Sørensen Politihunde i statens tjeneste

Et godt hundeliv
1. Auflage 2019
ISBN: 978-87-430-0815-6
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 384 Seiten

Denne bog handler om en politimands arbejde, opgaver og oplevelser i Dansk Politi. Et arbejde med politiets tjenestehunde i næsten 30 år, både som patruljehundefører med schæferhund/patruljehunde og senere som specialhundefører med labrador som sprængstofhunde. Jeg håber, at læ¦seren får en fornemmelse af arbejdet i politiet og specielt i tjenestehundeafdelingen, der fortsat er meget vigtig for dansk politi.

Stikord om forfatter Claus Sørensen, som var ansat ved Århus Politi - nu Østjyllands Politi som hundefører fra 1985 til 2014: Politimandens arbejde, opgaver og oplevelser i Dansk Politi. Et arbejde med politiets tjenestehunde i næsten 30 år. Patruljehundefører med schæferhund/patruljehunde og senere som specialhundefører med labrador som sprængstofhund. Instruktør på Nationalt Hundecenter "Kildegården" Hundeskolen i Farum. Uddannet som dommer i alle klasser i Dansk Politihundeforening.

Autoren/Hrsg.

Sørensen, Claus

Leseproben

Et godt hundeliv både for hundene og føreren

Jeg blev født i Odder, på en rigtig varm sommerdag, den 25. juni 1953, og boede i Odder de første tolv år af mit liv.

Mine forældre var opdrættere af schæferhunde og jeg har altid været omgivet af disse prægtige dyr. Vores nabo var politibetjent, og jeg så virkelig op til ham. Han hjalp folk og gjorde en god gerning hver dag.

Min far havde en murermesterforretning i Odder og var med i et anpartsselskab, der både indeholdt en arkitekt, en blikkenslager, en vvs mand, og en tømrermester.

De besluttede, at de ville bygge huse i Spanien på sol kysten ved Malaga, og min far skulle stå for projektet. De fik købt et større areal syd for Malaga og startede projektet. De fik anlagt det meste, da der viste sig en amerikansk ejer af samme område. Det blev til en retssag og min fars firma tabte sagen. Vi flyttede tilbage til Danmark, og min far havde fået kontakt til en murermester i Randers. Der var muligheder for familien igen, så vi flyttede til Randers.

Min far ville gerne tilbage til Spanien, så vi forsøgte endnu engang at tage til solkysten, men denne gang gik det også galt. Mine forældre blev skilt og jeg fik muligheden for at tage med tilbage til Danmark og gøre min skolegang færdig.

Det valgte jeg heldigvis og kom i lære som mekaniker ved Himmer & Madsen i Randers.

Allerede på det tidspunkt fik jeg min første schæferhund, Jomfruløkkens Amon. Jeg syntes dog ikke om navnet, så jeg kaldte ham Cæsar. Han kom fra en kennel, som avlede gode hunde. Jeg gik til træning i Schæferhundeklubben i Randers, og Cæsar bestod sine brugshundeprøver. Samtidig gik vi til træning ved Civilforsvaret, hvor han blev trænet som redningshund. Han var faktisk redningshund nummer fem i Danmark, hvor han bestod sin prøve i Civilforsvarets træningscenter i Tinglev.

Efter min uddannelse som mekaniker – var jeg ikke i tvivl. Jeg ville være politimand og arbejde med hunde.

Jeg fik en stor mulighed i så ung en alder – blev afdelingsleder og senere driftsleder på et større væveri, hvor jeg kunne bruge min erfaring som mekaniker ved maskinerne, og jeg havde tilsyneladende flair for at omgås folk.

Men jeg havde både villa, Volvo og vovhund - og jeg kedede mig.

Havde faet hustru og barn, men de var villige til at tage med til København, for at jeg kunne udleve min drøm. Vores schæferhund Cæsar tog vi med, men rækkehuset vi havde købt, egnede sig ikke til at have så stor en hund, og jeg manglede også tid til ham. Nogle af vores gode venner ville gerne overtage ham, så det blev beslutningen.

Januar 1979 startede jeg som politiaspirant på Politiskolen på Amager. Stod betuttet i gymnastiksalen og blev budt velkommen. Det var spændende, og jeg var klar til nye udfordringer. Jeg blev efter første modul (kaldet PG.l – Politiets Grunduddannelse 1), der tog 1 år på skolen, stationeret i Frederikssund Politikreds, hvor min læringsperiode var fantastisk. Nu hed det PG.2. som varede i endnu et år.

Vi nye og unge kollegaer fik mulighed for at køre patrulje sammen efter 3 måneder. Nu skulle der fanges forbrydere.

Jeg havde en super god vejleder i Torben, der gav mig mange udfordringer og altid var villig til at give en hjælpende hånd, når der var behov for dette.

En episode fra min tid i Frederikssund erindrer jeg meget tydeligt. Vi kørte natpatrulje i det sydlige af kredsen og fra Frederikssundsvej kunne vi se et kæmpe lysskær i Stenløse by. Vi fik rekvireret brandvæsenet og kørte efter lysskæret, det viste sig at være en to etagers villa, der var omspændt af flammer. Vi kunne oplyse redningskorpset adressen, og de ankom med flere brandbiler og ambulance.

