Balzac / Juhl Tabte illusioner

1. Auflage 2022
ISBN: 978-87-430-6698-9
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 576 Seiten

Den charmerende unge digterspire Lucien Chardon er både fattig og naiv. Men han er også meget ambitiøs, og det lykkes ham at finde en beskytterinde i den fascinerende gifte kvinde madame de Bargeton. Da han ikke formår at skabe et navn i sin hjemby, flygter han med madame de Bargeton til Paris, hvor han søger at få indpas byens glamourøse beau monde. Men Lucien er kommet ind i en verden, der er langt farligere, end han aner. Den parisiske overklasse, der færdes hjemmevant i salonerne og selskabslivet, konspirerer for at holde ham ude af deres rækker, og Lucien må til sidst sande, at hvor han end færdes, så tæller talent intet over for penge, intriger og skrupelløshed.

Honoré de Balzac (20. maj 1799 - 18. august 1850) var en fransk forfatter af romaner og noveller. Han er en vigtig repræsentant for den første store generation af franske romanforfattere sammen med Victor Hugo, Prosper Mérimée, Alexandre Dumas den ældre, Stendhal og George Sand. Mange af Balzacs historier er samlet i den helhed, han kaldte La Comédie humaine (Den menneskelige komedie). En titel inspireret af Dantes Den guddommelige komedie. Han skildrer det franske samfund og den klassekamp, der foregik i det i de første fire årtier af 1800-tallet. En klassekamp mellem adelen, hvis magt var for nedadgående og borgerstanden, hvis magt var for opadgående. Endvidere skildres kunstnerne og intellektuelle uden for selskabet og masserne, der er baggrund for fortællingerne. Centralt i fortællingerne står finansmanden, og omdrejningspunktet er penge. La Comédie humaine kan både opfattes som et netværk af romaner og som ét eneste romanværk, der skildrer hele det franske samfund. Personerne dukker ofte op i flere forskellige romaner. Balzacs værker stod på Index librorum prohibitorum, den romerskkatolske kirkes liste over forbudte bøger, som følge af hans meget realistiske skildringer af præster og promiskuitet.

Autoren/Hrsg.

