Balzac / Juhl Det magiske skind

1. Auflage 2022
ISBN: 978-87-430-6670-5
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 276 Seiten

"Det magiske skind" er en roman fra 1831 af den franske romanforfatter og dramatiker Honoré de Balzac. Med udgangspunkt i det tidlige 19. århundredes Paris fortæller den historien om en ung mand, der finder et magisk stykke chagrin (skind fra et vildæsel), der opfylder alle hans ønsker. For hvert ønske, der opfyldes, krymper huden imidlertid en smule og forbruger en del af hans fysiske energi. Selv om romanen rummer fantastiske elementer, er dens fokus en realistisk skildring af den borgerlige materialismes excesser. Balzacs berømte sans for detaljer bruges til at beskrive et spillehus, en antikvitetsbutik, en fyrstelig banket og andre lokaliteter. Han indlægger også detaljer fra sit eget liv som kæmpende forfatter og anbringer hovedpersonen i en bolig, der minder om den han selv beboede ved starten af sin litterære karriere. Det centrale tema i "Det magiske skind" er konflikten mellem trangen til nydelser og ønsket om at leve længe. Det magiske skind repræsenterer ejerens livskraft, der er udtømt gennem ethvert udtryk for vilje, især når den anvendes til erhvervelse af magt. Hovepersonen ignorere advarslerne fra den butiksejer, der tilbyder ham skindet, og omgiver sig grådigt med rigdom og pragt, kun for at finde sig elendig og forladt ved historiens afslutning.

Honoré de Balzac (20. maj 1799 - 18. august 1850) var en fransk forfatter af romaner og noveller. Han er en vigtig repræsentant for den første store generation af franske romanforfattere sammen med Victor Hugo, Prosper Mérimée, Alexandre Dumas den ældre, Stendhal og George Sand. Mange af Balzacs historier er samlet i den helhed, han kaldte La Comédie humaine (Den menneskelige komedie). En titel inspireret af Dantes Den guddommelige komedie. Han skildrer det franske samfund og den klassekamp, der foregik i det i de første fire årtier af 1800-tallet. En klassekamp mellem adelen, hvis magt var for nedadgående og borgerstanden, hvis magt var for opadgående. Endvidere skildres kunstnerne og intellektuelle uden for selskabet og masserne, der er baggrund for fortællingerne. Centralt i fortællingerne står finansmanden, og omdrejningspunktet er penge. La Comédie humaine kan både opfattes som et netværk af romaner og som ét eneste romanværk, der skildrer hele det franske samfund. Personerne dukker ofte op i flere forskellige romaner. Balzacs værker stod på Index librorum prohibitorum, den romerskkatolske kirkes liste over forbudte bøger, som følge af hans meget realistiske skildringer af præster og promiskuitet.

Autoren/Hrsg.

