Wied Livsens Ondskab

Billeder fra Gammelkøbing
1. Auflage 2019
ISBN: 978-87-430-3565-7
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 244 Seiten

Emanuel Thomsen er besat af ønsket om at købe sin fædrene Møllegård tilbage, efter at han og mor Karen har været nødt til at fraflytte den. Han spinker og sparer, spiller på lotterisedler og tager ekstraarbejde for at samle midler til at få opfyldt sin drøm. Han vinder i lotteriet, men trods den store gevinst bliver intet, som han ønsker det. Han serverer for Ædedolkenes klub, byens honoratiores, der mødes fire gange om året på byens hotel (Prindsen) for at indtage et overdådigt måltid. Toldkontrollør Knagsted er den kyniske satiriker, mens hans modstykke og ven overlærer Clausen er lalleglad idealist. "Livsens Ondskab" kan læses som første bind i en trilogi, der består af "Livsens Ondskab" (1899), "Knagsted" (1902) og "Pastor Sørensen og Co." (1913). Bogen foregår i den fiktive sjællandske købstad Gammelkøbing, og dens hovedpersoner er blevet klassikere i dansk kultur.

Autoren/Hrsg.

Wied, Gustav

Leseproben

FØRSTE DEL
I
Byen ligger ved Fjorden. Og fra Spadserestierne neden om Baghaverne er der Udsigt ud over Vandet til fjerne Bakker, Skove og Gårde. Det er en gammel By og en sød By med mange små, underlige Huse, mærkelige Gadenavne og krogede Stræder og Gyder. Og midt i Byen på en Banke ligger Kirken stor og hvid med brogede Ruder og takkede Gavle. Den hedder »de hvide Søstres Kirke«. Og Navnet har den fra den Tid, Byen var katolsk og rummede inden for sine grusklædte Volde Klostre og Stiftelser og fromme Skoler, hvor Borgernes Sønner og Døtre lærte under Salmesang og Røgelseduft, at Livet på Jorden kun skulde være en Vandring i Bøn og Forsagelse; en Rejse gennem vildsomme Skove og langs truende Afgrunde, hvor tusinde Farer lurede for hvert Skridt, man tog. Og hvor man kun nåede frem til Målet, fri og frels og uden at snuble, ved fra Sol stod op, til Sol gik ned, og Natten med, at hæfte sit Blik og sin Tanke og alle sine Ønsker og Længsler, ikke til Verden, og hvad Verdens var, men til det ene usigelige og ufattelige: at Livet her er kun en evig Død, men Døden selv det evige Livs Tærskel . . . . Ja, således lærte og levede man den Gang. Nu var det anderledes. — — Ikke at forstå, at Byen var bleven særlig »ugudelig«. På ingen Måde! Man sad endnu på Søn- og Helligdage i de gamle udskårne Egetræsstole i de hvide Søstres Kirke og lyttede andagtsfuldt til Præstens Ord og Orgelets Toner. Man svarede redebon sin Skat og sin Tiende til den verdslige og gejstlige af Gud indsatte Øvrighed. Man gav de fattige en Kobbersysling og en Humpel Fedtebrød, når de var værdigt trængende. Og om Julen »lænkede« den ganske By Uldtrøjer og varme Småbukser til Gydernes pjaltede Unger. — Men — og dér lå Forskellen mellem Før og Nu, sagde Moralisterne — man gjorde ikke alt dette: gik ikke i Kirke, gav ikke Fedtebrød, betalte ikke Skat og Tiende og strikkede ikke Bukser og Trøjer, fordi man måtte det, drevet dertil af en indre, uimodståelig Trang . . . Man gjorde det, fordi ens Nabo gjorde det. Thi Byen var lille. Gaderne snævre og smalle. Man kiggede ind i hinandens Stuer. Lugtede hinandens Middagsmad. Og der var jo ikke nogen som helst optænkelig Grund til, at Fru Lassen ikke om Tirsdagen skulde traktere med Kyllingesteg og Rødgrød, når Fru Heilbunth allerede havde vist sig med disse Lækriteter om Søndagen! II
Det var Lørdag, Rengørings- og Poleringsdag. Klokken slog syv på Kirkeuret, og Gadetummelen var endnu ikke begyndt. Men der lød, Byen igennem, en ustandselig Snakken og Fnisen af Tjenestepigerne, som stod i deres flagrende Bomuldskjoler og holdt sig med den ene Hånd i Vinduesposten, medens de med den anden gned de våde Brændevinsklude op og ned ad Ruderne for at få dem til at skinne. — Hvor bli’er lille »Thumsen« a’? råbte den lange Engeline, der filede løs på Konsul Mørchs Dagligstuevinduer på første Sal, så at det klang som Fuglekvidder. — Han skal vel først ha’ rent på! brummede Telefondirektørens fede Rikke oppe fra anden. Hun havde en Stemme, som talte hun gennem et Drænrør. Engeline hvinede af Latter og måtte klamre sig til Vinduesposten med begge Hænder for ikke at styrte ned. — Hva’ sa’e Rikke? Hva’ si’er hun? Er Rikke grinagtig? lød det rundt omkring fra. — Hun si’er, at »Thummelumsen« er ved at få ren Ble på! — Hu-ii! Ha, ha, ha! Huit, huit! fnistes der i Kor, og Bomuldskjolerne svansede og bølgede i Lattervridninger. — Hø! vrængede