Degn Martin Krylovs dagbog

1. Auflage 2025
ISBN: 978-87-430-2399-9
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 104 Seiten

Martin Krylovs dagbog er en lejesoldat og pelsjægers øjenvidneberetning om en farefuld færd, begyndende med tilstedeværelsen ved den svenske kong Karl XIIs død i Norge i 1718 under den Store Nordiske Krig, efterfulgt af årene som deltager i Vitus Bering-ekspeditionerne øst for Sibirien og frem til tiden omkring 1741, hvor kejserinde Elisabeth af Rusland afsætter den unge tsar Ivan VI og overtager tronen ved en paladsrevolution. Dagbogsfragmentet beskriver Martin Krylovs møde med fremmedartede kulturer og historiske personligheder fra første halvdel af det 18. århundrede, og de fleste officerer, lærde folk og standspersoner, nævnt i dagbogen, har vist sig verificerbare. Dagbogen består af tidsmæssigt spredte indføringer i perioden fra 1718 til 1743 og dækker to begivenhedsrige faser af Martin Krylovs liv: Først som lejesoldat i den svenske hær i den Store Nordiske Krig og krigsfange i Sibirien, og dernæst Krylovs forbliven i Sibirien efter løsladelse fra krigsfangenskab og tvungen deltagelse i Vitus Berings Kamtjatka-ekspedition, og i Martin Spangbergs udforskning af Kurilerne og de japanske kyster. Dagbogen følger Krylov gennem et strabadserende liv fra ung lejesoldat til fuldvoksen pelsjæger og giver indblik i hans refleksioner over oplysningstidens idealer om fornuft og frihed for den enkelte, og pietisternes tro på et fromt liv i næstekærlighed, stillet overfor den russiske statsmagts behandling af den sibiriske befolkning, fra Sibiriens hovedstad, Tobolsk i vest, til det oprindelige folk ved Lenaflodens bredder, de etniske jakuter i øst, og deres form for shamanisme og tro på ånder og naturens kraft. Beretningen spænder over 25 år, hvor Martin Krylov deltager i vigtige kulturhistoriske begivenheder på sin lange rejse til russisk Fjernøsten, før han omsider beslutter sig for at vende hjem til fædrelandet Danmark efter at have levet i Rusland under seks af tsarvældets herskere fra Peter den Store til tsarina Elisabeth.

Autoren/Hrsg.

Degn, Hans

Leseproben

1718-1743

Strømstad den 3. juli 1718

Da jeg blev hvervet som svensk soldat, ck jeg løfte om, at jeg ikke skulle kæmpe mod min danske konge. Det løfte blev snart brudt. Nu er jeg med i et felttog mod Norge, men hvad kan jeg gøre? I en uge har jeg sammen med 500 andre slæbt et skib 1 mil over land gennem skov og sump og søsat det i Iddefjorden. Skibet kunne ikke komme ind i fjorden gennem Svinesund, fordi sundets indsejling bestryges af norske kanoner.

Der ligger 11 skibe i Strømstad, der skal slæbes samme vej. Det er til alt held godt vejr, men forplejningen er ringe. Vi bliver sultet samtidig med, at vi skal arbejde hårdt. En gang, da jeg var ved at falde om af udmattelse, undslap der mig en uforsigtig bemærkning om svenskekongens krigsgalskab. En svensk kaptajn hørte det. Han så vist på mig, men sagde ingenting.

Strømstad den 10. juli 1718

Min kaptajn spurgte mig i dag, om jeg kan håndtere en musket. Jeg svarede, at jeg regnes for en god skytte med en jagtbøsse, men en musket har jeg aldrig afyret.

“Det kan du snart lære,” sagde han, “du skal overføres til garden og være musketer under kaptajn Hamiltons kommando.”

Jeg svarede, at jeg hellere vil tage mit eget liv end skyde på mine landsmænd. Han svarede, at jeg straks skulle melde mig til garden, så kunne jeg se, om min selvmordstrussel gjorde indtryk der.

