Beck Tvillingernes kollaps

1. Auflage 2019
ISBN: 978-87-430-6283-7
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 424 Seiten

Vicepolitiinspektør Carsten Holtze forlod Rigspolitichefens kontor, fuld af spekulationer og frustrationer over samtalen med Rigspolitichefen, Statsadvokaten og Politidirektøren. Man havde besluttet den endelige nedlukningen af afdeling N, for i stedet at oprette en ny gruppe under navnet; specialenhed RISK! Gruppen skulle arbejde ud fra Tårnby Politigård, da beredskabet der, som en følge af den nye politireform, var flyttet til politienhederne Artillerivej, Bellahøj og City. Den nye gruppe skulle koncentrere sig om efterforskning af opgaver dikteret af Rigspolitichefen, og gruppens nye chef, politiinspektør Henrik Duur, kom fra Nordsjællands politi i Frederikssund. En meget dygtig efterforskningschef og med en lang og succesrig karriere indenfor kriminalpolitiet. Derudover var han specielt udvalgt af Udenrigsministeriet til en mission i Iran, i forbindelse med de store uroligheder og angreb på den danske ambassade. Her forhindrede han tre planlagte attentater mod den danske ambassadør, for hvilket han modtog Ridderkorset af Dronningen. Omstændighederne ved udflytningen og etableringen er totalt forvirrende for gruppen og forstærkes af, at deres nye chef slet ikke dukker op som aftalt! Pludselig er gruppen involveret i sager om hestemishandlinger, import af stjålne tyske biler, familiestridigheder, bedrageri i millionklassen og manipulationer på højeste sted indenfor politi og anklagemyndighede og mord! Hektiske dage, hvor efterforskningerne sætter gruppen på overarbejde, presset af tiden og tilfældighedernes spil.

Peter Beck f. 1950 Debuterede som forfatter med sin første bog, spændings romanen Vestlandets Hvide Sne i 2016. I 2018 udkom Gevinstens pris den første i trilogien om afdeling N. "Tvillingernes kollaps" er anden bog i trilogien.

Autoren/Hrsg.

