Feilberg / Juhl Nissens Historie

1. Auflage 2022
ISBN: 978-87-430-4984-5
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 94 Seiten

Nissen er en gammel nordisk husgud, der holder til i udhuse, stalde og lader. Han optræder som en beskyttende ånd for grunden og tager del i gårdens praktiske arbejde. Han bringer lykke til de folk, der bor der. Men nissen er ikke altid rar. Hvis han ikke bliver behandlet ordentligt, kan han tage en frygtelig hævn og i værste fald tage livet af mennesker. Han kan også finde på at rejse sin vej i vrede. Sker det tager han lykken med fra gården. Normalt nøjes han dog med mindre drillerier, hvis han er utilfreds, men det er ikke særligt svært at holde sig gode venner med ham. Han kræver blot en skålfuld grød med en stor smørklat til højtider. Ud over mindre venligt stemte fremmede gårdnisser har nissen kun besvær med gårdhunden, som han ynder at drille, så den gør - tilsyneladende ad ingenting, da nisser har evnen til at gøre sig usynlige, eller forvandle sig til forskellige dyr som ged, gås eller hest.I sin menneskeskikkelse er nissen på størrelse med et ti-års barn. Han ligner en gammel mand, med hvidt skæg, og han er iklædt gråt tøj og en rød hue - omtrent samme dragt, som bønder bar i gamle dage.Bogens forfatter, H. F. Feilberg, er en af Danmarks førende folkemindeforskere

Autoren/Hrsg.

Feilberg, H. F.

