Wied Knagsted

Billeder fra Ind- og Udland
1. Auflage 2019
ISBN: 978-87-430-3588-6
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 228 Seiten

Eks-Toldkontrollør Knagsted arvede i "Livsens Ondskab" et betragteligt beløb efter den svagelige konsul Mørch. Nogle af disse penge har han brugt på at leje sig ind hos to søstre i København, og har bl.a. fået et "med mere", som viser sig at være et lyserødt toilet, naturligvis med træk og slip. Efter at have set sig ond på en rødhåret andenrangsdigter og nogle mandhaftige almuelærerinder, beslutter Knagsted at invitere sin ven og modsætning overlærer Clausen på kurophold i Karlsbad. Bogen kredser omkring denne rejse, hvor Knagsted spolerer Clausens syn på Unter den Linden i Berlin, Den Tyske Kejser, seksuel anstændighed overfor 15-årige piger, Raphaels Madonna i Dresden, selskabelighed overfor andre rejsende danskere, og naturligvis hvordan man kurtiserer i Nordsjælland.

Autoren/Hrsg.

Wied, Gustav

Leseproben

I
Villa Rørholm, København, 6te Maj. Kære Overclausen! Du har flere Gange i Vinter slået på, at Du, når det, i Følge Almanakken, som ingen Djævel længere tror på, blev Sommer, vilde ud og lufte dit pædagogiske Skelet. Nu har en forrykt Læge rådet mig til at frekventere Karlsbad. Min Mave har jo længe, ligesom Agerbruget og Fruentimmerne, ikke været som den burde. Du véd, jeg har fortalt Dig, at den — nå, Du ynder ikke Detailler, men, kortsagt, Livet er hårdt! Naturligvis anser jeg en Karlsbaderkur for Humbug. Men da også jeg føler Trang til i nogen Tid at se andre Dyr og Mennesker, rejser jeg. Vil Du med? Jeg påtager mig herved med Navns Underskrift at bringe dine sentimentale Knogler tilbage til Gammelkøbing. Levende eller døde! Og skulde Du for Øjeblikket ikke sidde inde med den fornødne Driftskapital, skønt Gud og Hvermand véd, at Du er en af Gammelkøbings værste Pugere, er jeg villig til at forstrække Dig. Dog inden for visse Grænser! Jeg har tænkt mig at ville betale alle Transportomkostningerne, Overvægt, Droske og Sporvogn iberegnet. Men Mad, Drikke, Logi og Kvindegunst må Du selv bestride. Som de Gentlemen, vi er, rejser vi selvfølgelig på første Klasse. Men det rager jo altså ikke Dig! Vi starter fra Københavns skønne Hovedbanegård i Dag 14 Dage Morgen 1010. Ophold i Berlin og Dresden; og derpå videre fort over Bodenbach til Humbugsstedet. Vil Du altså med? Svar udbedes pr. omgående. Alt unødvendigt Vrøvl frabedes! Din hengivne H. P. E. Knagsted. »Villa Rørholm« ligger ude på en af de små frederiksbergske Sideveje godt gemt i en stor gammel Have med et mudret og slimet Vandhul i Midten. I Vandhullet gror der i gode Somre foruden Rølliker og Andemad en lille, nydelig Skov på en tre-fireogtyve lange, blegsotige Rørplanter (heraf vel Villaens Navn), samt fem Åkander og en Svane. Både Svanen og Åkanderne er af Blik og males hvert Forår omkring Pinse. Åkanderne er fastgjort med Blomst og Blade på lange Pinde, som bores ned i »Søens« Bund . . . og Svanen svømmer på en Træbrikke, der ved Hjælp af Sten og Kæder holdes flydende et Par Tommer under Vandskorpen. Det hele ser særdeles pynteligt ud. Og når man basker kraftigt i Vandet med en Stage, bevæger både Dyret, Blomsterne og Rørene sig på en overordentlig livagtig Måde. — Knagsted havde foreslået Husets Ejerinder at anbringe en Diana med hævet Lanse på Søens ene Bred og på den anden et mekanisk Rådyr, der kunde trækkes op og springe rundt og forsvinde ind mellem Ribsbuskene. Og Damerne interesserede sig stærkt for Projektet. — — Men det var nu virkelig en herlig Have med store, grønne Plæner og vældige Træer og en bred skyggefuld Nøddegang langs Vejen. Og Huset selv var lunt og hyggeligt: en lang, okkergul, enetages Længe med stor trefags Midterkvist, rødt Tegltag og Slyngroser om de perlefarvede Døre og Vinduer. I Stuen boede Ejerinderne, to gamle Provstefrøkener Paludan, Caroline og Emmy. Og på Kvisten boede »Esau« Knagsted, kaldet »Livsens Ondskab«. Som »Gud og Hvermand« véd, havde Knagsted været Toldkontrollør i Gammelkøbing. Men da gamle Konsul Mørch døde og efterlod ham nogle Penge — mange Penge, sagde man — havde han taget sin Afsked og var draget til den forjættede Stad København. — Straks han flyttede ind, havde han boet i et Pensionat på Værnedamsvejen. Men det kunde han ikke holde ud længe, da Pensionatet efter hans Udsagn fornemmeligt var