Balzac, Honoré de

Juhl, Peter Eliot

Leseproben

I
Talismanen
Hen imod slutningen af oktober måned 1829 begav en ung mand sig ind i Palais-Royal på det klokkeslæt, da spillehusene lukker op ifølge loven, som beskytter en lidenskab, der afgiver et så fortrinligt skatteobjekt. Uden synderlig betænkning steg han op ad trappen til den spillehule, der var ham opgivet under navn af nummer 36. — Deres hat, herre! skreg en tør og arrig stemme ham i møde. En lille ligbleg gamling, der sad sammenkrøben i skyggen, beskyttet bag en afspærring, rejste sig pludselig imod ham og viste sin hele plumpt dannede skikkelse. Når De, ærede læser, træder ind i et spillehus, afkræver loven Dem til en begyndelse Deres hat. Er det en evangelisk parabel, et sindbillede på forsynet? Betyder det ikke snarere, at der sluttes en djævelsk kontrakt med Dem, hvorfor der kræves et eller andet pant til sikkerhed? Skulle det være for at nøde Dem til at bevare en høflig holdning over for dem, der skal vinde Deres penge? Er det politiet, dette politi, der dukker ned i alle samfundets kloakker, som ønsker at kende Deres hattemagers navn eller også Deres eget, for så vidt De har skrevet det på hatteforet? Er det endelig for at tage mål af Deres hovedskal og optage en lærerig statistik over spillerkraniers omfang? Herom bevarer regeringen en fuldstændig tavshed. Men, det må De vel vide, næppe har De gjort et skridt hen imod det grønne tæppe, så tilhører Deres hat Dem ikke mere end De tilhører Dem selv: De er indsats. De selv, Deres formue, Deres hat, Deres stok og Deres overfrakke. Når De går derfra igen, vil spillets genius med hæslig spydighed vise Dem, at den dog endnu lader Dem beholde noget, idet den giver Dem Deres garderobe tilbage. Rigtignok, dersom Deres hovedbedækning er ny, vil De på egen bekostning gøre den erfaring, at det er nødvendigt at indrette sig et særligt toilette til spillebrug. Den forbavselse, den unge mand gav til kende over at få et nummereret kontramærke i bytte for sin hat, hvis skygge lykkeligvis var en kende slidt, røbede tilstrækkeligt en endnu uskyldig sjæl, hvorfor den lille gamling, der uden tvivl fra ungdommen af havde ligget hen og forrådnet i spilleverdenens sydende mudder, kun værdigede ham et glansløst og koldt øjekast, i hvilket en filosof ville have set afspejle sig sindssygehospitalets elendighed, de ruineredes flakken rundt fra sted til sted. Beretningen om et utal af selvmord ved drukning, tugthusstraffe på livstid og forvisninger til Guazacoalco. Denne mand, hvis lange hvide ansigt ikke mere modtog anden næring end de geléagtige supper hos Darcet, opviste det blege billede af den til størst mulig enkelhed reducerede lidenskab. I dets rynker lå spor af gammel kummer; han måtte spille sine magre indtægter op samme dag, han modtog dem. Ligesom de udgangsøg, piskeslagene ikke mere bider på, kunne intet mere gøre indtryk på ham. De hule suk fra spillere, som gik ruinerede derfra, deres stumme bønner, deres sløve blikke fandt ham bestandigt ufølsom. Han var selve spillets inkarnation. Dersom den unge mand havde taget denne bedrøvelige Cerberus nærmere i øjesyn, havde han måske sagt til sig selv: ”Dette hjerte indeholder intet andet mere end kortspil!” Den ubekendte lyttede ikke til denne advarsel i menneskeskikkelse, som forsynet selv uden tvivl havde anbragt der, ligesom det har sat væmmelsen ved døren til alle uhumske steder. Han trådte rask ind i salen, hvor lyden af guldet øvede en blændende fortryllelse på hans af attrå ophidsede sanser. Denne unge mand var sandsynligvis drevet derhen af den mest logiske af alle Jean-Jacques Rousseaus veltalende sentenser, der, såvidt jeg husker, lyder således: — Ja, jeg forstår, at et menneske kan gå til spillebordet, men kun når han imellem sig og døden ikke har andet tilbage end sin sidste daler. Om aftenen er spillehusenes poesi ret vulgær, men sikker på en virkning i lighed med den, et bloddryppende skuespil fremkalder. Salene er opfyldte af tilskuere og spillere, fattige gamle, som slæber sig derhen for at varme sig, ophidsede ansigter, orgier, som er begyndt i vinen og nær ved at ende i Seinen. Der er her lidenskab til overmål, men det alt for store antal af agerende hindrer en i at få spillets dæmon at se ansigt til ansigt. En sådan aften er et eneste ensemblenummer, hvor