gamle Dorthe på Kvisten — Grinemaskiner! sagde hun og slog to af Frøken Reiersens Trøstere sammen; det hørtes som Hammerslag — Tøsepjank! Der kom en Bondevogn buldrende fra Nonneporten. Hestene luntede af Sted i småt Trav, og Kusken sad sammensunken og døsig på Agebrættet og plirede med Øjnene, som om han sov. Det var en Brædevogn, og dens Larmen henover Brostenene fyldte hele Gaden og fik Ruderne til at klirre. Et Par af Pigerne drejede Hovederne om og råbte Godmorgen. I det samme strøg et Vindstød ned over Tagene, og Bomuldskjolerne løftede sig som Balloner. — Hæ, hæ, hæ! grinte Karlen lysvågen og stak med Pisken op efter Engeline-Læggepølse! — Bondefredrik! brummede den fede Rikke gennem sit Drænrør. — Det ku’ han li’! Og atter lød der en fnisende Latter fra alle Etager. Bondemanden lo med og kneb et Øje sammen op mod Damerne og rumlede videre . . . Det var Byens Hovedgade, Søndergade kaldet. Husene på begge Sider lignede to Rækker slidte Tænder? gamle og ujævne, lange og smalle, brede, korte og afstumpede spredt imellem hverandre. I en ganske lille »Tand«, et bitte enetages, trefags Hus, der lå indeklemt mellem to lange Naboer, som både havde anden Sal og Kvist, boede den omtalte »Thumsen«. KAREN THOMSENS LINGERI- OG GARNHANDEL stod der at læse over Butiksdøren. Huset var oliemalet, perlegråt med lysebrun Sokkel. Og man gik fra Gaden lige ind i Butikken. »Thumsen« hed Emanuel og var Karens Søn. — Der er han! hviskede Engeline. Hendes Hvisken lød skarpt og distinkt som en Trækvind i en Dørsprække. Fede Rikke bøjede sin Kødbolle af et Ansigt om mod Gaden og nikkede: — Godmorgen, Hr. Thomsen! — Godmorgen, Hr. Thomsen! sagde også Engeline. Og: — Godmorgen! Godmorgen! Godmorgen! lød rundt omkring fra. Men den lille Mand dernede lod, som om han hverken så’ eller hørte. Han var kommen ud af Butiksdøren med en Vandkande og en Kost og gav sig nu sindigt og omhyggeligt til at vande Fortovet og den Halvdel af Kørebanen, som det tilkom ham at holde ren. Han vandede næsten som efter en Lineal. Ikke en Dråbe kom der ind på Naboens eller Genboens Part af Gaden. Og endda var Thomsen skæv i højre Skulder. Da Vandingen var overstået, tog han Kosten og gav sig til at feje. — Rundt om fra Gadens Døre og Porte dukkede nu lidt efter lidt Piger og Koner frem for at gå til Bageren og Mælkehandleren. Og Karle og unge søvndrukne Handelsbetjente tumlede Skodderne fra Butiksvinduerne. Solen glimtede frem over de høje Træer henne i Anlægget, og fra de fleste Huse Gaden ned sendte Skorstenene deres blå Morgenrøg til Vejrs. — Jeg kan vælteme ikke begrive, Thomsen, at Di gider feje sådan hver eneste Dag! Det var Vognmandskarlen i Huset ved Siden af, der var kommen ud i Porten og nu stod doven lænet op mod Muren og gabede og strakte sig, så at det knirkede og gav sig i alle hans Ledemod. — Jeg begriver det ikke! sagde han — Og så skal Di jo vælteme feje igen i Aften, det er jo Lørdag, Mand! . . . Go’måren! tilføjede han derpå højt og indædt, da Thomsen ufortrødent vedblev med sit Arbejde uden at svare. — Godmorgen! sagde Thomsen høfligt, men uden at løfte Hovedet. — Di skulde tillægge Dem et Hørerør lisom Frøken Reiersen i sagde Karlen og forsvandt i Gården, da der i det samme blev råbt på ham. — Når Folk snakker til Dem, Di Pejs! sagde han. Emanuel Thomsen værdigede ham intet Svar. — Vogn efter Vogn buldrede nu ind fra Nonneporten. De fleste af dem havde et Tremmebur bagi, hvori var stuvet et eller to, ja undertiden tre Svin. Lørdagen var »Svinedag« der i Byen, og Bønderne afleverede til Slagteriet. Mangfoldige var de Lyde, Dyrene udstødte, når de blev vækkede af deres Døs ved at rulle fra den jævne Landevej ind på den toppede Stenbro. — Øv, øv! Aai, aai! dhii! hvinede de. Og Pigerne rundt i Vinduerne hvinede med og viftede ned til Bønderne med deres Pudseklude. — Hum! murrede Emanuel, da en Vogn kørte op i den velformede Skarndynge, han havde fejet sammen på Gaden foran Huset. — Kan man ikke se sig for! — Sæt et Stakit om! snærrede Kusken tilbage. — Gaden er vel for di kørende! — Nu slap jeg færdig! råbte Konsulens Engeline og forsvandt med et Hop ind gennem Vinduet. — Jeg med! meldte Rikke og krøb møjsommeligt ned af Karmen. Hun var så trind, at dette måtte iværksættes sidelæns. — Farvel, Thumsen, nikkede hun, førend hun trak Ruden til. — Hils »Mortensen!« Kirkeuret slog tre Kvarter på otte. Alle Butikker var åbnede, og der var Færdsel på Gaden. Man hørte Døre smække op og i, og Dørklokker...