Fra Nikomedia / Juhl Alexandros' bedrifter

samt om Indien og Nearchos' kystfart
1. Auflage 2021
ISBN: 978-87-430-6605-7
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 496 Seiten

Arrian (egtl. Lucius Flavius Arrianus) fra Nikomedia (ca. 86-160) var en romersk historiker og filosof af græsk oprindelse. Hans historiske værker er skrevet på attisk græsk, mens hans filosofiske skrifter er skrevet på koine. Han er mest kendt for sit værk Alexandrou Anabasis (Alexanders bedrifter), som er en af de vigtigste kilder til Alexander den Stores liv. Værket bygger på flere kilder fra Alexanders samtid bl.a. Callisthenes' tabte værk og Ptolemaios Soters biografi om Alexander.

Autoren/Hrsg.

Fra Nikomedia, Arrianos

Juhl, Peter Eliot

Leseproben

I. Historieskrivningen om Alexandros. Om Arrianos’ liv og forfattervirksomhed.
Det krigstog mod det hensmuldrende Perserrige, som verdens største eventyrhelt, kong Alexandros af Makedonien, Filippos’ søn, havde brugt det meste af sin kortvarige regeringstid (336323 f. Kr.) til at føre, var så rigt på overraskende begivenheder og resultater og havde skaffet hellenerne og de helleniserede makedonere kendskab til så meget nyt og vidunderligt, at lyst til at udbrede meddelelser derom i skriftværker af forskellig art ganske naturligt måtte opkomme hos mange, som besad eller bildte sig ind at besidde evne til at fortælle. Det var naturligvis først og fremmest folk, der var samtidige med Alexandros og enten selv havde været med på toget eller var kommet i nær berøring med deltagere i det, som blev deres hjemmelsmænd; Alexandros selv havde i forventning om, hvad der ville ske, omgivet sig med en skare litteraturkyndige og for litteratur og videnskab i forskellige retninger interesserede mænd, som stadigt eller for en tid fulgte ham på hans vej og ligefrem havde fået til opgave at optegne og skrive om, hvad de oplevede og iagttog, men foruden disse var der ikke så få andre, som af egen drift tog sig det samme arbejde for. Og hvad der var begyndt på Alexandros’ egen tid, fortsattes i den nærmest efterfølgende, medens den forbindelse med Orienten, selv det fjerne Indien, som Alexandros’ tog havde indledt, endnu varede levende ved. På den måde kom der meget snart til at foreligge en mængde skrifter, som bragte hellenerverdenen en rig fylde af historiske, etnografiske, geografiske og naturhistoriske meddelelser om Alexandrostoget, om de glimrende krigsbedrifter, der var udført, og de store og mærkelige opdagelser, man havde gjort i den vidtstrakte nye verden, som man nu var blevet bekendt med. Vi kender endnu i det mindste navnene på en hel del af de forfattere, hvem denne litteratur skyldtes; men der synes foruden dem at have været adskilligt flere, som man end ikke kender af navn, men blot hører omtale ganske ubestemt som hjemmelsmænd for beretninger af mere eller mindre tvivlsom art. Det lader nemlig i det hele til, at denne rige Alexandroslitteraturs kvalitet ingenlunde har svaret til dens kvantitet; og herved tænker vi endda slet ikke på dens kvalitet i formel henseende, men blot efter indholdet. Det overraskende og vidunderlige ved alt det, man i virkeligheden havde oplevet og set, gav i sig selv fortællerne en stærk fristelse til at gå et skridt videre og fremkomme med opdigtede og fabelagtige meddelelser, så meget mere som lyst og tilbøjelighed til at fabulere altid har ligget i hellenernes natur; unøjagtighed i iagttagelsen og misforståelse af de fra orientalske fortællere modtagne beretninger (selv om disse i sig selv har været rigtige, hvad de vistnok langtfra altid har været) har også kunnet blive kilden til usande efterretninger. Endelig må man huske på, at den store konge, muligvis oprindelig påvirket af løgnagtige udsagn af hans moder, den uhyggelige epeiroterinde Olympias, og senere utvivlsomt under indflydelse af det vidunderlige held, der altid ledsagede ham, havde fået den fikse idé, som bestandig tiltog i styrke, at der var noget guddommeligt i hans væsen, hvad han også stadig mere og mere ønskede at få anerkendt af andre: lysten til at føje ham heri og overhovedet at smigre ham på alle mulige måder, mens han endnu var i live, og til at forherlige ham efter hans død har da for mange af fortællerne været en stærk bevæggrund til at give overdrevne og usande fremstillinger af, hvad der var hændt ham, og hvad han havde udrettet. Af dette motiv udsprang således fabelhistorierne om hans besøg hos Zeus Ammon i Libyen1) og om hans rivaliseren med Herakles og Dionysos som vidtomflakkende verdenserobrere, hvortil der så sluttede sig meget andet af samme slags, også foranlediget derved, at hellenerne, som altid slæbte deres mytologi