Kovács Skønne Elena

1. Auflage 2023
ISBN: 978-87-430-6745-0
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 178 Seiten

Skønne Elena sprudler af livsbekræftende kærlighed og erotik. Italienske Elena giver Peter fra Århus et lift, da han blaffer i Italien i sommeren 1971. De to - på mange måder - voksnes møde udvikler sig til et varmt erotisk forhold, der udfordrer kærlighedens grænser plus omgivelsernes normer. Elena og Peter holder en intens sommerferie sammen og mødes endnu en gang i slutningen af året med hver deres forventninger til fremtiden. Skønne Elena er fuld af inspirerende frihed og sanselig livsappetit. Af eufori og sextase. Bogen emmer af østrogen og testosteron. Alt sammen i en personlig, kulturel og politisk brydningstid. I et eksplosivt krydsfelt mellem varm idealisme og nøgtern realisme. Skønne Elena er en raffineret og intens oplevelse for alle sanser. Den er fuld af empati og underfundig charme. Bogen er skrevet til DIG og til den, som DU VIL ELSKE med.

Peter Kovács, der er cand. jur. og HD(O) & HD(U), har været direktør for et af Nordeuropas største oversættelsesbureauer igennem tredive år. - Er siden 2016 formand for Bankkundernes Landsforening. Foruden "Skønne Elena" er Peter K. forfatter til debatbogen: Banker og Bankkunder

Autoren/Hrsg.