Juhl, Peter Eliot

Leseproben

INDLEDNING Det er et forsøg på at udrede ”Nissens” historie, jeg hermed prøver. Overalt vel, hvor man spørger om Naturfolks religiøse tro, møder man det forhold, at så snart mennesket udenfor sig eller i sin person møder en magt, som han må bøje sig for, opfattes denne magt som udtryk for en Vættes personlige vilje. Man kan stå på en god fod med disse rådende personligheder, ”Råd”, som den svenske almue kalder dem, eller man kan føre krig mod dem, men undgå dem, kan man ikke. Blandt de talløse skikkelser, som folkenes fantasi har skabt, tager jeg atter en enkelt gruppe frem, som jeg med et fællesnavn kalder ”Alfefolket”. Denne gruppe samler alle de mange Vætter, der lever og færdes ude i den store natur, i det store hav, i de strømmende floder og elve, i skovenes dyb, på bjergene, på agermarken eller den sorte hede eller i menneskers huse, og til dem hører de husvætter, som vi herhjemme kalder Nisser. Der har jo været en tid, da mennesker søgte sig faste boliger, begyndte at drive kvægavl og agerdyrkning. Snart byggede de sig huse ved havets eller floders og søers bred, snart ryddede de skov på den flade mark eller på bjergets side og tømrede sig en hytte af de fældede træstammer, eller de søgte sig et tilhold ved mosens kant eller på den sorte hede, men ligegodt, hvor de kom, mødte de Vætter, der boede der forud, og som de måtte se at komme til rette med, og man tør vel sige, at vilkåret for, at et hjem kunne blive lyst og lykkeligt, var Vætternes venskab. For dem, der søgte deres udkomme ved jordbrug eller kvægavl, synes vandets Vætter at have liden betydning, ganske anderledes derimod skovens og jordens. Og eftergår man folketroens vidnesbyrd, ser man uafladelig dette, at hver gang egnens Vætter træder indenfor hjemmets dørtærskel og tager del i det daglige arbejde, følger velstand og overflod, og drager de sig af en eller anden grund tilbage, efterlader de fattigdom og ulykker i hobetal efter sig til det tidligere så lykkelige hjem. Dette er regelen, og der kan anføres en lang række eksempler. Mennesker nøjes ikke med boliger i dalene langs elvens bredder, de søger opad mod højdalene, omgivet af skinnende fjeldtinder, bygger sig sæterhytter til sommerbrug og fører deres hjorder derop hvert år. Der træffer de nogle Vætter, ”vilde Folk” kalder Tyskerne dem, blandt hvilke de ”salige Fruer” (selige Fräulein), som bor i de inderste dale, dybt inde i højbjergenes hartad utilgængelige verden, i strålende ishuler, hvor krystaller funkler i sollyset, og der fortælles om, at disse fører ind til vidunderlig dejlige egne, omgivet af grønne enge og blomsterklædte bakker. De står tit i det venligste forhold til sæterfolket og dalboen. En saadan ”salig Frue” spinder for bondekonen, en anden tjener, tavs men flittig, to år i gården, ja, der siges, at der noget nær i hver bondegård er en af disse i arbejde. De hjælper ved høhøsten, og den eneste løn, de kræver, er mælk. Engang imellem har de taget en drik af mælkespanden, men nøjes ellers med den spildte mælk eller med skummet i mælkespanden. Hyppig tager mændene tjeneste som hyrder, får af folket navne som den vilde ko- eller gedehyrde. Vildmand eller andre steder ”Vættemand” (Wichtelmann) er årlig hyrde. Men som bjergets skønhed har fostret disse lyse skikkelser, har dets vildhed og uhyre forhold, dets farer frembragt andre arter af Vætter, de saakaldte Fanggen, Fanken eller Fänken, uhyre store skikkelser med sort hår, et gab, der når fra øre til øre; de er klædt i bark med pelse af vildkatteskind, de fanger og æder børn, som de lokker til sig. Men også disse tar tjeneste hos mennesker og synes at sætte pris på, om deres døtre kan få plads på sætrene. De er i så tilfælde tro og flittige; men forlader de tjenesten og går tilbage til skoven, fortsætter de deres menneskejagt som før. Mændene tjener som hyrder, et oprykket træ er hyrdestaven. Og vi kan gå videre. I Thüringen fortælles, at Skovfruer (Holzweibel) hjælper mennesker med køkkenarbejde og vask, ikke at tale om, at de tillige låner brød og tilbagebetaler det til mennesker. I Schwarzwald arbejder en Nøkke (Seemann) hos bonden, inden hans døre. I Oberpfalz modtager Skovfruen (Holzfräulein) sin part af kagerne, når husmoderen bager, hun arbejder ved nat i køkken, stue, stald, gård, et sted fodrer hun kvæget hele vinteren. Der er kort sagt et forhold så venligt som muligt mellem skovens Vætter og de mennesker, der har fæstet bo i deres nærhed. Om det så er Skovmanden (Waldmännchen), tager han arbejde hos mølleren og skikker sig trofast og vel. Muligvis kan også i Sverige påvises, at Skovvætterne nu og da søger menneskers hjem og ialtfald giver en håndsrækning, om de end ellers ikke har det