fuldt af »gale Fruentimmer«; og selve Pensionatsfruen gik med Klap for venstre Øje. — Og så en Dag, han cyklede Morgentur, var han kommen forbi Rørholms Have, og på Gitterlågen var der med Frimærkepapir fastgjort en lille Seddel, hvorpå læstes: Kvist på 3 Værelser og Pulterkammer m. m. til Leje. Øjeblikkelig gik han ind. Fandt Behag i Lejligheden og Damerne — særlig fordi den ene var døvstum — og lejede Kvisten på fem År. Dog var der lige ved at opstå Vanskeligheder endnu inden Lejemålet var tilbørlig afsluttet. Thi da Knagsted havde besigtiget de tre Værelser og Pulterkammeret, forlangte han, hvad rimeligt var, at få at vide, hvad dette m. m. skjulte, der stod nede på Plakaten. Det vilde Caroline, den talefähige Søster, imidlertid ikke frem med. Hun rødmede, skælvede og gemte Øjnene bort. Og da Emmy, den døvstumme, så’ hendes Utilpashed, stak hun hurtig en Tavle og en Griffel frem for at få Årsagen opskrevet. Men næppe havde hun læst Recepten, før hun rødmende og bævende gjorde omkring og for som en lille, susende Vind ned ad Trappen. — Nå! sagde Knagsted lidt utålmodig — Hvad bliver det så til! Caroline stammede: — Men min Herre, Di . . . Di . . . det er jo . . . Di kan jo da nok forstå . . . — Nej, sagde Knagsted — jeg forstår ikke et Muk! Hvorfor har De sat m. m. på Plakaten, når der intet m. m. er! — Jo-o, der er! Jo, det er der! nikkede Damen. Og pludselig gjorde hun omkring ligesom Søsteren og kilede ned ad Trappen, idet hun i Forbifarten pegede på en lille Tapetdør for Enden af Gangen og sagde: — Dér! dér! Knagsted gik stille hen og åbnede: Det var det nydeligste Kloset med Tagvindue, hvidt Gardin, Luftrør, Silkepapir på Rulle . . . og det hele. Han rystede opgivende på Hovedet: — Jeg kunde forstå det, tænkte han — hvis »det smukke Køn« ikke selv var nødt til at frekventere et sådant Rum. Men nu! . . . Hvor Fanden får de den Affektation fra! Jeg tror, det er de Satans Digtere og deres fjollede Vers, der ødelægger dem. Han betragtede på ny Lokaliteten: — Og så tilmed dette hér, der er så ligefrem stemningsfuldt! Det var Morgen mellem 8 og 9, Andendagen efter at Livsens såkaldte Ondskab havde afsendt sin Karlsbader-Epistel til Gammelkøbing . . . en dejlig Majmorgen med Sol, blå Himmel, Fuglekvidder og Duft af klæbrige Kastanieknopper. Knagsted havde drukket sin Morgenkaffe og spist sine to flækkede Hveder. Bakken med Opdækningen havde han stillet ud i Gangvinduet uden for Døren og sad nu dybt inde i en mørk Sofakrog og dampede af sin længste Pibe. — Og over Sofaen på Væggen bag hans Ryg, hængte tre vellykkede Billeder af hans trende Idealer: Napoleon, Bismarck og Vilhelm Beck . . . Der stod i Værelset en Tåge af Tobaksrøg; og han lignede, Rygeren i Sofahjørnet, en Troldmand fra Tusind og een Nat, der sad og bryggede Utuskstreger for, når de var blevet rigtig godt fortættede, da at åbne Vinduerne og slippe dem ud i Solen, ud i Verden, ud over Menneskene . . . »det Rak!« Og dog så’ Knagsted nu om Dage ganske overordentlig civiliseret ud. Hans strittende Hår og Skæg, som i hans Gammelkøbing-Tid havde forskaffet ham Navnet Esau, var nu studset og velplejet og holdt indenfor de rette kunstneriske Grænser. Om det så var Totterne i Ørene, så var de forsvundne. Kun de buskede Øjenbryn og de lådne Hænder og Håndled røbede endnu hans »satyriske« Tilbøjeligheder. Af Klædedragt lignede han en ret velhavende Kammerråd, eller en svensk-norsk Konsul fra en mindre Provinsby: gråbrunt Jakke-Sæt, hvidt Kravetøj uden Manchetter, blåprikket Humbug og Fjederstøvler. — Det ringede på Entréklokken nedenunder. Og lidt efter lød der Trin på Trappen. Knagsted rynkede Brynene. Han holdt ikke af at blive forstyrret, medens hans »præparerede«, som han kaldte det. Der blev banket diskret på Døren. Knagsted sagde ikke et Ord, men skulede indædt hen mod Låsen, som langsomt drejedes rundt. Så bankedes der igen. — Hvem er det! Døren gik op, og Overlærer Clausen stod der, lang, mager og smilende i grå Bukser og Diplomatfrakke. — Hva’ Fanden vil Du! — Godmorgen, kære Ven! — Hva’ vil Du hér på denne Tid! Overlæreren fnøs i Tobaksrøgen: — Kæreste Ven, at Du ikke lukker et Vindue op! Og det er jo det dejligste Forårsvejr! Esau rejste sig langsomt fra sit dunkle Sæde og skred frem gennem Tågen. Og uden at mæle et Ord gik han forbi sin Gæst og ud gennem Døren. — Må jeg lukke et Par Vinduer op,...