omkring med sig og næsten tillagde dens digt samme gyldighed som virkelig historie, overalt, hvor de kom hen i fremmede egne, søgte at finde paralleller til og derved bekræftende vidnesbyrd for deres egne myter. Allerede det ældste »historiske« skrift om Alexandros, det, der var forfattet af den af ham selv til hans historieskriver beskikkede Kallisthenes fra Olynthos, som på sin frænde Aristoteles’ anbefaling blev optaget blandt kongens følge, men for øvrigt faldt i unåde og mistede livet, før han fik fuldført sit værk, synes, foruden at det skal have besiddet lidet tiltalende egenskaber i sin form og tone, også med hensyn til indholdet at have haft en ret betænkelig karakter, idet det havde givet fabelhistorier et alt for stort råderum; det er man vel navnlig berettiget til at slutte deraf, at man senere hen i den alexandrinske tid underskød hans navn et skrift, som har dannet det første grundlag for de rent fabelagtige Alexanderromaner, der kom til at spille en overordentlig rolle i den senere oldtid og i middelalderen (se anm. nedenfor til IV, kap. 10). Men et slemt ord på sig som en upålidelig historieskriver, der mere var betænkt på at more læserne ved allehånde dristige eventyrhistorier end på at give en sandfærdig skildring af begivenhederne, havde navnlig den meget læste Kleitarchos, Deinons søn, som også havde været med Alexandros på hans tog; og denne oldtidens dom om ham finder vi bekræftet ved de ikke ganske få fragmenter af og notitser om hans vidtløftige historieværk, som er bevaret af Strabon og andre. I lige så dårligt ry stod Chares fra Mitylene, Hegesias fra Magnesia (fra en lidt senere tid) o. a., deriblandt måske også retoren Anaximenes fra Lampsakos og de to, som Arrianos kun nævner et enkelt sted som hjemmelsmænd for en sandsynligvis falsk beretning (VII, 15), Aristos fra det kypriske Salamis og Asklepiades; men om disse folk véd man for øvrigt næsten intet. Den allerværste løgneskribent, som oven i købet har haft den frækhed at oplæse sine af smigrelyst opdigtede historier for selve Alexandros (og siden for diadochen Lysimachos), var dog vistnok Onesikritos (fra Aigina eller Astypalaia), som efter at have været kynikeren Diogenes’ discipel kom i Alexandros’ tjeneste, fulgte ham på hele toget og må have forstået at vinde gunst hos kongen, siden denne gjorde ham til styrmand på sit eget skib under flodfarten i Indien og derefter til underbefalingsmand under Nearchos på flådeekspeditionen gennem den Persiske bugt (se VI, kap. 2) og lønnede ham med en guldkrans derfor ikke mindre end Nearchos selv. Til denne række mere eller mindre urene kilder må man sandsynligvis også henregne den samling af Alexandros’ breve, som man i senere tider synes at have haft. Der har været lejlighed nok for Alexandros til at skrive breve, og vi véd blandt andet, at han på den måde sendte meddelelser om, hvordan det gik ham i Asien, hjem til Makedonien både til sin moder Olympias og til rigsforstanderen Antipatros; muligt er det da, at enkelte af disse ægte breve virkelig kan være blevet bevaret; men på den anden side véd vi også, at det var en ganske almindelig skik hos datidens mange retorer at fabrikere selvlavede breve og udgive dem for at hidrøre fra en eller anden berømt mand, og der kan da være kommet meget af den slags ind i den her omtalte brevsamling. At man har næret stærk mistanke til disse dokumenters ægthed og pålidelighed, derom vidner først og fremmest det, at Arrianos åbenbart har skyet at benytte denne kilde ved sin kritiske fremstilling af Alexandros’ historie; han nævner den i alt kun fem gange i sit værk, og han har vel næppe benyttet den, uden hvor han også fra anden side har haft sikkerhed for, at det, han meddelte derefter, i hovedsagen var rigtigt; derimod har Plutarchos, hos hvem kritik ikke var den stærke side, gjort en temmelig udstrakt brug af Alexandrosbrevene. Heldigvis var der dog også fremkommet beretninger om Alexandros’ krigstog af en anden art end den her nævnte. Ptolemaios Lagos’ søn, som allerede på Filippos’ tid havde vist sig som en trofast ven og tilhænger af Alexandros og senere ledsagede ham på hele krigstoget som hans »livvogter« og en af hans mest betroede hærførere, skrev efter hans død, medens han selv sad som konge i Ægypten, en beretning om Alexandros’ krigsbedrifter; muligvis har han følt sig foranlediget dertil ved ønsket om at give en ædruelig og sand fremstilling af begivenhederne som korrektiv til den fabelfyldte Alexandroslitteratur, der allerede da havde begyndt at brede sig. Det synes væsentlig at have været en krigshistorie, fortalt så nøjagtigt og kyndigt, som man kunne vente sig det af en dygtig militær, der selv...