bedste ord paa sig. Fra Østergøtland fortælles det, at dækkes der i hjemmet bord til Skovfruen, gengældes denne venlighed fra Vætternes side med, at de giver en håndsrækning, går bud o. lign., med andre ord, at de træder ind blandt husets gode Vætter. Jeg kan tilføje, at man i Skåne har fortællingen om, at ”Skovmanden” med frue og barn i juletiden søgte ind til et brænderi i St. Olavs sogn; bonden satte hver gang en fyldt brændevinsflaske ind til dem. Til gengæld vækkede de karlen, når han engang imellem faldt i søvn, og meldte, at koen om sommeren var gået i bløde. Flere træk, der peger i samme retning, vil senere blive fremdraget. Endnu nævner jeg her fra to yderkanter i Europa et par Vætter, som hører herhen. Imellem Skotlands bjerge ude på vestkysten lever ensomt, dybt inde i fjeldensomheden, en satyrskikkelse med gedefødder og menneskekrop, den såkaldte Urisk. Om sommeren kan han ses sidde urørlig på en ensom fjeldspids, men om vinteren tager han tjeneste hos bonden, arbejder for ham, får god mad og bringer lykke. Der fortælles, at han fandtes i mange hjem. Hertil kommer i det sydøstlige Europa de græske Nereïder, et fællesnavn for oldtidens nymfer, der kunne have deres boliger i hav, bjerg eller skov. I deres hele dårende og lunefulde væsen kan de sammenstilles med Huldren og Skovfruen her i Norden. Men hvor de har velvilje mod enkelte personer eller familier, plejer de at komme ved nattetid i deres boliger, fejer, pynter, rydder op, så husmoderen finder morgenarbejdet delvis gjort, når hun rejser sig fra sin seng. Ja, de både spinder og væver inden døre. Mellemleddene, der forbinder disse træk, ejer jeg ingen kundskab til. De må vel findes. Såvidt om skovens Vætter. Der står en anden gruppe tilbage, jordens. Det er jo klart, at når bonden bygger sit hus eller graver og pløjer sin mark, bryder han ind over Jordvætternes skel, Dværge, Underjordiske, Undervætters, hvad man end kalder dem. Iblandt de mangfoldige fortællinger om dette folkefærd, som er optegnet, er der en række, der svarer til den ovenfor fremdragne om Skovvætterne. De går til menneskers huse, arbejder, en tid ialtfald, inden menneskers døre, synes at være knyttet til dem og kun uvillig eller med sorg at forlade dem. Dværge arbejder hos bonde og møller, passer forskelligt husarbejde, men da man ynkes over deres fattige kår og byder dem klæder, går de bort. Der fortælles ligefrem, at Dværgene ønsker at blive i deres gamle hjem i menneskers nærhed, men da deres store og rige tilbud afslåes, drager de med sorg bort og medtager jordens frugtbarhed og egnens lykke, så kun fattigdom og bekymring bliver tilbage. Eller et andet eksempel: Dværgen forlod sit hulebo, tog plads hos bonden, besørgede karle- og kvindesyssel hos ham, fodrede, kørte gødningen ud af stalden, malkede køerne, ja, hjalp med spindearbejdet. Men da husfolket strøede aske på gulvet, for deri at se og kende hans spor, drog de bort, for ej mere at komme tilbage. Tilsvarende sagn er der fra Baden. Underjordiske, det var de sidste i egnen, hjalp bonden. I Böhmerwald arbejder de hos bager, forlanger som løn tre brød og tre skilling, som de villig får. I Tyrol arbejder de med i bjergværk og forlanger kun tak for deres hjælp. Dette træk kan følges til Nordtyskland. ”Schönauken” hjælper i bondes hus, men jages bort af tjenestekarlen. I Nedersachsen arbejder de hos væver og skomager, hos den sidste gør de en bestemt akkord og forlanger 24 thaler for hjælpen. De får pengene, og håndværkeren bliver ikke narret. I Pommern tilsvarende sagn. På Rügen bor de under huset, har deres udgang gennem køkken og stald eller ved ovn, og bondekonen har en trofast hjælp i Dværgens kone, der fejer, vasker op, bærer brændsel, fodrer, men forlader pladsen, da bondens hustru giver hende et nyt forklæde. Hvor deres arbejde falder, følger lykken, hos håndværker, skomager, dugmager såvelsom hos bonde. Såsnart man gør forsøg på at drille dem eller volde dem fortræd, f. eks. ved at strø ærter på gulv, så de glider og falder, eller skarpe flintestene, der sårer dem, forlader de straks stedet for ikke mere at komme tilbage. For Danmarks vedkommende kan påvises noget lignende, om ikke så klart. Der fortælles, at Bjergfolkene frelser bondegården fra ildsvåde og vækker de sovende, hjælper pige med hendes sytøj, tærsker i lade og påviser omtvistet markskel. Med andre ord: skovens og jordens Vætter træder i tjeneste hos mennesker, giver dem med god vilje en håndsrækning og er ved at gå over til Husvætternes kreds. Der bliver dog bestandig den forskel, at alle disse kommer og går, har deres væsentlige tilhold udenfor bondehuset eller slottet, hvor de en tid færdes, mens Husvætterne hører det hjem til, hvor deres gerning falder. ...