alle skriger i kor og alle orkesterets instrumenter spiller hver sin melodi. Her kan man se mange agtværdige folk, som kommer for at søge adspredelse dèr og betaler den, ganske som de ville betale teatrets og bordets glæder. Men forstår De, hvad der må rummes af lidenskab og energi i en mands sjæl, som venter med utålmodighed på det øjeblik, da spillehusene åbnes? Imellem formiddagens og aftenens spiller er der den samme forskel, som adskiller den ligegyldige ægtemand fra elskeren, som ligger besvimet under sin skønnes vinduer. Kun om formiddagen kommer lidenskaben i krampelignende anfald og spilletrangen i hele sin utøjlede rædsel. På denne tid kan man beundre en virkelig spiller, en spiller, som ikke har spist, sovet, levet, tænkt, så hårdt som han led under sine indsatsers svøbeslag, så grusomt han pintes af kløe efter et godt kup i hasardspillet. Når den fordømte time slår, kan man møde øjne, hvis ro forfærder, ansigter som forstener beskueren, blikke, som hæver kortene op til sig og sluger dem. Det er da kun i åbningsøjeblikket, at spillehusene virker betagende. Når Spanien har sine tyrefægtninger og det gamle Rom havde sine gladiatorer, kan Paris gøre sig til af sit Palais-Royal, hvis æggende lykkehjul skaffer folk den fornøjelse at se blod flyde i strømme, uden at publikum risikerer at glide ud med foden deri. Prøv engang at kaste et stjålent blik på denne arena, træd indenfor! Hvilken nøgenhed! Væggene, beklædt med et fedtet tapet i mandshøjde, byder ikke et eneste billede, som kunne kvæge sindet. Der findes ikke engang en knage til afbenyttelse for selvmordere. Gulvet er slidt og snavset. Et aflangt bord indtager midten af salen. De simple rørstole, der står tæt sammentrængt om det af guldet slidte tæppe, vidner om en mærkelig ligegyldighed for luksus hos disse mennesker, der kommer her for at dø for rigdom og overflod. Denne menneskelige inkonsekvens viser sig overalt, hvor sjælen med vold reagerer mod sig selv. Elskeren vil klæde sin elskerinde i silke og bløde orientalske stoffer, men tilbringer den meste tid sammen med hende på en hømadras. Magtsnobben drømmer sig på højdepunktet af indflydelse, bedst som han søler sig i det laveste kryberi. Kræmmeren i sin fugtige og usunde bod lever højt på planer om at bygge en stor herskabelig ejendom, hvorfra hans tidligt fordærvede arving engang vil blive jaget bort af en ufyldestgjort panthaver. Endelig, eksisterer der en mere glædeløs ting end et glædeshus? Underlige problem! Altid i modstrid med sig selv, skuffende sine forhåbninger med øjeblikkets håndgribelige elendighed, og sin elendighed med en fremtid, som ikke tilhører ham, påtrykker mennesket alle sine handlinger præget af inkonsekvens og svaghed. I denne verden er intet andet fuldkomment end ulykken. I det øjeblik, da den unge mand trådte ind i salen, havde der allerede indfundet sig nogle spillere. Tre gamle skaldede herrer havde skødesløst taget plads om det grønne bord; deres gipsansigter, ubevægelige som diplomaters, vidnede om blaserede sjæle, hjerter som for længst havde ophørt at banke, selv med risiko for, at hustruen søgte sin lykke andetsteds. En ung sorthåret italiener med olivengul hudfarve sad rolig ved enden af bordet, støttet på sine albuer, og syntes at lytte til disse hemmelige anelser, der tilråber spilleren det skæbnesvangre: ”Ja! — Nej!” Dette sydlandske hoved åndede guld og ild. Syv-otte tilskuere, der stillede sig op i række udenom, afventede, hvilke scener spillets luner, de agerende personer, pengenes og bankørrivens bevægelser ville berede dem. Disse dagdrivere stod dèr, tavse, ubevægelige, opmærksomme som folkemængden på Grèvepladsen, når bøddelen kapper et hoved af. En høj vindtør mand i forslidte klæder holdt i den ene hånd et register, i den anden en knappenål for at markere de indbyrdes bevægelser mellem rødt og sort. Det var en af disse moderne tantalusskikkelser, der lever så at sige i marginen til alle deres samtids nydelser, en af disse gniere uden skat, som spiller på en indbildt indsats; en slags fornuftig tosse, som trøstede sig i sin misère ved at kærtegne en kimære, som kort sagt omgikkes med lasten og faren ligesom de unge præster, der læser votivmesser, med hostien. Lige over for bankøren sad et par af disse snu spekulanter, der er erfarne i spillets...