Jacobsen Hvem kan gøre en dukke fortræd?

1. Auflage 2025
ISBN: 978-87-93578-69-2
Verlag: Mikroforlaget Apuleius' Æsel
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 172 Seiten

Hvem kan gøre en dukke fortræd indeholder indeholder 11 noveller, der alle handler om den svære overgang fra barn til voksen. I det sære ingenmandsland, hvor man hverken er rigtig barn eller voksen, er de voksnes tale fuld af hemmeligheder og fremmedheden sniger sig umærkeligt ind. Dunkle trusler lurer overalt, og den voksende erkendelsesevne får ubønhørligt den trygge barneverden til at krakelere. Denne del af barndommen rummer dybder, som dramaer er skabt af, men set i bakspejlet får dramaerne ofte en humoristisk drejning. Hvem kan gøre en dukke fortræd? er Sten Jacobsens anden novellesamling.

Sten Jacobsen er cand.mag. i samfundsfag og historie og har været gymnasielærer fra 1978 til 2015. Sten Jacobsen har i 2025 i alt udgivet 7 skønlitterære bøger på forskellige forlag. Driver sammen med sin kone Viveca Tallgren forlaget Apuleius' Æsel.

Autoren/Hrsg.

Jacobsen, Sten

Leseproben

Kun en dukke

Jeg sad i dagligstuen og læste min avis, da Rebekka kom ind til mig og kravlede op på mit knæ. Som altid, når Rebekka kom, foldede jeg avisen sammen og lagde den fra mig på sofabordet. Vi sad og holdt om hinanden, og der var helt stille i stuen. Sollyset faldt lavt ind gennem ruderne og tegnede langstrakte mønstre på gulvet. Camilla stod ude i køkkenet. Det var hendes dag, og duften af stegte rødspætter begyndte at brede sig.

”Far,” mumlede Rebekka med ansigtet begravet i min trøje. ”Susanne er død.”

”Hvad siger du?” spurgte jeg.

Rebekka havde en klassekammerat, der hed Susanne.

”Susanne-dukke selvfølgelig,” sagde Rebekka. ”Det er Susanne-dukke, der er død!”

”Hvad mener du?” spurgte jeg.

”Ja, hun er død. Ved du ikke, hvad død er?”

”Selvfølgelig ved jeg det, men hvad mener du med at Susanne-dukke er død? Er du blevet træt af hende?”

”Nej! Hun er død. Hun lever ikke mere.”

Henne ved vinduet forsøgte en sensommerflue summende at finde vej ud i det fri. Ude i køkkenet var Camilla begyndt at nynne.

”Hvad er der sket med hende?” spurgte jeg.

”Hun faldt ud af vinduet,” svarede Rebekka. ”Jeg altså sagt, at hun skulle holde sig væk fra vinduet, men hun ville ikke høre. Susanne har altid været så vild.”

”Jamen, hvordan er hun kommet til skade?”

”Hun har mistet hovedet og den ene arm. Hun ligger nede i gården, men det er altså ikke min skyld. Når man ikke vil høre, må man føle! Er det ikke også rigtigt, far?”

Som lille var Rebekka et livligt barn. Det var tydeligt allerede fra starten. Jeg var med til fødslen. Camilla lå og skreg, og selvom jeg måtte holde hende i hånden, kunne jeg tydeligt se Rebekkas hoved, da det dukkede frem. Der lød et vræl, og kort efter blev Rebekkas lille blodige krop lagt op på Camillas mave.

Der gik ikke lang tid efter, at de havde klippet navlestrengen, før Rebekka lå og suttede på Camillas bryst.

”Ja, hun ved nok, hvad det drejer sig om!” sagde jordemoderen.

Hvad skal jeg ellers sige? Dagene gik med Rebekka i centrum, og hvor vi end kom hen, blev hun beundret.

”Ja, hende kommer I ikke til at kede jer med,” fik vi at vide, og det var så sandt, som det var sagt. Rebekka var mere end livlig, og hvor hun end kom, lykkedes det hende at gøre sig til situationens naturlige midtpunkt. Hun flirtede med folk i bussen, drog veninder ind i sine lege, og i det hele taget var der altid legekammerater omkring hende. Sådan var det de første mange år.

Jeg sad fortabt i mine tanker, da Rebekka spurgte: ”Far, hvad skal vi gøre med hende?”

”Hvad mener du?”

”Hun ligger jo nede i gården.”

”Ligger Susanne nede i gården?”

Rebekka nikkede stumt.

”Skal vi to så ikke gå ned og se til hende?” spurgte jeg.

”Jo,” sagde hun med klar røst og sprang ned fra mit knæ.

Dukken lå neden for Rebekkas vindue.

Vi bor på tredje sal, så selvfølgelig ville en dukke, der faldt så langt ned, tage skade. Men nu var Rebekkas dukke af plastik, og jeg havde ikke forestillet mig, at den ville være særlig skrøbelig. Måske var det forståeligt nok, at hendes hoved kunne blive skilt fra koppen ved mødet med gårdens asfalt, og det samme med den ene arm, der lå flere meter væk. Men at hovedet skulle have et flere centimeter dybt hul, der lignede et hul som efter et hammerslag, kunne jeg ikke forstå.

Rebekka tog min hånd, og vi stod et stykke tid og betragtede de sørgelige rester.

”Ja, der er jo ikke meget dukke tilbage,” sagde jeg.