Kovács, Peter

Leseproben

Sommeren 1971
På en rasteplads mellem den schweiziske grænse og Milano kom jeg i længere småsnak med en kvinde. Hun havde set slagordet ”Make Love Not War” plus det lille - diskrete - danske, norske og svenske flag på min rygsæk. Hun havde en Mao-kasket med den femtakkede røde stjerne på hovedet. Kvinden var, så vidt jeg kunne se, i midten af tyverne. Lidt ældre end jeg. Hun spurgte på overrumplende godt engelsk (med en ubetydelig men ganske charmerende italiensk accent), hvor længe jeg havde blaffet, og hvad jeg havde set på vejen ned gennem Europa. ”Jeg har ikke været i Skandinavien”, sagde hun, ”men Amsterdam, Brügge og Strasbourg kender jeg. - Det samme gælder selvfølgelig Paris. Fint, at du besøgte disse byer. Meget fint. De er usædvanligt smukke.” Hun så mig dybt i øjnene og rakte mig en varm hånd: ”Elena fra Milano”. ”Peter fra Århus. Den største by på den jyske halvø”, svarede jeg, som jeg plejede at gøre i udlandet. - ”På italiensk hedder jeg Pietro”. ”Vent lige” sagde hun, mens hun smilede og gik ind i rastepladsens cafeteria. Efter nogle få minutter var hun tilbage sammen med en fyr og endnu en kvinde. Begge, ligesom Elena, med en Mao-kasket på hovedet. ”Det er Bruno min lillebror, og det er” - Elena tøvede et øjeblik - ”min storesøster Claudia. Vi vil gerne give dig et lift til Milano.” Det passede mig særdeles fint. Det var en relativ lang tur i den helt rigtige retning. Hertil kom, at det ville blive mørkt i løbet af cirka to timer. Det var ikke let at tomle om aftenen, og jeg ville gerne undgå at overnatte på en af rastepladsens bænke. Jeg havde som hobby lært ganske meget italiensk. Havde gået et par år på aftenskole plus tidligere liftet i Italien. Jeg kunne klare en almindelig dialog. Hertil kom, at vi kunne vælge at tale engelsk. Vi havde min gode - og Elenas super gode - engelskkundskaber i baghånden. ”Jeg skal sydpå” - forklarede jeg på italiensk - ”kan ske til Rom …. eller eventuelt til Napoli …. måske endog helt til Sicilien”. Stemningen var god i den velholdte og ganske store bil. Samtalen drejede hurtigt - som det var normalt blandt studenter dengang - ind på politik. Jeg fik bekræftet, at Bruno, der var på min alder, var maoist. Det samme gjaldt hans to ældre tvillingesøstre Elena og Claudia. - Grunden til, at Elena havde kaldt Claudia for sin ”storesøster” var (fandt jeg ud af nogle dage senere) at hun var født tyve minutter før Elena. Da jeg blev spurgt om, hvilket parti jeg var medlem af, fortalte jeg, at jeg stemte på Socialdemokratiet, men ikke var partimedlem. ”Det er ikke godt. Slet ikke, men Du er ikke totalt afsporet, ligesom den klovn, som vi gav et lift forleden. Han var højst treogtyve år gammel og allerede konservativ og forstokket. - Føj for helvede. - Han var arbejderklassens fjende. - Kapitalens nyttige idiot”. Bruno ville godt acceptere, at de skandinaviske socialdemokrater var - sådan lidt - blegrøde. ”De har rod i marxismen”, indrømmede han tøvende, ”men de er revisionister og højreafvigere”. Han lavede en hurtig analyse: ”Egentlig værre end trotskister. De socialdemokratiske partier i Skandinavien fungerer som det kapitalismens krykker. Socialdemokraterne lader sig udnytte. I stedet for den sande og rene socialisme, ville Olof Palme (Bruno kendte ikke Jens Otto Krag) det umulige: En kapitalisme med et menneskeligt ansigt”. De tre maoister rystede på hovedet, smilede hånligt og gentog i kor: ”En kapitalisme med et menneskeligt ansigt. Hvor absurd - chè assurdo - den slags findes jo slet ikke. Det er en åbenlys selvmodsigelse”. Vi snakkede også om hippiebevægelsen. ”Hippierne”, mente Bruno, ”har ingen klassebevidsthed. De er asociale egocentrikere. Mentale småborgere. Dekadente hedonister. Forkælede overklassebørn. Pseudo-venstreorienterede salonanarkister. Plus noget, der er endnu værre: Uorganiserede og udisciplinerede dagdrivere uden revolutionært potentiale”. Well, den gode stemning blev ikke ødelagt. Der var håb for mig. Især da Elena indskød selvsikkert: ”Jeg kan gøre dig til maoist i løbet af én måned”. Jeg overvejede at svare: ”Det lyder ambitiøst. Meget ambitiøst. Du risikerer, at jeg gør dig til socialdemokrat i løbet af to uger”, men nøjedes med at protestere spagfærdigt. Min intuition sagde, at det var strategisk klogt at lade hende beholde håbet. Efter en time fornemmede jeg, at jeg var meget heldig. Og efter et døgn vidste jeg, at jeg havde vundet blaffernes hovedgevinst. Jeg havde planlagt (hvis jeg i hele taget fik et lift dén sene eftermiddag) at tage fra motorvejen ind til Milano for at overnatte på et vandrerhjem, men blev - på datidens temmelig ægte hippie-manér - inviteret hjem til maoistfamilien. De boede i en tre etagers, meget flot (men ude fra påfaldende anonym) villa. Det store hus havde hverken et husnummer eller et navneskilt, men indvendig manglede der slet ikke noget. Villaen var smagfuldt indrettet med malerier på væggen, ægte tæpper på gulvet og - ja, også dét - et Steinway i en af de store stuer. Villaen lå i et af Milanos velhaverkvarterer med udsigt over en stor og meget velplejet park. Bruno, Elena og Claudia boede, som det var normalt dengang i Italien, stadig hjemme. Forældrene var (for at undgå sommerens værste varme) i familiens sommerhus på den schweiziske side af Lago Maggiore. Mine maoistvenner havde været sammen med dem i nogle dage og havde så samlet mig op i morens bil, på vej tilbage til Milano. Elena gav sig meget god tid til at vise mig villaens gæsteværelse med det tilhørende badeværelse. Hun åbnede for hanen i håndvasken og følte (temmelig overflødigt) efter om vandet var behageligt varmt. Sådan som jeg husker, kiggede hun mig i dybt i øjnene, og tøvede i nogle lange sekunder efter vi var færdige med de mange praktiske detaljer. Det var som om hun ville sige et eller andet …. men lod være. Jeg lagde rygsækken ved siden af sengen, takkede for maoisternes luksuøse husly og gik med Elena ned til villaens store, velindrettede og moderne køkken. Vi spiste. Drak et enkelt glas vin og hyggede os. Efter vi var færdige med aftensmaden, flyttede vi ud på terrassen ved husets bagside. Vi delte resten af den første flaske og Bruno åbnede yderligere to flasker. Vi begyndte at analysere, hvordan vi kunne gøre verden meget bedre. Jeg lod være med at nævne foråret i Prag og oprøret i Ungarn og holdt mig til emner, som jeg regnede med, at vi kunne enes om: ”Sympatisk af Salazar, den lede fascist, at krasse af sidste år. - Han burde have gjort det for længe siden. - Eller endnu bedre: Han burde have været en klat på et lagen. (Hørt!) - Det samme gælder Generalisimo Francisco Franco, Spaniens Führer. Ja, hverken Salazar eller Franco burde være født”. (Rigtigt!). ”Ad helvede til med Papadopoulos”. (Den lede kupmager!!). ”Fint, at studenterne tvang general de Gaulle - den afdankede aristokrat og militarist - til at gå på pension. (Den slags skal vi have mere af. Ad helvede til med den imperialistiske franske hærs ”gloire”). Nixon er et racistisk ”asshole”. En - føj for helvede - højreorienteret republikaner. Storkapitalens opvarter. Våbenindustriens og racisternes servile lakaj og nikkedukke …. Han begår krigsforbrydelser i Vietnam”. (Fuld enighed!). Jeg rullede mig helt ud: ”Tricky Dick er en imperialist og neokolonialist. Det militærindustrielle kompleks’ ”puppet on a string”. Hans krig er helt fremmed for dansk mentalitet. - I Danmark er der ingen racister. - Absolut ingen. - Vi er heller ikke militarister. - Vi er et fredselskende folk. - Vi, danskere, vil forsvare os på samme måde, som et pindsvin, men vi vil aldrig deltage i en angrebskrig. - Vi vil ALDRIG sende soldater til udlandet”. ”Jeg er militærnægter - Jeg vil ikke være soldat. - Soldater er mordere”, skyndte jeg mig at indskyde for at styrke min politiske troværdighed og for at vise, at jeg er en pacifist, der meget venstreorienteret (plus ganske intellektuelt) kunne citere Kurt Tucholsky …. Bruno, Elena, Claudia og jeg havde derefter en saglig meningsudveksling om mon portugiserne ville blive maoister eller demokrater i kølvandet på Salazars død. Vi talte også om Maria Magdalenas og Jesus Kristus' følelsesliv. Det var Bruno, der bragte emnet på banen. Han havde...