Beck, Peter

Leseproben

Prolog
Selv med den bedste vilje var det svært at få øje på, at de to drenge skulle være tvillinger. Drengene var som nat og dag, den ene lyshåret og med et mildt ansigtstræk, en fin og afstemt næse og smukke buede læber. Kun et lille ar ved det venstre øje skæmmede den kønne lyse dreng, og tydeligst når han blev vred og kneb øjnene sammen, blev arret ildrødt. Den anden mørkhåret og et meget firskårent ansigt, hvor næsen virkede lidt for stor. De smalle læber, næsten som to streger, gjorde ansigtsudtrykket utilnærmeligt. Kun deres kroppe var identiske med bredde skuldre, smalle taljer og den samme højde. Ligeså forskellige i udseende, ligeså forskellige var de i deres væremåde. Den lyshårede havde altid et smilende og åbent ansigt, stik modsat sin broders lukkede og lidt melankolske ansigtsudtryk. Trods forskelligheden var de stort set altid sammen og udtænkte de mest spektakulære planer for deres lege, oftest styret af den mørke tvilling, der af natur var ekstrem dominerende, skinsyg og temperamentsfuld. Farefulde klatringer i skovens træer, koldblodige forceringer af markerne, hvor der opholdt sig enorme fnysene og aggressive tyre. Farefulde skøjteløb på den store sø, hvor isen knagede og vågerne ventede på at tvillingerne skulle falde igennem, hvilket dog aldrig skete, men frygteligt tæt på. I skolen troede deres kammerater, at det var den mørke tvilling de skulle forvente, ville beskytte den lyshårede tvilling, men de fandt hurtigt ud af, at de overhovedet ikke skulle indlade sig på noget slagsmål eller anden ballade med hverken den lyshårede eller hans mørkhårede tvillingebror. Fra første klasse og frem til tvillingerne skulle flytte efter sjette klasse, var de to pot og pande og tillod sjældent deres kammerater at deltage i deres lege eller andre aktiviteter. De havde det bedst når de var alene sammen og hvor der ikke blev diskuteret så meget om, hvem der skulle være ’good guys or bad guys,’ når de legede. Deres helt unikke selvforståelse og viden om hinandens psyke var langt at foretrække, frem for kammeratskab med nogle dompapper, der ikke forstod en skid af noget som helst. Tvillingernes forældre arbejdede mange timer hver dag, moren som ekspeditrice i et varehus inde midt i Københavns centrum, hvortil hun tog afsted klokken syv om morgenen og først var hjemme igen tolv timer efter. Deres far arbejdede som buschauffør og mødte på alle tider af døgnet, og derfor også kom hjem igen på alle tider af døgnet. Tvillingerne var meget overladt til sig selv i det store hus på den stille villavej i provinsflækken Oppe-Sundby. Flytningen fra den store villa i Oppe-Sundby til den fireværelses lejlighed i Ballerup, ændrede på mange måder deres familie radikalt. Først og fremmest som følge af den langt mindre plads i boligen, og mest for tvillingerne, savnet af den store have med æbletræerne, det enorme valnøddetræ, hvor tvillingerne havde bygget en platform, hvor de kunne sidde i timevis og udtænke planer for deres næste leg. Etagebyggeriet i Ballerup var forholdsvis nyt og var nærmest en hel lille landsby med over trehundrede lejemål, og dermed mange, rigtigt mange familier, og en del af dem af anden etnisk herkomst. Støjende, uforståelige og den enerverende stank af eksotiske dufte fra både menneskerne og maden de tilbered morgen, middag og aften var ulidelig. Kimen til fremmedhad byggede sig op i tvillingernes sind. Tvillingernes far var, som følge af udlicitering af rutebuskørslen, skiftet fra sin hidtidige arbejdsplads i Frederikssund til et nyt garageanlæg i Ballerup. Det medførte, om muligt, dårligere arbejdsforhold og til tider skulle han møde to gange om dagen, først meget tidligt om morgenen til op ad formiddagen og så igen midt på eftermiddagen til først på aftenen. Moren fik kortere transporttid til sit arbejde, men ofte tog det lige så lang tid som før, på grund af den intense trafik i Hovedstadsområdet. Tvillingerne var meget alene igen. Tvillingerne gled fra hinanden i deres syvende skoleår, først og fremmest fordi de ikke længere skulle gå i samme klasse, men blev adskilt da den lyshårede skulle i en anden klasse end sin bror. Den mørkhårede begyndte at interessere sig for indvandredrengene og hang ud sammen med dem efter skole og i weekenderne. Den lyshårede var omsværmet af pigerne og opholdt sig stort set altid i ungdomsklubben, hvor der blev danset og snakket musik hver aften. Når tvillingerne endelig var sammen hjemme i lejligheden, hvor de delte værelse, skændtes de konstant om de skulle spille plader eller høre radio og hvor højt musikken måtte spilles. Det blev for meget for forældrene, så de investerede i en sovesofa og flyttede ud af deres soveværelse og ind i stuen. Tvillingerne kunne så få hvert deres værelse. Familien gik langsomt i opløsning igennem tvillingernes sidste tre skoleår. En tid med mange udfordringer for den mørkhårede om, at holde sig ude af kriminalitet sammen med de andre danskere og indvandrende han hang ud med. Den lyshårede charmerede fortsat de unge piger og enkelte af deres mødre, og hans største udfordring var at skaffe penge til de store udgifter til kondomer. Som syttenårige søgte tvillingerne uafhængigt af hinanden ind som konstabler i hæren. Den mørkhårede i Flyvevåbnet og den lyshårede i Livgarden. Tre år gik der, før de mødtes igen. Til deres store overraskelse havde de begge søgt optagelse i Jægerkorpset. Under deres lange og ekstrem hårde uddannelse havde de ingen form for broderlig kontakt, og deres kollegaer og befalingsmænd havde ingen opfattelse af, at de var et broderpar, tværtimod. ***** Det var en stor overraskelse for den lyshårede, at han blev kontaktet af sin bror, kaldet Duen fra deres tid i Jægerkorpset, for at deltage i en hemmelig mission i Iran, som efter sigende kun det danske Udenrigsministerium havde kendskab til. Mødet med hans bror var på ingen måde hjerteligt i forhold til de mange år, der var gået siden de sidst havde haft kontakt. De var hurtigt inde i den militæriske retorik. Fakta og ingen udenomssnak. Duens attitude var enkel. Gør som jeg siger, stil ingen spørgsmål, for du får ingen svar. Den lyshårede havde masser af spørgsmål, men vidste at det ville være meningsløst at gå imod Duens ordre. Missionen i Iran ville tage en måned, højst to. De boede på to forskellige hoteller, klædte sig som turister, opførte sig som sådanne og opsøgte ingen form for selskab, hverken Iranere eller udlændinge. Alt transport skete via forudbestilte taxaer og chaufførerne kendte altid deres bestemmelsessted. Den lyshårede var overrasket over, hvordan hans specielle kuffert med det unikke våben kom igennem kontrollen i Teheran lufthavn, indtil han stod ved bagageudleveringen og så det specielle mærke på kufferten, som han ikke selv havde sat på. Alligevel var han stærkt bekymret, da han gik igennem tolden og følte at alle de Iranske toldere og betjente kiggede mistænkeligt på ham. I ankomsthallen stod en uniformeret person med et skilt; Juliet. Det navn han blev kaldt af kammeraterne i Jægerkorpset. Uden et eneste ord, fulgte Juliet med ud til den holdende bil og en time efter blev han sat af foran Ispinas Hotel på Keshavarz Boulevard i Teheran. Juliet lagde sit pas på disken i receptionen og fik et nøglekort, uden nogen som helst kommentarer fra den smukke kvindelige tørklædebærende receptionist. En yngre uniformeret piccolo ville tage hans kuffert, men et blik fra Juliet fik ham på andre tanker. Værelset på sjette sal var yderst smagfuldt indrettet og Juliets vagtsomme blik faldt på kuverten på det lille skrivebord under fjernsynet. ”Restauranten klokken 20:00”, stod der skrevet med maskinskrift. Duen sad ved et to personers bord i restauranten. Et øjeblik betragtede Juliet sin bror og tidligere kollega på afstand. tre år var der gået siden de sidst havde set hinanden og trods de mange år, havde årene ikke sat deres spor på Duen. Ikke fysisk i hvert fald. Juliet trak stolen ud og satte sig ved bordet. Et øjeblik stirrede de bare på hinanden. Det var Duen der brød tavsheden. “Alt er okay?” “Absolut, ingen problemer.” “Godt!” Duen så sig diskret omkring og mødte så sin brors blik igen. “I denne lille bog,” Duen skubbede en lille sort notesbog hen over bordet til Juliet, “står dine opgaver beskrevet med nogle koder som kun du og jeg kender, men ikke giver mening i fremmedes hænder. Alt er beskrevet som jeg ønsker det udført, alt!” Juliet ville åbne den lille bog. “Ikke...