Balzac, Honoré de

Juhl, Peter Eliot

Leseproben

Honoré de Balzac
Af oversætterens indledning til førsteudgaven Enhver, der har besøgt Paris, husker hans gravmindesmærke på Père Lachaise. Ved en højtliggende allé på kirkegården, næsten skråt over for det dejlige monument, som Chapu har rejst over Michelet, og som nu findes gengivet på titelbladet af den store historikers Histoire de France, knejser Balsazcs marmorbuste i enkle, store linjer over en enkel og tarvelig grav. Fra en kort og stærk hals, der røber en tyrs styrke og brutale sliderkraft, løfter sig et mærkeligt og fuldblodigt fysiognomi: en svær og firskåren pande, et tungt underansigt med stærke kæber og en sanseligt svulmende mund, over hvilken en lille moustache er strøget kækt til vejrs som på de gamle portrætter af franske chevaliers fra frondekrigens tider. Således kunne en d’Artagnan have set ud! Og ganske rigtigt er Balzac noget af en sådan litteraturens d’Artagnan, brutal og utrættelig, modig, hensynsløs, pågående, fuld af fantasi, glad ved stærke ord og stærke farver og stærke begivenheder som hin drabelige gascogner! * * * Honoré de Balzac er her til lands næppe kendt i det omfang, han fortjener. Forholdsvis lidt af ham er oversat på dansk. Hans skuespil Mercadet har været spillet på Det kgl. Teater, hans navnkundige roman Père Goriot foreligger i oversættelse; også hans interessante La femme de trente ans er fordansket, vistnok af Herman Bang, der i sine unge dage arbejdede flittigt på at slå til lyd for den store franskmand, ja, gik så vidt i sin begejstring for ham, at det skæmtevis påstodes, at han agtede at tage magisterkonferens i Balzac. I Georg Brandes’ Den romantiske Skole i Frankrig behandles Balzac indgående i et større afsnit, side om side med Beyle, og hans ejendommelige stilling i brydningstiden mellem fransk klassicisme og fransk romantik udredes med forstående finhed. Endelig har Erik Lie for få år tilbage viet Balzac en stor og fortjenstfuld monografi. Hvilket alt sammen vil have beredt vejen for den her foreliggende bog, hans største roman, et af hans hovedværker. Balzacs liv var selv en stor roman. Født ved overgangen fra århundrede til århundrede var han et af stortidens børn, hvis fædre avlede dem i en pause, et flygtigt hvil mellem to felttog, som Alfred de Musset skriver i indledningen til Confessions d’un enfant du siècle. I disse børns opvækst er det, at napoleonstiden og dens store eventyrbog blad for blad slås op for den undrende verden, med sider, på hvilke Marengo, Austerlitz, Jena, Moskva står prentet i gyldent og rødt. Men før gloirens sønner er voksne, er den strålende saga ude, kejseren er slået og fanget, fædrelandet i fjendevold, besat af koalitionens troppekorps lige til 1818. De er netop blevet ynglinge, da budskabet bringes Europa og Frankrig om den lænkede titans ensomme død på klippeøen i Atlanterhavet. Ud af sådanne traditioner, en så storslået forhistorie vokser den frembrydende franske romantik, der tyverne og trediverne igennem deler den litterære verden i hidsigt kæmpende lejre. Balzac er blandt denne romantiks bedste mænd, om han end i mangt og meget rækker vidt ud over den og næsten bliver forløber for helt moderne retninger. Også i hans romaner gav det genklang fra Hernanis Horn, da Victor Hugo satte det for munden og blæste. Og ganske interessant kunne en sammenstilling være mellem selve denne mesters 1793 — der jo nu foreligger i dansk oversættelse — og Balzacs fortræffelige Chouanerne; begge romaner henter deres stof fra samme tid og samme egne — borgerkrigen i Vendée og Bretagne er begges sceneri. * * * Chouanerne var den første roman, med hvilken Balzac slog afgørende igennem. Men forud for den lå en lang og omfangsrig produktion af tvivlsom værd — samme historie gentages en menneskealder senere med den unge Émile Zola — og et højst uroligt ungdomsliv i mangfoldige, skiftende, tit helt fantastiske livsstillinger, der ruller det store, bevægede Paris på retten og vrangen, aristokratiets og demimondens, kunstnernes, journalisternes, ågerkarlenes og tyvenes Paris, op for den kommende mester. Omkring året1830 — og derefter trediverne og fyrrerne igennem — myldrer det frem med gennemgående ypperlige romaner under hans rastløst arbejdende pen. Han må uafbrudt skrive for at kunne leve — ikke for ingenting spiller pengespørgsmålet så stor en rolle i næsten alle hans bøger og i næsten alle hans heltes liv. Men den voldsomme produceren syntes ikke at slide på hans evner. Han ejede, hvad franskmændene kalder la longue haleine, det lange åndedræt, særtegnet for den virkelig store kunstner, det, der hjælper ham gennem det bredt anlagte, vidt udfoldede arbejde, gør hver komposition til en hel verden for sig med dens sol og skygge, dens onde og gode, dens fem etager eller flere på alle husene. Kunstnere af denne kaliber er det ikke, der fortaber sig i det lækre, pilne detailstudie eller i stilistiske spidsfindigheder. Og Balzac for sit vedkommende skriver tit bredt og åbent, med en masse af ord og billeder, grumme ofte rammende ord og malende billeder, med idelige, parentetiske svinkeærinder til alle sider i tusinder af sikre iagttagelser, betegnende sammenligninger, åndfulde refleksioner. Han går grundigt til værks, sommetider næsten for grundigt. Men den egentlige, komponerende evne, den som gør de mange skrevne sider til en bog, ejer han ligefuldt i allerhøjeste grad. Han fastholder sin handlings tråd gennem begivenhedernes forvirrede labyrint så sikkert som et orlogsskib, hvor ordrerne ligger vel forvarede i chefens kahyt, mens skuden på klokkeslæt, trodsende vind og vejr, anløber de foreskrevne stationer. Efterhånden som Balzacs produktion formerer sig, kommer der en vis sammenhæng dèr; det bliver for en stor del de samme personer, der optræder i bog efter bog under nye forhold, i andre episoder af deres liv. Til sidst samler han hele rækken af sine romaner under fællestitlen La comédie humaine, der så igen omfatter flere underafdelinger, scener af pariserlivet, provinslivet, af det politiske liv osv. osv. Det er denne trang til en stor, samlende ramme, der går igen hos Zola i Les Rougon-Macquarts. Eventyrmomentet i Balzacs eget liv lever under alt dette stadig videre og finder navnlig form i hans ejendommelige, mystiske kærlighedsforhold til en hemmelighedsfuld, polsk grevinde. For naturligvis havde denne den franske prosas Napoleon, ved hvis liv intet almindeligt, banalt eller dagligdags kunne klæde, også sin polske grevinde ligesom kejseren selv. Nærmere og interessante detaljer om denne indviklede historie kunne læses i Erik Lies før omtalte bog. * * * Skulle man udhæve et enkelt værk som kernen i Balzacs produktion, bliver det jo for så vidt vanskeligt, som han selv har søgt at samle hele denne produktion til ét stort arbejde. Man fejler dog næppe ved at fremdrage en enkelt serie som det centrale i den vidt omfattende digtning. Og denne serie bliver da romanerne Père Goriot, Illusions perdues (Tabte illusioner) og Splendeurs et misères des courtisanes, der fortsætter hinanden seks store bind igennem, dog således at hver roman, hvilket da navnlig gælder om Tabte illusioner, danner et hele for sig. Alle tre romaner har én samlende midtfigur, den mystisk-romantiske galejslave Vautrin eller Jacques Collin — Bagnoets Cromwell — under mange skiftende forklædninger. Også disse romaners to helte, Rastignac og Lucien de Rubempré, er i grunden to sider af samme figur, der langt senere — bl. a. hos Alphonse Daudet i Kampen for tilværelsen — dukker op igen som den moderne, med blændende ydre egenskaber udrustede, men moralsk ormstukne struggler for life. Denne romanserie bærer alle Balzacs fremspringende egenskaber til skue. En tøjlesløs fantasi, der ikke giver Eugène Sues noget efter, har sluttet pagt med en skarpsynet og følelsesfuld iagttagers blik for virkelighedsskildringen. Det giver til kunstnerisk resultat en art realistisk romantik, der virker højst betagende og forunderligt moderne og gør Balzac desto kærere for en, jo oftere man vender tilbage til ham. En digter for digterne har man kaldt Honoré de Balzac. Bedømmelsen er ensidig. Han er lige så afgjort en digter for den store, læsende almenhed, som for den lille kreds af litterære feinschmeckere. Men unægtelig er det tilfældet, at senere digtere flittigt har gået i skole hos ham. Selv nutidens franske litteratur, med Zola i spidsen, viger ikke tilbage for at anerkende Balzac som sin store lærer og mester, hvilket bl. a. Zola så meget trøstigere kan gøre, som Balzac rager adskillige gange op...