Strømstad den 1. august 1718

Da jeg ck udleveret min mundering efter overførslen til garden, ck jeg en gammel slidt kappe med nogle sære kugleformede messingknapper. Løjtnanten, som udleverede den, fortalte mig, at den havde tilhørt kongen. Han skal have brugt den under sit ridt fra Tyrkiet. Jeg undrede mig over, at det netop skulle være mig, der ck kongens abagte kappe. Løjtnanten sagde, at årsagen var, at den lå øverst i bunken.

Han spurgte så, om jeg havde set kongen og ville kunne genkende ham, hvis han stod foran mig. Jeg svarede, at jeg har set kongen bere gange under hans inspektioner. Han er en høj, mager, halvskaldet mand. Han går ikke med paryk, som generalerne gør.

Strømstad den 2. september 1718

I dag er det min 25 års fødselsdag, måske min sidste. Det må gå, som det kan. Jeg nærer ingen frygt. Guds vilje ske.

Fredriksten den 20. november 1718

Den norske hær har trukket sig tilbage over Glommen og fæstningen Fredriksten med tre foranliggende skanser er omringet af den svenske hær. Belejringen ledes af oberstløjtnant Maigrét, og kongen overvåger selv, hvad der sker.

Kanoner og ammunition er blevet sejlet over Iddefjorden og er ved at blive halet op på en stejl bakke, der ligger lige overfor skansen Gyldenløve.

Fredriksten den 27. november 1718

Efter at skansen Gyldenløve var blevet beskudt med kanoner i tre dage og nætter, faldt en del af muren ned og skansen blev stormet. Kongen var den første til at sætte fod på skansen. Han er ganske frygtløs, og man siger, at han er hård mod skud. De kugler, der rammer ham, preller af og glider ned i hans støvler, men det er vist overtro.

Da skansen Gyldenløve var taget, blev det muligt for ingeniørsoldaterne at grave en løbegrav langs med fæstningen. Selvom arbejdet foregik om natten, blev mange af soldaterne dræbt af musketkugler fra fæstningen.

Fredriksten den 1. december 1718

Jeg lå i går aftes med min musket på løbegravens brystværn. Da det var blevet mørkt, kom kongen efterfulgt af nogle oecerer ind i løbegraven og gik hen til det sted, i kort afstand til højre for mig, hvor indgangen til den nye fremskudte linje var. Nogle af oecererne hjalp kongen til at klatre op på brystværnet, hvor han lagde sig for at iagttage udgravningen af den fremskudte linje. Kongen lå med overkroppen synlig, endskønt der fra fæstningen udgik en stærk musketild, og stedet var oplyst af brændende begkranse. Da kongen havde ligget stille et stykke tid, opstod der tumult blandt de oecerer, der stod i dækning i løbegraven under kongens fødder. Nogle forlod stedet og kom senere tilbage med en båre. De trak kongen ned fra brystværnet og anbragte ham på båren. De syntes derefter at blive rådvilde.

Efter nogle øjeblikke kom en løjtnant over til os og sagde, at general Schwerin havde befalet ham at rekvirere to soldaterkapper fra musketererne. Min sidemand og jeg, som stod nærmest, måtte da aføre os vore kapper og give dem til løjtnanten, som gik tilbage og dækkede kongen med dem.

Kongens hovedbeklædning blev fjernet og erstattet med en oecers paryk og hat. Jeg tror, de tilhørte generaladjudant Sicre.

Jeg var da sikker på, at kongen var død, og man ville forsøge at holde det hemmeligt.

Efter at kongen således var blevet formummet, kom løjtnanten igen over til os og rekvirerede 12 mand, også jeg blev udpeget.