”Jeg sagde jo, at hun var død.”

”Er du meget ked af det?” spurgte jeg.

”Hun var så irriterende,” svarede Rebekka. ”Hun var altid så vild. Og så skulle hun altid drille.”

”Drille?”

Rebekka nikkede.

”Hun drillede altid.”

”Hvordan drillede?”

”Hun ville altid lege vilde lege, og når jeg sagde, at jeg ikke havde lyst, sagde hun, at jeg var kedelig, og at der ikke var nogen, der gad lege med mig. Hun skulle altid lege de lege, som jeg ikke kunne lide.”

”Jeg tror ikke, at det er muligt at lappe hende sammen,” sagde jeg.

Rebekka rystede på hovedet.

”Nej,” sagde hun. ”Det tror jeg heller ikke.”

”Hvad synes du, at vi skal gøre med hende? Skal vi begrave hende?” spurgte jeg.

Rebekka så på mig med sine store øjne.

”Vi kan vel bare smide hende i skraldespanden,” sagde hun, og så bukkede hun sig ned, samlede resterne af dukken op og bar dem hen i skralderummet.

De første år var Rebekka ikke kun et livligt, men også et meget harmonisk barn. Hun var umiddelbar og tryg i forhold til sine omgivelser.

Når det en sjælden gang skete, at vi fik fat i en babysitter, viste Rebekka sig som et åbent og tillidsfuldt barn. I det øjeblik babysitteren trådte ind ad døren, kom Rebekka hende i møde med en af sine bamser i favnen. Så rakte hun bamsen til babysitteren og kontakten var etableret. Og når vi så kom hjem, fik vi altid at vide, at alt var gået godt, og Rebekka virkede glad.

Rebekka fik dukken til sin 3-års fødselsdag. Det var Camillas ide. Hun mente, at det var godt for Rebekkas udvikling, hvis hun skiftede sine bamser ud med en dukke.

Rebekka virkede ikke overvældende glad for dukken, og i hele to år lå den i den store legekasse uden et navn.

Camilla undrede sig over hendes adfærd, og jeg tror egentlig, at hun var plaget af bekymringer om, at der skulle være noget galt med Rebekka.

Men hun sagde det aldrig højt, og jeg spurgte ikke.

I virkeligheden har Rebekka ikke altid heddet Rebekka. Den solskinsdag, hvor Camilla inde på Rigshospitalet fødte hende, fik hun navnet Susanne Nielsen. Og i de første mange år var hun da også vores egen lille Sus. Det jeg nu skal fortælle, begyndte da Rebekka-dukke kom ind i billedet. Som før nævnt havde Susanne i et par år haft sin dukke liggende i legekassen, da hun pludselig begyndte at interessere sig for den. Helt uventet kom hun en dag ind i stuen med sin dukke i hånden.

”Far,” sagde hun. ”Vi skal døbe hende. Hun har jo ikke fået noget navn. Vil du godt være præsten?”

Så stod vi ude over vaskekummen i badeværelset. Jeg kom vand i hovedet på dukken, og i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn døbte jeg hende.

”Hvad skal barnet hedde?” spurgte jeg.

”Rebekka,” svarede Susanne, og så havde Rebekka-dukke fået sit navn.

Både Camilla og jeg var glade for, at hun tilsyneladende var begyndt at få normale pigeinteresser. Men glæden varede kun kort.

Efter Rebekka-dukkes dåb, legede Susanne med sin dukke hver eneste dag, og inde fra stuen kunne Camilla og jeg følge med i, hvordan legen udviklede sig.

Susanne ville have Rebekka med i alt, hvad hun foretog sig, og langsomt begyndte legene at ændre karakter. Først var Susanne optaget af at klæde hende af og på. Hun var den opmærksomme mor, der tog sig af sit barn, snakkede blidt til hende, madede hende og kælede for hende, men i Susannes fantasi kom Rebekka mere og mere til at ligne en domineret legekammerat. Camilla var bekymret over den udvikling legene tog, og jeg var det måske også, men vi snakkede aldrig om det. Imens gik udviklingen sin skæve gang. Det var, som om Susanne forsøgte at drive Rebekka ud, hvor hun blev allermest skræmt. De skulle gå på line over afgrunde, springe ned fra høje træer og foretage nattevandringer på kirkegårde. Og så var der legene i mørke kældergange. Vi kunne høre, hvordan Susannes stemme skiftede mellem det skrapt kommanderende og det pibende usikre. Alt for ofte endte det med, at Rebekka brød ud i gråd, mens Susanne fortsatte med at skælde ud. Deres leg blev mere og mere konfliktfyldt, og det skete, at Susanne kom stormende ind i stuen for at klage sin nød.

”Far,” klagede hun. ”Hvad skal jeg stille op med Rebekka? Hun tør bare ingenting! Hun er så bange af sig. Det er altså ikke spor sjovt!”

”Der skal to til en leg, Susanne,” sagde jeg. ”Du må lære at leve med, at ikke alle er ligesom dig. I bliver nødt til at finde på noget, som I begge to synes om?”

Det var tydeligt, at Susanne ikke brød sig om mit svar.

”Hun er altså så kedelig,” sagde hun og stampede i gulvet. ”Jeg vil have en anden dukke, vil jeg!”

Men en anden dukke fik hun ikke, og inde fra stuen kunne vi høre, hvordan Susanne kommanderede....