekræftede Giò opgivende, imens han havde travlt med at få hold på alle de følelser, han havde spredt rundt mellem båden, stranden og politistationen. Der var en pinlig, trist stemning. ”Og hvad skal du nu gøre ved det med den døde”, spurgte hun. ”Ingenting”, svarede Giò. ”Hvad siger politikommisæren, hvad sagde han til dig?” ”At sagen er afsluttet”. Han samlede et klæde op, der var faldet...