Vi fulgte løjtnanten over til båren. Da vi kom der, overhørte jeg en samtale mellem oberstløjtnant Maigrét og generaladjudant Sicre, som talte sammen på fransk, øjensynligt i vished om, at ingen af de menige soldater, der var til stede, forstod dette sprog. De talte om retningen af den kugle, der havde ramt kongen, og de var uenige. De mente begge, at kuglen var gået ind gennem kongens ene tinding og ud gennem den anden, men Maigrét mente, kuglen var kommet fra venstre og Sicre mente, den var kommet fra højre. Maigrét forklarede, at han kunne se på sårenes beskafenhed, at kuglen havde ramt fra venstre, men Sicre holdt på sit.

Efter en kort tid indfandt kaptajn Carlberg sig, og han beordrede os til at følge efter ham med båren.

Sikkert for at undgå opmærksomhed ledte han os ad en lang, vanskelig vej udenom stillingerne. På et meget stejlt sted var kongens lig nær ved at glide ud af båren. Hans hoved blev synligt, og alle kunne tydeligt se, hvem den døde var. Vi ankom endelig til det hus i Tistedalen, hvor kongen havde opslået hovedkvarter og blev beordret til at sætte båren midt på vejen.

Kaptajn Carlberg gav os hver især en mindre sum penge og formanede os om ikke at omtale, hvad vi havde set.

Vi to, der havde afgivet vore kapper, kunne ikke få dem tilbage. Jeg spurgte da kaptajn Carlberg, om jeg måtte skære knapperne af min kappe og tage dem med, da de var hjemmegjorte af min salig far og havde siddet på hans soldaterkappe. Dette tillod kaptajnen.

Efter at vi havde takket for pengene, vendte vi tilbage til vores kompagni. Der lå nogle faldne soldater, og jeg tog en god kappe fra en af dem. Jeg har nu fattet håb om at slippe fra denne krig med livet i behold. Belejringen af Fredriksten er blevet opgivet, og vi skal marchere bort i morgen.

Uddevalla den 25. december 1718

Da vi drog bort fra Fredriksten med kongens båre, var der en voldsom snestorm. Jeg så mange soldater dø på vejen af kulde og udmattelse.

Vi nåede til Uddevalla den 13. december og kongens lig blev lagt i en egekiste. Samtidigt blev krigskassen tømt, og hvis rygtet taler sandt, blev pengene fordelt mellem de højeste oecerer. Dette skete for at oecererne skulle støtte, at kong Karls søster, Ulrika Eleonora, blev hans efterfølger på tronen.

På en feltrigsdag på torvet blev hun hyldet som Sveriges nye dronning. Hendes gemal arveprins Fredrik af Hessen gebærder sig, som var han konge af Sverige.

Stockholm den 20. februar 1719

I dag overværede jeg halshugningen af kong Karls førsteminister von Görtz. Jeg så, at delinkventen havde et blindt øje. Gud være hans sjæl nådig og min med. Kongens død har mange følger. Von Görtz var ilde lidt, fordi han udskrev hårde skatter for at skafe penge til at betale for kongens krigsførelse. Han blev syndebuk, mens kongen blev hyldet på trods af sine tabte krige.

Hvis jeg var blevet dødsdømt, ville jeg nok være blevet hængt, ikke halshugget.

Stockholm den 26. februar 1719

Kong Karl XII blev bisat i Ridderholmskirken i dag. Jeg er blevet permitteret uden løn. Rygtet om krigskassen talte sandt. Der er ingen penge til at betale soldaterne. Da Frederik af Hessen har forlangt, at de høje oecerer, der delte krigskassen efter kongens død, skal betale pengene tilbage, kan de heller ikke betale deres skyldighed.

Jeg har pantsat knapperne fra min kappe for en ringe sum. Jeg ville have fået mere, hvis der ikke havde manglet én i et dusin.

Der går rygter om, at den øverstbefalende for artilleriet, generalmajor Carl Cronstedt, havde noget at gøre med kongens død. Da arveprins Frederik delte ud af krigskassen, ck Cronstedt 4000 daler sølv. Alle andre oecerer af samme rang ck kun 800 daler.

Jeg har tænkt på den samtale, jeg overhørte mellem Maigrét og Sicre, da kongen lå på båren. De må begge have vidst, at som kongen lå på...