Hele villaen var omspændt af flammer, og vores opgave var nu at finde ud af, om der var personer i huset. Ved afhøringer i området fik vi oplyst, at kvinden og hendes barn havde været alene hjemme, men muligvis opholdt sig hos nogle naboer. Det viste sig, at kvinden og barnet var gået hjem til sig selv og formentlig var i ejendommen.

Under redningsarbejdet ankom kvindens mand til stedet, og han var naturligvis meget chokeret. Under min afhøring af ham havde jeg det mærkeligt. Der var noget, som ikke stemte med hans forklaring.

Desværre blev der fundet to lig i brandtomten – kvinden og barnet, der begge var indebrændt.

Da vi kom tilbage til Frederikssund Politistation og skulle aflægge rapport, kunne jeg ikke lade være med at nævne min mistænksomhed omkring forklaringen fra kvindens mand. Det blev naturligvis skrevet i rapporten, som jeg afleverede til videre efterforskning.

Historien endte med, at manden blev sigtet og dømt for mordbrand på sin hustru og deres fællesbarn.

Det var en grim oplevelse, for mig som ny betjent under uddannelse, da jeg havde hustru og et barn hjemme på samme alder, som det indebrændte barn.

Den episode glemmer jeg aldrig.

Efter denne gode oplæring – skulle jeg tilbage til skolen, hvor PG 3 (Politiets Grunduddannelse nummer 3) skulle afvikles. Også en periode på næsten et år, og efter eksamenen videre til Beredskabet i København og flere vagter i lufthavnen. Jeg var kun 3 måneder i København, så skulle jeg videre til Århus.

Hele uddannelsen og forløbet tog tre år.

Allerede efter to dage gik det galt: Vores klasselærer krævede, at vi skulle stå ved vores stole, og vi måtte ikke sætte os, før end han havde givet tilladelse.

Her stod jeg af.

Vi var voksne mennesker, der det sidste år havde været på gaden og udøvet politiarbejde, så jeg tænkte, ”Det her må vi tale om”.

Alle i klassen var enige i min holdning, men ak – hvem stod som tåben, der brokkede sig. MIG

Jeg blev bedt om at følge med op til skoledirektøren, hvor jeg fik valget: Hvis j eg ikke kunne lide lugten i bageriet, så måtte jeg forlade det.

Jeg traf gudskelov den rigtige beslutning og fortsatte min uddannelse – aldrig et ondt ord mellem min klasselærer og mig, der ”havde været uartig”.

Efter at have været på sidste modul PG.3. i tre måneder – tog jeg ud til hundeafdelingen i København for at orientere mig om mulighederne for at blive hundefører.

Den gode chef derude tog pænt imod mig og spurgte, om jeg havde motorcykelkørekort.

Det måtte jeg desværre sige nej til, men undrede mig lidt over spørgsmålet, idet min hund vel ikke skulle køre på motorcykel?

Det kunne han ikke se det sjove i.

Jeg havde hele tiden under min uddannelse vidst, at jeg skulle stationeres ved Århus politi – P42. også kaldet politikreds 42. Alle landets politikredse var opdelt i numre, så de havde hvert sit nummer. Når man skrev en rapport, skulle der altid for vores vedkommende stå 42 forrest i journalnummeret.

Århus Politigård

Jeg mødte ind på Århus Politigård, som jeg havde problemer med at finde frem til, men til sidst lykkedes det, og jeg blev budt velkommen.

Den første tid gik på hold 4 i beredskabet, hvor jeg befandt mig særdeles godt med gode kollegaer og gode vagthavende.

Politikredsen var i beredskabet opdelt i flere afdelinger, så der var både hold 1, hold 2, hold 3 og hold 4. Der var formiddagshold, eftermiddagshold og nathold. Det sidste hold havde mulighed for at holde fri eller lave sagsbehandling i formiddagstimerne.

Kvinde i nød

Jeg havde naturligvis mange opgaver sammen med mine kollegaer, og en speciel hændelse husker jeg tydeligt

Vi blev bedt om at køre til Skovvangsvej i Århus, hvor en kvinde ønskede politiets hjælp.

Det viste sig, at vagtlægen havde været på stedet forinden vores ankomst. Han havde erklæret kvindens barn for dødt og var kørt igen fra stedet.

Kvinden forstod ingenting og ønskede, at der blev sendt bud efter en ambulance til at køre hendes syge barn på sygehuset.

Vi fik kontakt til vores leder på stationen og forklarede ham situationen. Vi ønskede at få en ambulance frem til lejligheden, og at redderne skulle agere, som om barnet fortsat var i live. Vores leder (vagthavende) var forstående og kontaktede Falck, der sendte en ambulance. Kvinden og barnet blev kørt med udrykning til hospitalet og undervejs forklarede redderne, at barnets liv ikke var til at redde, og barnet var afgået ved døden.

Efterfølgende fik Århus politi et brev fra den ulykkelige moder, hvor hun takkede for vores indsats og hjælp på dagen. Det var rigtig dejligt at blive værdsat for sin indsats.

Ny hund

Efter at have fundet et dejligt hus i Hinnerup var jeg...